Kollektivet

InstruktionThomas Vinterberg

MedvirkendeUlrich Thomsen, Trine Dyrholm, Helene Reingaard Neumann, Lars Ranthe, Fares Fares, Lise Koefoed

Længde111 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen14/01/2016


Anmeldelse

Kollektivet

3 6
Sammen er jeg stærkere

Thomas Vinterberg er vokset op i et kollektiv. Det kan mærkes i instruktørens nye film, “Kollektivet”. Det er et kollektiv levet indefra. Ikke udefra. Derude, hvor den uforstående verden kigger ind. Eller derude, hvor dette kollektiv siger noget om det store fællesskab. Derfor burde titlen være “Et kollektiv”. Det er en isoleret, lille historie, der aldrig bliver stor og almen, men vældig autentisk. Som at besøge et kollektiv fra dengang i 1970’erne.

For hvor Vinterberg ikke går så meget op i, hvad sådan et kollektiv gjorde op imod, var eller er i dag, så går han meget op i, at det hele ser rigtigt ud. Lige fra 70’ernes øl-etikette på kollektivets Carlsberg-flasker over rullekrave, lange mandelokker og til Eriks brune fløjlsjakke. Han er indgangen til fortællingen. På opfordring fra kone og datter omdanner han barndomshjemmet i Hellerup til hippie-kollektiv, hvor der til husmøderne stemmes om, om der skal stemmes om et forslag.

Men Ulrich Thomsens modvillige kollektivist glider snart i baggrunden. Det var ellers oplagt med et faderopgør. Med generationen af fædre, der frygtede for og flygtede fra regler og ansvar, fordi de selv var blevet mishandlet med disse af deres patriarkalske fædre. Som ham i Vinterbergs egen “Festen”, der må vælge imellem netop Ulrich Thomsens grønne og gule tale, som fælder den gamle tyran. Han var let at ville nakke – et dumt svin, der dominerede. Men hvad med sønnerne af de dominerende? Som Erik, der bruger fællesskabet i kollektivet til at flygte fra sit ansvar. Det kan de andre vel tage sig af, mener han, da konen bliver ked, efter at elskerinden flytter ind. Der skal jo være plads til alle.

Derimod bliver det Trine Dyrholms film. Hun er suveræn som konen, der i misforstået storhed lader den yngre blondine flytte ind. Suveræn til at lyve for sig selv. Suveræn til at ryge en fed, imens Erik boller højlydt med den nye ovenpå. Det er for fællesskabets skyld, bilder hun sig ind, samtidig med hun nægter at tænke på sig selv. Ligesom Göran i “Tillsammans”, hvor han som kollektivets tøffelhelt lader kæresten bolle med de andre i fællesskabet. Men Lukas Moodyssons svenske forbilledfilm udstillede også hykleriet i sit kollektiv, hvor de fleste tager mere, end de giver. Hvor fællesskabet bliver en falsk parole for at lade de andre tage opvasken.

Vinterberg kredser også kort om hykleriet, når øl-regnskabet skal gøres op. Kassen stemmer ikke, fællesskabet må betale for de få, der nasser. Men det gøres straks morsomt med Lars Ranthes smilende overskæg, der render 70’er-nøgen rundt og kræver penge ind på vegne af fællesskabet, men han har vist ikke selv betalt? Det er muntert, men hvad gør det egentlig ved fællesskabet, når alle ikke bidrager med det, de kan? Svaret på det spørgsmål forsvinder til fordel for trekantsdramaet, der lige så godt kunne have udspillet sig hos Susanne Bier.

Det kan være svært at se sandheden om sig selv og sin opvækst. Nostalgien gør fortiden til en i grunden god nok tid. En bedre tid. I “Tillsammans” tog Moodysson børnenes blik og parti. De blev svigtet, da de voksne ikke ville være voksne, men være fælles om det hele. Uden ansvar. Jeg havde gerne set, at datteren Freja var blevet udstyret med blikket i “Kollektivet”. Så var Vinterberg kommet tættere på at sige noget om det store kollektiv frem for blot et kollektiv.


Trailer

Kort om filmen

“Kollektivet” er Thomas Vinterbergs egen frie digtning, dog inspireret af hans eventyrlige opvækst i et akademikerkollektiv nord for København. Vi befinder os i midt-70’erne, hvor drømmen om frihed og fællesskabet er på sit højeste. I kollektivet kan man være frie og lykkelige sammen. Man lever, fester og bor sammen. Man diskuterer, skændes, elsker og inspirerer hinanden. Det er billedet på det perfekte liv.

For akademikerparret Erik og Anna begynder kollektivet også som en drøm. Sammen med datteren Freja etablerer de et kollektiv i Eriks store kasse af en villa i Hellerup, og med denne lille familie som fortællingens midtpunkt inviteres vi ind i drømmen om et ægte kollektiv. Vi er med til husmøderne, middagene og festerne. Det er venskab, kærlighed, familie og fællesskab under samme tag. Men da Eriks unge elskerinde får lov at flytte ind, forandres alting. Tiden går sin gang, og alt imens en epoke nærmer sig sin afslutning, trænger virkeligheden sig på og truer med at gøre en ende på både familie, venskab og drømmen om at være sammen.