Faustas perler
Udgivet 19. maj 2010 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Guldbjørnen – den næstmest prestigefyldte festivalpris inden for filmens verden, uddeles hvert år i Berlin og er i de senere år gået til en særlig type film. Nyskabende og originale påfund inden for filmmediet fylder ganske lidt, når juryen skal uddele sin pris. Det er derimod afgørende, at filmene bærer et politisk korrekt budskab indpakket i en eksotisk ramme, som vi har set det med vinderne fra 2007 og 2008: “Tuyas ægteskab” og “Tropa de Elite”. 2009-vinderen “Faustas perler” er nu ankommet til de danske biografer, og med sin peruvianske geografi og bearbejdning af borgerkrigstraumer forlænger den umiddelbart den berlinske tradition.
Og ja, “Faustas perler” er både eksotisk i kraft af sit inkalandskab og politisk korrekt i form af det underspillede opgør med de peruvianske oprørsgrupper fra 1980’erne og deres frygtsomme hærgen af landet. Men man bliver ikke klog på et mørkt og tumultarisk kapitel af Perus historie ved at se denne film – derimod bør man være klog på forhånd på Peru for overhovedet at kunne mobilisere det mindste engagement i den triste ikke-historie, det er at følge Fausta og hendes voldsomme frygt for livet. Der gives simpelthen for få ledetråde til at forstå og indleve sig i de grusomme overgreb, den døde mor blev udsat for, og som har sat sig så voldsomme spor hos stakkels kartoffelbarrikaderede Fausta.
Filmens anden og radikalt anderledes del fokuserer på familiens transportable bryllupsarrangementer, der viser en række absurde drømmebryllupper, der som paradoksale tableauer udspiller sig i fattigt nedslidte omgivelser. Humoren og varmen er her kolossal og giver smilebåndet en tiltrængt aktivering og pause fra Faustas triste betonfjæs. Herligt er det her at se, at den dunkle fortid og de hårdtprøvede omgivelser ikke skal sætte en stopper for elskendes drømmebryllupper, hvor der naturligvis også tages bryllupsbilleder med det glade par foran en paradislignende naturbaggrund. At paradiset så er et aftryk, og vi kan se det rigtige ørkensløse peruvianske bagtæppe bagved, gør ikke bryllupslykken mindre eller vores smil for den sags skyld.
Det bør ikke komme nogen film til last, at de ikke er undfanget i den populære hollywoodske eller den traditionsrige europæiske filmverden. Ditto bør det gælde det spejlvendte tilfælde. For det er som om, at Berlin-juryen år efter år tilgiver og ser igennem fingre med fejl og mangler hos de smalle eksotiske film for at fremme et politisk velmenende korrekt budskab. Således er der lige så lidt filmperle over “Faustas perler”, som der efterhånden er guldstøv over Berlinalen, der mest af alt gør de eksotiske vindervalg en bjørnetjeneste.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet