Der er bid!

Du kender historien: en konservativ og forstokket mand, ramt af skilsmisse og pengeproblemer, tvinges af nødvendigheden til at lukke en fremmed ind i sit liv. Den fremmede viser sig at være en kvinde, og langsomt, men sikkert, giver hun ham mod på igen at åbne sig for verden, prøve dens muligheder og leve efter hjertet. Sæt så den historie ind i nordjyske rammer, gør manden til fisker, kvinden til biolog, skurkene til fiskekvotefuskere og lad konflikten være imellem provinsens arbejdere og Københavns akademikere. Hvad får man så? En fremragende film!

“Klumpfisken” er en dansk film, der meget vel kunne have været til at få fiskeånde over. Forudsigelighed skortes der ikke på, og den københavnske havbiolog Gerd er ganske som forventet en klassisk manic pixie dream girl, der udelukkende tjener den mandlige hovedkarakters udvikling. Men “Klumpfisken” handler sådan set også bare om Kesse, en midaldrende fisker, der ikke vil vide af akademikere, ikke vil rejse ud af Hirtshals og ikke prøve de nye retter på den lokale grill. Filmen har et stramt fokus på hans historie, som rummer langt flere elementer og facetter end blot mødet med den kloge sild Gerd.

På helt uproblematisk manér tegner filmens instruktør, Søren Balle, et billede af livet som fisker ved Vesterhavet. Og det er fascinerende pludselig at tage sig selv i at være optaget af fiskekvoter, fiskerikontrol og livet ved Vesterhavet som tema i sig selv. Det er blevet til en vedkommende og engagerende film om folk i ‘udkantsdanmark’ – måske Anne-Grethe Bjarup Riis lige skulle give Balle et kald og høre, hvordan man gør det? Når “Klumpfisken” fungerer for mig skyldes det, at jeg oprigtigt levede mig ind i karakterernes liv og udfordringer, og selvom udfordringerne her måske knytter sig til et specifikt (fisker)miljø, så er livene til at relatere sig til.

I rollen som Kesse ses Henrik Birch, der her langt om længe får sig en hovedrolle i en spillefilm. Det gør han fantastisk, og det bliver forhåbentligt ikke sidste gang, vi ser ham i en bærende rolle. Kesse kunne meget vel være endt som en stereotyp karikatur af en forstokket nordjyde, men Birchs præstation bringer Kesse-karakteren nuancer, så han aldrig føles flad og langt fra mig.

Men bliver forudsigelighed da aldrig et problem? Nej, for vel ved vi, hvornår vor helt træffer en skæbnesvanger beslutning, hvis konsekvenser vil bringe ham megen ulykke, men fortællingen er så levende og sympatien for Kesse så fuldbyrdet, at vi ser ulykken indtræffe med en knude i maven – ikke med himmelvendte øjne. Og når filmen slutter, og kølhalingen af klumpfisken Kesse er forbi, så har man overværet en karakterudvikling, der både har varmet, gjort ondt, været morsom og klog.