Actionbrag – helt efter køreplanen

Blandt de helt store actionfilminstruktører i Hollywood har britiske Tony Scott siden 80’erne været en af de absolut mest aktive. Med titler som bl.a. “Top Gun”, “The Last Boy Scout” og “Enemy of the State” har Scott konsekvent været fremme i skoene, når det handler om solidt filmisk håndværk. Selvom eksplosioner i massevis klippet i højt tempo såment ikke altid er ensbetydende med kvalitet, kan der næppe stilles spørgsmålstegn ved Scotts sans for hårdtslående underholdning.

Tony Scotts genindspilning af “The Taking of Pelham 1 2 3 ” fra 1974 er vanen tro et actionbrag med højt til loftet. Denzel Washington spiller Walter Gerber, den vagthavende i New Yorks undergrundsbane, hvis dag lige pludseligt udvikler sig til ren kaos. Et tog bliver nemlig kapret af den psykopatiske Ryder – i John Travoltas skikkelse – der truer med at dræbe togets passagerer inden for en time, hvis ikke han får ti millioner dollars. Noget modvilligt bliver Gerber forhandlingsleddet mellem Ryder og politiet – og den ellers milde togmand ender med at blive presset ind i en hæsblæsende kamp på liv og død.

Er man blot en smule bekendt med Tony Scotts actionfilm, ved man også, hvad der er i vente. Scotts velkendte forkærlighed for musikvideoæstetik, testosteronpumpede actionsekvenser og tvivlsomme plots indfries helt efter forventning. “Kapring af Metro 1 2 3” er en helt igennem ordinær Tony Scott-rutschebanetur, dog tilpas underholdende til, at man ser gennem fingre med et ikke særligt gennemtænkt handlingsforløb.

Allerede fra start lægges der hårdt ud. Forteksterne er mere eller mindre ét langt unødvendigt klimaks, og aldrig før har afsløringen af en films titel været så suspensefyldt. Dette er helt igennem symptomatisk for resten af filmen – tomme tønder buldrer jo som bekendt mest. Scott maser imidlertid speederen i bund med så hæmningsløs begejstring, at man ikke kan undgå at blive fanget i slipstrømmen. Dog er det vitterligt svært at lade være med at trække på smiletbåndet af visse scener. Ofte føles det som om, alt for meget action er presset ind på de steder, hvor der er en smule død tid. Det bliver bestemt aldrig kedeligt – til gengæld er det umuligt at tage helt seriøst.

Det ville være pure opspind at kalde noget som helst ved “Kapring af Metro 1 2 3” for originalt eller kreativt. Filmen svælger i Scotts bagkatalog af så unuancerede stereotyper, at man både frydes og væmmes. Og det er filmens gennemgående dilemma. Eksempelvis er John Travoltas præstation som hyperintelligent superskurk umiddelbart lige i skabet. Alligevel føles karakteren klodset og gumpetung, når han sætter Guinness-rekord i at råbe motherfucker flest gange i træk på så kort tid som overhovedet muligt. Denzel Washington og Tony Scott har arbejdet sammen tre gange tidligere, og det kan mærkes. Washington har taget en blunder på kontoret, hvor han stille og roligt kører rollen hjem på nonchalant autopilot. Egentlig er der heller ikke grund til andet. Der forsøges ikke at fremmane andet end en film, der skal underholde for enhver pris uden de helt store udsving.