Kurt blir grusom

InstruktionRasmus A. Sivertsen

MedvirkendeAtle Antonsen, Kristin Skogheim, Aksel Hennie, Anders Bye, Pernille Sørensen, Jon Øigarden, Fredrik Steen, Paul-Ottar Haga, Espen Sandvik

GenreKomedie, Animation, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen19/06/2009


Anmeldelse

Kurt blir grusom

2 6
Prut og bøvs, hyl og råb

Mens animationsfilm for længst er blevet veletableret i Hollywood, er det først over de seneste par år, at genren for alvor er slået igennem i skandinavisk regi. Særligt i dansk animationsfilm, med bl.a. A. Film som en af de største eksponenter, er der begyndt at ske en hel del. Med succeshistorierne “Terkel i knibe” og “Rejsen til Saturn” i baghånden har A. Film nu været med til at lave norske “Kurt blir grusom”, baseret på Erlend Loes to børnebøger “Kurt blir grusom” og “Kurt Quo Vadis”. Desværre er resultatet ikke blevet særligt vellykket trods de sikkert fine hensigter.

Kurt er en gaffeltruckfører, der bor sammen med sin familie i et faldefærdigt hus og spiser pandekager. En tilværelse, han i al sin beskedenhed er ret tilfreds med. En dag flytter en ny nabo ind, den stenrige og berømte Dr. Petter, som revser Kurts trygge lille andedam. Bedre bliver det ikke, da familien synes, at en læge er vigtigere og mere spændende end en simpel truckfører. Kurt bliver derfor nødt til at bliver mere berømt og rig end Dr. Petter for at vinde sin familie tilbage. I kampens hede bliver Kurt grusom ondskabsfuld, særligt da han helt tilfældigt kommer til penge og nu kan bevise, at han også er vigtig.

“Kurt blir grusom” er helt fundamentalt set en dybt banal og bemærkelsesværdig moraliserende dannelsesrejse, der prøver at aflede opmærksomheden fra et stupidt plot på alle mulige leder og kanter med dynamisk computergrafik. Det er dog svært at abstrahere fra historien, når afledningsmanøvrerne er komplet intetsigende. Tempoet er ellers højt sat fra start – med masser af lummer pruttehumor, personer, der får ting i hovedet, hver gang der blinkes med øjnene, og spækket til renden med frække fyord, som børnehavebørn sikkert vil fnise længe over. Prut og bøvs, hyl og råb. Alle letkøbte tricks tages i brug for at brage uhæmmet af sted som Playmobilfigurer på crack i håb om, at publikum griner så meget, at de glemmer at kigge på lærredet. Desværre forholder det sig stik modsat.

Værst er dog ikke det høje tempo og pruttehumoren, hvor der undtagelsesvis er et par sjove indslag. Derimod bliver den overpædagogiske og belærende morale om, at status og penge her i forbrugssamfundet ikke er det vigtigste i livet, simpelthen alt for kvalm for sit eget bedste. Det er en sympatisk pointe. Men når temaet pointeres i den grad uden den mindste sans for selvironisk distance over for den voldsomt pubertære humor, føles det virkeligt som om, at instruktøren Rasmus A. Sivertsen overhovedet ikke har anet, hvad han ville med filmen.

Rent teknisk er det tydeligt, at A. Film står bag “Kurt blir grusom” med det helt karakteristiske animationsarbejde, vi kender fra “Terkel i knibe” og “Rejsen til Saturn”. Flere af karaktererne ligner endda rent copy-paste fra “Terkel i knibe”. Dog udmærker “Kurt blir grusom” sig kreativt ved at benytte sig af skæve vinkler, surrealistisk grafik og hurtig klipning. Problemet er her, at animationsstil og kliprate måske vil få de yngste til at tabe tråden undervejs, for visse elementer ér vanvittige, men aldrig underholdende. Hverken for voksne eller børn.

Der er ikke meget positivt at sige om denne norsk/danske animationsfilm. Den hysterisk barnlige humor rammer helt ved siden af, plottet er intetsigende, og temaet om selvrealisering og fralæggelse af status er alt for didaktisk. “Kurt blir grusom” er en obskur pærevælling med mere vælling end pære, der er tabt på gulvet med en ordentlig sjask, som ingen rigtigt har gidet at tørre op.


Trailer

Kort om filmen

Dette er historien om Kurt. Kurt kører gaffeltruck og har gjort det i mange år, næsten lige siden han var lille. Han har en fin gaffeltruck, som han er enormt stolt af og kærligt vasker hver eneste søndag. Foruden sin gaffeltruck holder Kurt også af sit store overskæg. Og så elsker han selvfølgelig sin kone, som er arkitekt og hedder Anne-Lise. Kurt og Anne-Lise har tre børn. Tykke Helena er ældst – og ret tyk. Så er der Bruse-Kurt, der har lækkert hår og er næsten normal. Endelig er der den yngste, der hedder Bud. Han er meget lille og holder meget af sin far. Når Bud bliver lige så stor som Kurt, skal han også køre gaffeltruck. De er en ret almindelig familie, der laver almindelige ting hver eneste dag. Men så flytter Dr. Petter ind i nabolaget. Dr. Petter har mange penge og er utroligt vigtig. Eller i hvert fald siger han, at han er det. Alle kan lide Dr. Petter, og pludselig føler Kurt sig lille og mindre vigtig. En dag siger Dr. Petter til Kurt, at doktorer er meget vigtigere end gaffeltruckførere. Kurts selvtillid får et ordentligt knæk, og det samme gør hans overskæg. Nu forsøger Kurt af al magt også at blive vigtig, men det slår grueligt fejl, og i stedet ender han med at blive grusom…