Købmanden i Venedig
Udgivet 9. okt 2005 | Af: The Insider | Set på DVD
Men det er ikke kun filmens tekniske aspekter, der kan eller bør beundres. Shakespeares dialog er tung og fyldt med metaforer, men ytret korrekt og behandlet med den respekt og ærefrygt det forlanger, kan det lyde som sød musik for ørerne. Jeremy Irons er glimrende i rollen som den kristne handelsmand Antonio, der låner penge hos den ligeledes handelsbeskæftigede Shylock, som er jøde. Antonio låner pengene ud til sin gode ven Bassanio, som vil bruge dem i et forsøg på at nappe den smukkeste kvinde i det umiddelbare nabolag. Men pludseligt går det galt for Antonios forretning, og en for sen udbetaling til Shylock resulterer ikke blot i ekstra renter – han skal donere et pund kød til Shylock fra sin egen krop.
“Købmanden i Venedig” er Shakespeare, når det er bedst. Dragende, betagende og hjerteskærende. Den ene twist efter den anden bliver slynget ud, og man sidder indtil slutning og bider negle, mens man håber, at det hele ikke vil ende i et “Romeo & Julie”/”Hamlet” blodbad. Der er en grund til, at fortællingen har overlevet så længe. Der er masser af kød på historien, og “Købmanden i Venedig” er et af de ældste og stadigvæk bedste stykker, der til dato er blevet skrevet om tolerance og medmenneskelighed. Det er intet under, at Al Pacino har sammenlignet stykkets berømte monolog (Shylocks rammende tale om kristnes og jøders fællestræk) med Martin Luther Kings ord om frihed for de sorte i 1960’erne USA. Det her er stærke sager, mindst lige så aktuelle og interessante den dag i dag, som de var for 400 år siden.
Billedmæssigt har “Købmanden i Venedig” sine op- og nedture. Mudret er nøgleordet. I flere af filmens meget mørke og meget lyse scener smelter mange af palettens brun/grønlige farver sammen til en kedelig masse, mens detaljerne ofte går mere eller mindre tabt i baggrunden. Transferet er også ofte blødt, og det bliver kun tydeligere, jo større en skærm eller lærred man vælger at se filmen på. I nærbilleder er detaljerne heldigvis langt tydeligere, og det smalle udbud af ekstramateriale gør, at mere plads er blevet brugt på selve filmen, hvilket har gjort antallet af kompressionsfejl meget lille. I de fleste scener er farverne varme, kontrasten fin og mængden af digital støj meget, meget lille. Scanbox er på rette vej, men er desværre ikke helt undsluppet deres gamle image endnu.
En række trailers er desuden inkluderet.
Ifølge dvd’ens menu, byder discen på en masse ekstra informationer, hvis man smækker den i sit dvd-rom drev. Der er dog kun tale om et enkelt .pdf dokument på godt og vel 40 sider, som indeholder lidt overfladisk information om filmholdet og selve filmen.
“Købmanden i Venedig” viser, at man ikke behøver at hedde Olivier eller Brannagh til efternavn for at kunne stable en fornem Shakespeare-filmatisering på benene. Filmen er velspillet, gennemført og meget, meget flot. Desværre er præsentationen på dvd en anelse skuffende, og ekstramaterialet er heller ikke bedre. For Shakespeare-fanatikere er dvd’en et must. Filmen er samtidigt måske også den mest lettilgængelige Shakespeare-film til dato, så er man bare den mindste smule nysgerrig, bør man bestemt give filmen en chance.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet