Bonkers Bond uddeler brutale bank

I nogle Bond-film antydes det, at 007’s slebne manerer og dyre vaner bare gemmer på en forældreløs lille dreng, som bærer sit håndsyede jakkesæt med en indædt arbejderklassisk foragt for lords og ladies. Foruden at forklare et lettere afstumpet følelsesliv og et tungt alkoholforbrug kan en sådan baggrund kaste en line til en mere almindelig verden. En verden, hvor kun tilfældigheder gør, at James Bond kører rundt i en Aston Martin i Norditalien i stedet for at køre sin gamle mor til bridge i en Hyundai. Den tankerække kan også skimtes i tegneserieforlægget til Matthew Vaughns “Kingsman: The Secret Service”.

Med den samme finte som i hans “Kick-Ass” bliver en gennemsnitlig, kikset teenagehverdag invaderet af Hollywoodfilmens koder. Og uden at nå samme niveau smadrer Vaughn endnu engang to eller flere film sammen til én, så der triller fine mængder af action og humor ud undervejs. På trods af at braget kaster både plot og karakterer rundt i lokalet og får ørerne til at synge lang tid efter.

Fortællingen om den unge rodløse Eggsy, der bliver indrulleret i Secret Service, henter sit brændstof i det engelske klassesamfund. Eggsy Senior ofrer sit liv for England i en åbningsscene af lige dele overlegen kameraflyvetur og “Money for Nothing” med Dire Straits. Den ædle gerning overlader desværre bare en enlig mor og en lille dreng til Millwalls slum, med alt hvad det medfører af voldelige stedfædre og udsigtsløse dage på pubben. Ind træder heldigvis farens kollega, Harry Hart, der lige står og mangler en afløser. Et af den slags sammenfald, som kun sker på film.

For selvom Eggsy er en rod, er han samtidig også en fuldstændig unik og meget lidt almindelig teenager, der kun droppede sin pletfrie militærkarriere for at passe sin mor. Han har de helt rigtige agent-gener, de skal bare lige udvikles. På den måde bliver den sociale kritik en smule overfladisk. Forskellene mellem Colin Firths perfekte gentleman og Eggsy bruges næsten kun komisk, og selv om der gøres grin med både høj og lav, er det stadig tydeligt, hvilket liv (og død) der er at foretrække: dét, hvor man kun drikker Bollinger 58′ og knepper græske skibsredersarvinger, indtil man segner om i kugleregn på Goldfinger Ranch

Ok, muligheden for at blive agent er ikke alle beskåret, men heldigvis er det ret underholdende at se på Eggsy gøre forsøget. Tricket har tilsyneladende været at bruge alle publikums forventinger til en agentfilm og så skrue op. Hvor James Bond stopper ved Pussy Galore, går Eggsy direkte efter svenske prinsessers bagdele. Hvor Jason Bourne er intenst voldelig, smadrer Harry Hart en frikirkemenighed i et ti minutters voldsorgie af blodige orgelpiber og hjernemasseindsmurte salmebøger. Den opskruede tegenseriestil er så hæsblæsende, at man næsten ikke bemærker, at intrigen omkring Samuel L. Jacksons superskurk ikke føles nær så frisk som selve idéen om en hooligan i træning som agent.