Kollektivet
Udgivet 13. jan 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Thomas Vinterberg er vokset op i et kollektiv. Det kan mærkes i instruktørens nye film, “Kollektivet”. Det er et kollektiv levet indefra. Ikke udefra. Derude, hvor den uforstående verden kigger ind. Eller derude, hvor dette kollektiv siger noget om det store fællesskab. Derfor burde titlen være “Et kollektiv”. Det er en isoleret, lille historie, der aldrig bliver stor og almen, men vældig autentisk. Som at besøge et kollektiv fra dengang i 1970’erne.
Men Ulrich Thomsens modvillige kollektivist glider snart i baggrunden. Det var ellers oplagt med et faderopgør. Med generationen af fædre, der frygtede for og flygtede fra regler og ansvar, fordi de selv var blevet mishandlet med disse af deres patriarkalske fædre. Som ham i Vinterbergs egen “Festen”, der må vælge imellem netop Ulrich Thomsens grønne og gule tale, som fælder den gamle tyran. Han var let at ville nakke – et dumt svin, der dominerede. Men hvad med sønnerne af de dominerende? Som Erik, der bruger fællesskabet i kollektivet til at flygte fra sit ansvar. Det kan de andre vel tage sig af, mener han, da konen bliver ked, efter at elskerinden flytter ind. Der skal jo være plads til alle.
Vinterberg kredser også kort om hykleriet, når øl-regnskabet skal gøres op. Kassen stemmer ikke, fællesskabet må betale for de få, der nasser. Men det gøres straks morsomt med Lars Ranthes smilende overskæg, der render 70’er-nøgen rundt og kræver penge ind på vegne af fællesskabet, men han har vist ikke selv betalt? Det er muntert, men hvad gør det egentlig ved fællesskabet, når alle ikke bidrager med det, de kan? Svaret på det spørgsmål forsvinder til fordel for trekantsdramaet, der lige så godt kunne have udspillet sig hos Susanne Bier.
Det kan være svært at se sandheden om sig selv og sin opvækst. Nostalgien gør fortiden til en i grunden god nok tid. En bedre tid. I “Tillsammans” tog Moodysson børnenes blik og parti. De blev svigtet, da de voksne ikke ville være voksne, men være fælles om det hele. Uden ansvar. Jeg havde gerne set, at datteren Freja var blevet udstyret med blikket i “Kollektivet”. Så var Vinterberg kommet tættere på at sige noget om det store kollektiv frem for blot et kollektiv.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet