Jeg bliver meget snart Kong Arthur

Den her “Kong Arthur”-film er lige dele ridder-mytologi og “Snatch”-koreografi a la Guy Ritchie. Den formbevidste blære-instruktør tager igen fat i et ærkebritisk ikon, som han gjorde det med “Sherlock Holmes”, hvor Robert Downey Jr. med spydig ironi og action-eksplosioner gjorde noget helt nyt med den stiv-britede detektiv. Helt lige så godt går det dog ikke med “Legenden om sværdet”.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om “Kong Arthur” er for meget eller for lidt Guy Ritchie. Aldrig gennemført. Præcis som åbningsscenen, hvor mørk magi rammer Camelot og kongens krigere, der opløses i CGI-pixelerede samlebånds-effekter, inden kongen i det næste tager sagen og Excalibur i den anden hånd og som en slags Legolas springer op på den angribende kriger-elefant, redder dagen og riget ledsaget af et rock-keltisk lydspor, der lige minder om, hvor sej Guy Ritchie kan være.

For det er bestemt en Guy Ritchie-film, der her fortæller origin-historien om Arthur, som blev konge, da han trak sværdet ud af stenen. Det er nemlig ikke vanlig ridder-action, som Chris Hemsworth-klonen Hunnam leverer med sit magiske sværd. Det er slow-motion, der i det næste spoles fast forward, imens kameraet klipper og sprinter ind, ud og til siden. Det er rigtig Ritchie. Det er det også, når der skal fortælles røverhistorier om hverken Dolke-Mike eller Kosher-Mike, men derimod Mike Braktud på dejligt snatchet cunt-britisk.

Men selv om Ritchie ikke er bange for at sætte sit mærke på “Kong Arthur” og erstatte troldmanden Merlin med en passende babe til hunken Hunnam, så kan han ikke bryde igennem den klassisk kedelige ridderrustning, som beskytter den traditionelle historie om den gode konge af Camelot. Det er “Hamlet” og “Løvernes konge” om igen: Den onde bror slår kongen ihjel – nu må sønnen hævne og genindtage tronen. Han skal acceptere sin sorg, sin arv og sit ansvar på hjem-ud-hjem-tur til Mørkets Rige, hvor han bekæmper sin frygt og skovens vilde effekt-dyr.

Det hele ender naturligvis med et opgør med den her histories Scar, Jude Law, der er ond onkel iklædt skind, imens han bløder fra næsen. Han er ond, Arthur er god. Han ofrer sin familie for magten, Arthur vil magten for at beskytte. Og det i øvrigt helt uden konsekvenser. Hersker-sværdet gør dig ikke gal, som ringen påvirker Frodo. Hvis du er født god, så kan du åbenbart udmærket blive diktator… Øhm konge.