Når enden er knap så god…

Det er svært at diskutere “Knowing” uden at komme ind på filmens kontroversielle slutning, men det ville selvfølgelig ødelægge oplevelsen for de uindviede. Det er nu ikke så meget, fordi historiens klimaks er decideret forfærdeligt, det er nærmere… bizart. Lad os bare sige, at “Knowing” er blevet beskyldt for skamløst at promovere noget, som langtfra alle sætter pris på (beskyldninger om implicit racisme er dog en smule overdrevne). Kritikerne har en pointe, men slutningen kunne sagtens have passet ind i en film, der blot havde lagt en smule op til den. I stedet kommer filmens coda som et lyn fra en klar himmel i skikkelse af en direkte vanvittig kulmination på en indtil da forholdsvis spændende efterforskning.

Netop den efterforskning påbegyndes af fysikeren John Koestler, som portrætteres af en hæderlig, om end til tider forunderligt træt Nicolas Cage. På hans søns skole graver man en urne op, som er spækket med halvtreds år gamle tegnede og skrevne forestillinger om, hvordan verden vil se ud anno 2009. Der er fascinerende tegninger og beretninger i hobetal, men Koestlers søn, Caleb, får udleveret en mærkværdig seddel spækket med tilsyneladende helt tilfældige tal. Koestler opdager, at der alligevel er mening med galskaben, og at tallene beskriver præcist hvornår og hvor en lang række katastrofer er indtruffet siden 1959. Den nævner endda tre ulykker, som endnu ikke er hændt. Det store spørgsmål er naturligvis, om Koestler kan nå at forhindre dem.

Konceptet er langtfra forfærdeligt, og med et hæderligt ensemble foran kameraet og en habil instruktør som Alex Proyas i instruktørstolen skulle man umiddelbart tro, at der var lagt i kakkelovnen til en solid thriller rig på både ideer og spænding. Filmen er da heller ikke ludfattig på de to elementer, og nøjagtig ligesom Proyas’ futuristiske film noir-perle “Dark City” er “Knowing” visuelt betagende. Nogle af computereffekterne halter en smule, men et pludseligt flystyrt er skræmmende troværdigt, og Proyas placerer ofte Cage på stemningsfulde kulisser badet i skygger og spækket med uhyggelige afkroge, som holder os oppe på tæerne. Marco Beltramis melankolske musik og lyddesignernes underfundige lyde får ligeledes ofte nakkehårene til at krible.

Som detektivhistorie fungerer “Knowing” desværre ikke helt efter hensigten, for man er aldrig tilnærmelsesvis på bølgelængde med den ekstremt begavede John Koestler, som jævnligt hiver bimse, men korrekte konklusioner ud af den blå luft. Der er altså mere eller mindre ingen logik i historien, så publikum får aldrig råderum til at gætte med på seddelens forunderlige gåder – man forbliver i stedet en passiv tilskuer, og må døje med mange langsommelige passager, hvor man bare venter på det næste (u)logiske skridt mod slutningen. Men det afholder alligevel ikke helt tilskueren fra at prøve at gætte den næste twist eller historiens udfald lige indtil den forrykte finale – netop fordi historien indtil da ikke helt overskrider tærsklen mellem det utrolige og det utroværdige.

Karaktererne er heller ikke særligt interessante. Børnene opfører sig på den der gakkede, unaturlige facon, som børn har det med at gøre på film, men aldrig i virkeligheden, mens forholdene mellem de voksne er tyvstjålne fra klicheernes leksika. Men i rollen som den almindelige mand med det ualmindelige dilemma er Cage så forfriskende oprigtig, at man hurtigt begynder at sympatisere med ham. Rose Byrne er også udmærket (om end også lidt anonym) som datteren til pigen, der i sin tid forfattede den berygtede seddel, og havde filmen haft en højere puls, mindre sludder og en bedre slutning, havde “Knowing” sandsynligvis efterladt en meget bedre smag i munden. Men hvem ved?

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. “Knowing” ser for det meste fejlfrit ud i HD. Desværre optræder der indimellem banding på ensfarvede baggrunde (tjek eksempelvis nattehimlen i nogle af de sidste scener), mens kontrasten til tider også vakler lidt under de mørkeste sekvenser, hvor de sorte farver fremstår for blege. Men billedet er knivskarpt, detaljerigdommen er enorm, og billedsidens afdæmpede, kølige farver gengives perfekt. Kontrasten er sædvanligvis upåklagelig, og hverken edge-enhancement, støj, snavs eller utilsigtet gryn forekommer nogensinde.

Audio

Endnu bedre end transferet er diskens superbe DTS-HD Master Audio 5.1-mix. Panoreringerne er alle eksemplariske, og samtlige lyde og replikker er klokkeklare og har en tilfredsstillende rumklang. Subwooferen kommer på en hård opgave under filmens hæsblæsende actionsekvenser, men LFE-kanalens dybe toner overdøver aldrig lyde, der ikke bør overdøves. Baghøjtalerne benyttes ikke blot i forbindelse med panoreringerne – de leverer også et utal af subtile, uhyggelige lydeffekter, som filmen havde været betragteligt svagere foruden. Den auditive atmosfære er altså mere eller mindre upåklagelig, støj forekommer aldrig, og dynamikområdet er enormt.

Ekstramateriale

Ud over et kort trailershow medfølger intet ekstramateriale. Her er ikke engang en menu, og en kapiteloversigt er hårdt savnet.

Metervare fra thrillerskuffen

Omsider er Alex Proyas tilbage i instruktørstolen med filmen “Knowing”. Selvom Proyas unægtelig kan sit visuelle kram og forstår at dreje en spændingsfilm, så løfter “Knowing” sig desværre aldrig over det middelmådige med en tåbelig fortælling om clairvoyante børn og med Nicolas Cage som professor.

Nicolas Cage spiller astrofysikeren John Koestler, der har mistet troen på, at der er en mening med livet, efter at hans kone er død. Han opdrager nu sønnen Caleb på egen hånd i sit lettere forfaldne hus, der naturligvis er opført i en god gang dyster victoriansk stil. På Calebs skole skal der en dag åbnes en tidskapsel med tegninger lavet af en klasse i 1959. Men den tegning, Caleb får, er ikke en rigtig tegning, men i stedet en side fyldt med tal. I en prolog har vi set en uhyggelig lille pige, Lucinda, med mørkrandede øjne i nærmest besættelse udfylde papiret med tal. Det store spørgsmål er selvfølgelig nu, hvad betyder de tal?

Selvom papiret med tallene har været forseglet i en tidskapsel i 50 år, synes de at danne et mønster for eftertiden, som med dets paranormale oprindelse ryster John i hans videnskabelige grundvold. Mens John prøver at hitte rede i, hvilken trussel mod menneskeheden, tallene vidner om, begynder besynderlige albinolignende individer at hjemsøge Caleb. Snart involveres også Lucindas datter Diana og hendes datter, der begge på sin vis også udgør vigtige brikker i, hvad der synes at være en prædestineret skabelon med religiøse undertoner. Efterhånden som filmen udvikler sig læner den sig desværre mere og mere tematisk op ad flere religiøse motiver med kristendommen og scientology i spidsen, og ledsaget af de uhyggelige albinoer ender det hele ærlig talt med at virke temmelig fjollet.

Filminstruktøren Alex Proyas har siden “Dark City” ikke rigtig kunnet leve op til forventningerne. Måske er det derfor, han har forsøgt at løfte niveauet i “Knowing” med en fjoget filosofisk fundering i, hvorvidt universet er en tilfældig konstruktion eller resultatet af en fastsat skæbne, hvor alting er afgjort på forhånd. Men fat mod, abstraktionsniveauet får nemlig ikke lov til at belaste de små grå alt for længe takket være en god dosis spektakulære bilulykker og flystyrt. Godt bliver det nu aldrig, og med alt for mange unødvendige narrative svinkeærinder og pseudovidenskabeligt vrøvl får filmen aldrig rigtig ben at gå på og spænder snarere ben for sin egen fremdrift.

Visuelt er filmen nu ganske flot, og Proyas er stadig dygtig til at dreje actionscener, der kan imponere. Og for dem, der har det svært med Nicolas Cage – og vi er efterhånden nogle stykker – så kan det da tilføjes, at han formår for en gangs skyld ikke fuldstændig at ødelægge filmen med sine maniske øjne, store armbevægelser og dårligt hår. Desværre gør Rose Byrne i den kvindelige hovedrolle ikke synderlig væsen af sig, og hendes udvikling fra datter af en clairvoyant til enlig mor til hysterisk skrigedukke med bambiøjne er svær at sluge.