Underlegen og underholdende fortsættelse

Hollywood er underkastet en række naturlove, hvor den ene lyder, at hvis en film bliver et hit, så skal en fortsættelse prompte produceres og på alle leder og kanter være større end forløberen. “Kick-Ass” var en pragtfuld tegneseriefilmatisering, som især udmærkede sig ved aldrig at kamme over i den slags overdrevne actionsekvenser, der ellers gennemsyrer genren. Det var en forfriskende superheltefilm uden radioaktive edderkopper og limegrøn kryptonit, men med ganske almindelige drenge og piger iført kulørte kostumer, der tit får tæsk, netop fordi de er almindelige. Den blev også et hit, så en “Kick-Ass 2” var uundgåelig. Men tør man overhovedet håbe på, at toeren vil affeje Hollywood-lovene og bevare den jordforbindelse, der gjorde etteren så unik og indtagende?

Efter dén dommedagsprofeti må jeg hellere hurtigt slå fast, at fans sagtens kan ånde lettet op, for “Kick-Ass 2” er en god film. Bevares, den er slet ikke på højde med sin fænomenale forgænger, men som sommerens vel nok sidste blockbuster-kandidat tilbyder “Kick-Ass 2” godt 100 minutters udmærket underholdning i selskab med nogle karismatiske karakterer, som spilles af en række veloplagte skuespillere. Blandt filmens tilbagevendende figurer finder vi naturligvis seriens midtpunkt, Kick-Ass – en udklædt helt i New York, der bag sin syede facade er en relativt ordinær gymnasieelev, Dave Lizewski, som har valgt at gå tegneseriernes superhelte i bedene i virkelighedens verden.

Den første film handlede om Daves overgang – ikke blot fra pubertær drengerøv til sejlivet selvtægtsmand, men også fra knægt til mandfolk. Vi så ham skrinlægge Dave Lizewskis uvisheder og træde i karakter som Kick-Ass, og således har den første “Kick-Ass”-film allerede sat toeren i en uhyre ugunstig situation, for hvordan katten kan “Kick-Ass 2” opnå større pondus end sådan en skæppeskøn skabelsesberetning? Filmmagerne har formentlig selv øjnet dilemmaet og derfor tyet til ovennævnte, veletablerede Hollywood-formular: Kulisserne er større, persongalleriet er større, og de imponerende actionsekvenser rummer langt flere aktører og vilde stunts. Måske har den nyankomne instruktør, Jeff Wadlow, ræsonneret, at hvis etteren ikke kunne overgås i kvalitet, så kunne den i hvert fald overgås i kvantitet.

Men alle de nye tiltag er egentlig kun med til at gøre “Kick-Ass 2” til en mindre engagerende affære end den første. Der er så mange nye karakterer, at de fleste drukner i mængden (dog med undtagelse af Jim Carreys retskafne Colonel Stars and Stripes og den muskuløse, morderiske Mother Russia), mens flere af de centrale figurer desværre også har svært ved at bunde i vrimlen. Kick-Ass ender eksempelvis som en af filmens mindst interessante karakterer. Han har for længst affundet sig med rollen som røvsparkende ordenshåndhæver, så hans udvikling er gået i stampe, og ærlig talt får han ikke lejlighed til at gøre meget andet end at svinge knipler og guide publikum gennem historien via (alt for mange) detaljerede voice-overs.

Wadlow har også svært ved at knytte alle de sideløbende historier ordentligt sammen, så “Kick-Ass 2” ender med at føles lidt fragmentarisk – som et lettere rodet miks af flere separate tv-afsnit. Men gudskelov er flere af disse parallelle handlingsforløb særdeles stærke i sig selv. Christopher Mintz-Plasse, der fik sit gennembrud som ultranørden McLovin i den mægtige “Superbad”, er tilbage som den ranglede gangsterdreng Chris D’Amico, der nu er opsat på at dræbe Kick-Ass under aliasset The Motherfucker. Mintz-Plasse får frie tøjler til at overspille med manér, og han er det humoristiske højdepunkt i en film, der rummer mange gedigne grin. ”Jeg bliver udødelig! Som en ond Jesus!” er mit personlige yndlingscitat fra den arrige The Motherfucker.