Tid til at fare vild igen

Tilbage i 1986 floppede “Labyrinth” fælt i biograferne. Jim Hensons eventyrfilm formåede ikke engang at skovle halvdelen af sit budget ind i de amerikanske bioer. Men siden da er dens fanskare vokset eksponentielt – og med god grund. Der er flere humoristiske, bevægende, inspirerende og direkte magiske øjeblikke i denne fænomenale fantasy-klassikers 101 minutter end i alle “Harry Potter”-filmene tilsammen. “Labyrinth” er på ingen måde blevet mindre tryllebindende siden dens biografpremiere for knap 25 år siden – især takket være et kvikt og morsomt manuskript af det tidligere Monty Python-medlem Terry Jones, nogle af genrens mest charmerende figurer og et solidt sortiment af David Bowie-evergreens.

Den dengang blot 14-årige Jennifer Connelly spiller den eventyrlystne Sarah. Da den travle teenager endnu engang bliver beordret til at babysitte sin lillebror, Toby, koger hendes temperament over, og hun kommer tilfældigvis (og uheldigvis) til at ytre en række sætninger, der åbner porten mellem den virkelige verden og kong Jareths goblin-befolkede kongerige, som lillebroren fluks transporteres til. Dermed kickstartes et kapløb mod tiden, for Sarah har nu blot et enkelt døgn til at finde sin bror, som befinder sig for enden af den forunderlige fantasiverdens enorme labyrint. Hvis hun ikke finder Toby i tide, vil babyen forblive i Jareths varetægt.

Connelly får ganske vist ikke frygteligt meget at lave ud over at løbe, tude, juble og stirre måbende på sine flotte omgivelser og Jareth i skikkelse af Bowie, men hun gør det sgu med stil. Connelly er så herligt fandenivoldsk, at hendes præstation aldrig overskygges det mindste, selv ikke når hun deles om rampelyset med Hensons utrolige dukker eller en af musikhistoriens allerstørste ikoner. Bowie oser som sædvanligt af karisma, og briten gengiver sine sange (titelmelodien og “Magic Dance” er højdepunkterne) med samme smittende gejst som sine replikker. Stort set alle andre karakterer er dukker, og både dukkeførerne og stemmeskuepillerne har ligesom Bowie og Connelly gjort et strålende stykke arbejde.

Produktionens særprægede skabninger fremstår uendeligt mere levende og ægte end de utallige sjælløse, computergenererede skabninger i mainstream-familiefilm nu til dags. Man fornemmer virkelig den enorme kærlighed og store indsats, der er blevet lagt i at skabe alt fra de kulørte kostumer og detaljerede kulisser, til dukkernes allermindste grimasser og gestikulationer. Hvem kan glemme elskværdige figurer som den dristige ridderhund Didymus, den gnavne dværg Hoggle eller den gigantiske bamse Ludo? Og hvad med steder som den frygtelige stinkesump eller de underjordiske tunneller med de talende stenansigter? “Labyrinth” er simpelthen en visuel fornøjelse fra start til slut, og lydsiden, Trevor Jones’ underfundige musik og David Bowies iørefaldende sange komplementerer billederne fornemt.

Bag kulisserne var der blevet dannet en konstellation mellem tre af Hollywoods dengang mest kreative kræfter – George Lucas, Terry Jones og Jim Henson. Lucas stod primært for udgifterne, mens Jones kombinerede Hensons ideer til den fantasifulde historie med sin egen, unikke humor – der er sjældent mere end få sekunder mellem de gode grin, men indimellem synes filmen dog at gå lidt i stå. Især en lang dansesekvens med en håndfuld rødhårede bæster tærer på tålmodigheden. Den legendariske Henson døde i 1990 af lungebetændelse, men manden bag “Dark Crystal”, The Muppets og adskillige generationers gode barndomsminder kunne næppe have ønsket sig en mere ærværdig svanesang til at runde karrieren af med.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. I lange perioder ser “Labyrinth” virkelig godt ud i HD. Detaljerigdommen er ofte enorm – man får rig lejlighed til at studere alle detaljerne på dukkerne og i landskaberne, også fordi billedet ofte er knivskarpt. Men der er også mange slørede billeder, og farvetemperaturen vakler indimellem. Grønne nuancer har det eksempelvis med indimellem pludseligt at gå fra at være lyse og frodige til matte og dunkle. Kontrasten er dog god, og edge-enhancement og komprimeringsfejl forekommer aldrig. Billedsiden er stort set blottet for pletter og snavs, men store mængder af utilsigtet gryn figurerer til tider. Der er ingen tvivl om, at “Labyrinth” aldrig har set bedre ud i hjemmebiografen, men transferet er ikke perfekt.

Audio

Det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix lyder også væsentligt bedre end dvd-udgivelsens Dolby Digital 5.1-lydspor. Når David Bowies titelmelodi går i gang i starten, overvældes man nærmest af de musikalske toners exceptionelle klarhed. Musikken lyder generelt fantastisk, men filmens lydeffekter mangler ofte slagkraft og bund. Man kan sagtens høre, at filmen snart har et kvart århundrede på bagen. Replikkerne er tydelige, men savner til tider bedre rumklang, mens baghøjtalerne benyttes sparsomt, men effektivt. Den auditive atmosfære er ofte overbevisende, og de fåtallige panoreringer fungerer fint.

Ekstramateriale

Designeren Brian Froud har indtalt et kommentarspor til filmen. Fans ville formentlig hellere have haft skuespillerne eller Terry Jones til at kommentere filmen, men Froud disker op med en masse interessante og morsomme anekdoter, som ikke gentages i udgivelsens dokumentarer. Et hæderligt video-kommentarspor viser relevante klip fra optagelserne og interviews i et lille vindue under filmen.

Tre forholdsvis lange dokumentarer medfølger også: “Inside the Labyrinth” (56 min.), “Kingdom of Characters” (27 min.) og “The Quest for Goblin City” (30 min.) – de to sidstnævnte dokumentarer er nyproducerede, mens “Inside the Labyrinth” blev produceret i 1986 ligesom filmen. Vi hører om alt fra hyringen af skuespillerne til skabelsen af musikken, dukkerne, rekvisitterne og kulisserne. Alskens dukkeførere, designere og flere af Hensons familiemedlemmer interviews. George Lucas udtaler sig også en del, og det er tydeligt, at den udskældte filmmager var enormt glad for Henson og også havde en anseelig indflydelse på filmens manuskript. Men man savner nye interviews med Connelly, Bowie og Jones. Ekstramaterialet præsenteres i 480p.