Kapitalismen – En kærlighedshistorie
Udgivet 19. nov 2009 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
Michael Moore har udtalt om sin nye dokumentarfilm: ”‘Kapitalismen – En kærlighedshistorie’ er ikke blot en fortsættelse af mine film. Det er kulminationen.” Og efter at have overværet republikanernes fjende nr. 1 kradse, flå og rive i finanskrisens åbne sår kan man kun give ham ret. “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” er opgøret med USA og hele den vestlige verdens pengegriske og korrupte magtelite, som Michael Moore i alle sine film har kastet sig over. Som en stor, frådende bulldog har den selviscenesættende og satiriske dokumentarinstruktør i over 20 år stået på magthavernes dørtærskel og hylet op om de uhyrligheder, der er foregået inde bag deres lukkede døre. Og efter at have set hans nye film håber man inderligt, at de denne gang har tænkt sig at høre efter.
Der er blevet sagt og skrevet meget om Moores subjektive og humoristiske dokumentarstil og med god grund. For der er ingen tvivl om, at han kan være stærkt manipulerende og ofte lever ud fra mantraet om, at sandheden altid kan gradbøjes. Men sådan må det nødvendigvis også være, når man laver dokumentarisk satire. Sandheden er et relativt fænomen, og for at humoren og satiren kan blomstre, må man som instruktør tage sig nogle friheder. Og her er “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” ingen undtagelse. Når den tidligere præsident Ronald Reagans kapitalistiske ideologi for eksempel skal beskrives, så bliver det selvfølgelig illustreret med scener fra præsidentens fortid som filmstjerne, hvor han iført cowboyhat og et kvindesyn fra 50’erne giver en syngende lussing til sin kvindelige medspiller – et billede på den no bullshit-tankegang, der også kendetegnede Moores yndlingsaversion, George Bush.
Det er altså klassisk Moore, vi bliver præsenteret for i “Kapitalismen – En kærlighedshistorie”. Skamløst underholdende, provokerende, manipulerende, melodramatisk, sentimentalt og endnu engang med en veltilrettelagt fuckfinger til dokumentargenrens gamle, utopiske dyder om en objektiv og nøgtern tilgang til virkeligheden. “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” hører til blandt Moores mest underholdende og tankevækkende værker og er det bedste, han har begået siden “Bowling for Columbine”.
Leonard Cohen synger i “Democracy is Coming to the U.S.A”, at ”I’m sentimental, if you know what I mean. I love the country but I can’t stand the scene.” Og dette er på mange måder den følelse, man sidder med efter at have overværet Moores nye film. USA og den vestlige verden bygger på nogle demokratiske værdier, som vi kan være stolte af, men når grådigheden, forråelsen og korruptionen får overtaget på den globale scene, så er det på tide at ændre i stykket. “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” er som et bizart kærlighedsdrama, hvor man følger et kærestepar i et forhold så dysfunktionelt og ulykkeligt, at verden omkring dem langsomt går til grunde. Og det mest skræmmende er, at man ikke kan lade være med at grine mens det står på.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet