Manners maketh man

Grotesk vold, lækre jakkesæt og bøvede sexjokes: “Kingsman” er stadig det sjoveste sted at være hemmelig agent. Det må være konklusionen efter “Kingsman: The Golden Circle”, der følger op på Matthew Vaughns “Kingsman: The Secret Service” fra 2014. Det vilde, tegneserieparodiske take på agentgenren overraskede med sit overskud af humor, stil og splattede kampscener. Overraskelses-elementet er væk, men hvad gør det, når de fleste jokes rammer plet som et velplaceret ølkrus i ansigtet.

“Kingsman” er fortsat den frækkeste dreng på agent-akademiet. Her er belønningen for at redde verden et slag anal med en royal. Det er typisk for den velafstemte balance mellem kras og classy, der også kendetegner Taron Egerton i hovedrollen som agenten Eggsy. En grovkornet proletar i et dyrt jakkesæt. Hans “My Fair Lady”-udvikling med udgangspunkt i underklassen gav den første film et skvæt socialrealisme, som klædte det karikerede univers. Det element fylder desværre mindre her i fortsættelsen, som til gengæld skruer op for de kulørte slagsmål – og for antallet af agenter.

Efter et alvorligt angreb må de overlevende Kingsman-agenter nemlig søge hjælp hos deres søsterorganisation i de amerikanske sydstater: “Statesman”. Store navne som Halle Berry, Jeff Bridges og Channing Tatum pynter på plakaten, men det er Pedro Pascal som den Burt Reynolds-lignede Agent Whiskey, der er den største gevinst for “Kingsman 2”. Slesk sydstatstale og britisk charme snakker om kap, når Whiskey og Eggsy forsøger at placere en overvågningssender i ‘slimhinderne’ på en kvindelig mistænkt – og ikke dem i næsen, vel at mærke.

“Kingsman: The Golden Circle” er bedst i sådanne momenter. Når den flabet fingerbanger sig frem mod verdens frelse. Humor, tempo, energi. Derfor irriterer det, når der bliver skruet ned for tempoet og op for det sentimentale, og glimtet i øjet bliver ofret, fordi vi også skal huske at føle noget. Sod it, lads. Den slags bekommer sig ikke for en ægte “Kingsman”. De siger det endda selv: Først efter fuldendt mission bør man fælde en enlig tåre i privaten. Det kunne Matthew Vaughn godt have været bedre til at efterleve.

Der er heldigvis ikke meget sentimentalitet hos Julianne Moores superskurk, Poppy. Til gengæld er der masser af 50’er-nostalgi i hendes skjulested i regnskoven, hvor hun lægger skrupskøre planer for at få den anerkendelse, en kvinde med hendes forretningstalent fortjener. Siger man hende imod, ryger man en tur i kødhakkeren på hendes “Happy Days”-agtige 50’er-diner. Og så er der ellers dømt bon appétit. Moores skurk er om muligt endnu mere overdrevet end Samuel L. Jacksons klimakriger var i den første film. Men hendes motiver er ikke nær så spændende. Når hun søger at få narko legaliseret, så er det kun med egen vinding for øje.