Arriettys hemmelige verden

InstruktionHiromasa Yonebayashi

MedvirkendeMirai Shida, Ryûnosuke Kamiki, Shinobu Ohtake, Keiko Takeshita, Tatsuya Fujiwara, Tomokazu Miura, Kirin Kiki, Luke Allen-Gale, Will Arnett, Carol Burnett, Olivia Colman, Shin'ichi Hatori, David Henrie, Tom Holland, Peter Jason

Længde94 min

GenreAnimation, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen25/12/2011


Anmeldelse

Arriettys hemmelige verden

5 6
Charme i stride strømme

Hvis den fornøjelighed, der flyder ud af “Arriettys hemmelige verden”, kunne hældes på flasker og sælges, så havde man en sikker vinder. Filmen er fra det selvsamme Studio Ghibli, der har stået bag Hayao Miyazakis mange perler, og hvis “Arriettys hemmelige verden” er en indikation af det niveau, de fortsat vil stå for, er der ingen risiko for, at herlighederne kommer til at standse lige foreløbig.

Filmen følger den lille Arrietty, der ikke er meget større end en smølf, og som bor med sin familie under et hus uden for Tokyo. Her har de små størrelser levet ganske ubemærket under gulvbrædderne i lange tider, uden at de to ældre damer, der bor i huset, har anet uråd. De små folk kaldes “lånere”, eftersom de i høj grad klarer sig ved at liste ting og sager ud af menneskernes besiddelse, og således kan en tørreklemme blive til en hårspænde og en knappenål til et sværd eller et klatretrin alt efter behov.

Arrietty selv er imidlertid kun lige på nippet til at træde ind i de voksnes rækker, så det bliver en skæbnesvanger begivenhed, da hun for første gang selv skal på låner-færd. I et uheldigt øjeblik taber hun en sukkerknald og bliver opdaget af drengen Sho, der er på besøg. Han lider slemt af en hjertesygdom, der gør det anstrengende for ham blot at træde ud af sengen, og han overvældes straks af nysgerrighed efter at finde ud af, hvem de små væsner dog kan være.

Den lille piges forældre advarer hende om, at det kan være særdeles farligt at omgås mennesker, men Shos gentagende venlige gerninger får langsomt Arrietty til at sænke paraderne, og en stor del af fornøjelsen ved filmen ligger da også i det spirende og rørende venskab mellem de to unge størrelser. En anden fornøjelse er selvsagt den visuelle side, der ligger i lige linje med Studio Ghiblis fortryllende høje standard. Filmen ser ganske enkelt forrygende ud, og man tager hurtigt sig selv i at suge de bløde pastelfarver i sig, som var de slik til øjet.

Den visuelle opfindsomheden gør også, at der leges frem og tilbage med perspektiver. Som publikum ved vi godt at drengen i sig selv er ganske harmløs, men set fra Arriettys synsvinkel kan han meget vel ligne et stort, frygtindgydende monster. Tegnerne giver liv og dybde til begivenhederne, og ikke mindst Arriettys første besøg i menneskernes verden, opad smalle gange og hen over lange rækker af stoppenåle, der tjener som trappetrin, er så opsugende, som var det en thriller. Selve fortællingen er på sin vis enkelheden selv, men samtidig antydes der dybder, som set fra en voksens perspektiv giver nogle mulige dystre nuancer. Er Sho netop i stand til at se de små væsner, fordi hans krop at ved at give op, og hans sjæl er på vej over i en anden verden?

Det er Hirosama Yonebayashi, der som instruktør debuterer med denne film, og han lægger sig sikkert ind i Hayao Miyazakis store arv. I forhold til de bedste Miyazaki-film mangler man dog en smule af de små skævheder og gale indfald, der gør film som “Chihro og heksene” og “Min nabo Totoro” til så unikke værker, men samtidig formår filmen dog til fulde at finde på nok sjove og uimodståeligt nuttede indfald til, at man ikke kan undgå at lade sig charmere til op over begge ører. Først og fremmest er dette dog en fortælling om overgang og tab af uskyld, og da filmen melankolsk afrunder sin fortælling, er det nærmest umuligt ikke at føle et stort sug i maven, som følger én langt ud af biografen. Hayao Miyazaki har al mulig grund til at være stolt over sin elev.


Trailer

Kort om filmen

Under gulvbrædderne i et gammelt hus med en overbegroet, vilter have beliggende i en af i Tokyos forstæder bor Arrietty med sine forældre. Som sådan ligner deres hjem og levevis almindelige menneskers, men Arrietty og hendes familie tilhører lilleputfolket “lånerne”, der kun er ca. 10 cm høje, og som lever af at låne de nødvendige fornødenheder af de mennesker, der bebor det egentlige hjem. Lånerne lever en stille tilværelse og er dybt afhængige af, at menneskene ikke kender til deres eksistens. Men det er svært for eventyrlystne Arrietty helt at forblive skjult, når verden rummer så uendeligt mange spændende oplevelser.