Last House on the Left, The

InstruktionDennis Iliadis

MedvirkendeGarret Dillahunt, Michael Bowen, Joshua Cox, Riki Lindhome, Aaron Paul, Sara Paxton, Monica Potter, Tony Goldwyn, Martha MacIsaac

Længde113 min

GenreGyser, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen17/07/2009

Anmeldelse

The Last House on The Left

4 6
Når mord er et nødvendigt onde

Wes Craven er blandt de største amerikanske horrorfilminstruktører gennem tiderne. Siden det store kommercielle gennembrud i 80’erne med “Morderisk mareridt”, teen slasher-serien omhandlende den ikoniske seriemorder Freddy Krueger, vendte Craven tilbage i 90’erne med “Scream”. Dog havde den kære Craven sit antrit allerede i 70’erne med kultfilmene “The Hills Have Eyes” og “The Last House on the Left” – hvoraf sidstnævnte nu er blevet genindspillet.

Den kønne teenagepige Mari er taget på sommerhusferie med sine forældre langt væk fra byen. Til trods for at det ikke ligefrem er noget, hun har set frem til, formilder den lokale veninde Paige dog omstændighederne. Da de tilfældigvis møder den mystiske Justin, synes ferien at blive det mere interessant, men det hele udvikler sig noget mere grumt, end Mari overhovedet kunne forestille sig. Justins far, Krug, er nemlig en fuldblods stjernepsykopat, der er på flugt fra politiet. Krug og hans bande ser sig derfor nødsaget til at kidnappe de to unge piger og tage dem med på en tur, de aldrig vil glemme.

Der er langt imellem det originale forlæg og genindspilningen af Wes Cravens debutfilm. Man skal på ingen måde forvente, at den originales uhygge og kontroversielle sekvenser forsøges genskabt – ikke mindst fordi Craven fik helt frie tøjler med et skrabet budget på 100.000 dollars og dengang besluttede sig for mere at forarge end stykke en helstøbt film sammen. “The Last House on the Left” fra 1972 blev en uventet skandalesucces og havde vitterligt flere frastødende scener, mens nyindspilningen mere prøver at være suspensefyldt frem for skræmmende. Resultatet er intet mindre end overraskende vellykket og medrivende, og filmen kan sagtens stå på egne ben.

Som thriller er “The Last House on the Left” hæftet sammen på bedst tænkelige vis med enkelt og effektiv sans for historiens præmisser. Den græske instruktør Dennis Illiadis har forstået materialets forcer og svagheder med en særdeles stramt orkesteret handlingstråd. På intet tidspunkt trækkes publikum hverken ud på om- eller genveje. Der satses fuldstændigt på at trykke speederen i bund lige ud ad landevejen, fra det øjeblik Mari og Paige møder Krug. Ingen tvivl om, at man ikke skal forvente en gyser, til trods for at filmen bliver markedsført sådan, men i stedet læne sig tilbage og blive underholdt solidt af en genrefilm, der går uimponeret til fadet.

Bestræbelsen på at fremstille en vis dybde ved at stille spørgsmålstegn omkring, hvor langt almindelige mennesker vil gå for at overleve og for at beskytte familien, indfries kun halvhjertet i form af et underligt dobbeltmoralsk klimaks. Vold accepteres og berettiges, så længe det er “de gode”, som handler ud fra de præmisser. Pudsigt nok synes Krug og hans bande ikke at være endimensionale som forventet. Det er i høj grad skuespilleren Garret Dillahunts fortjeneste, da han formår at skabe en sadistisk psykopat, der mere dræber af nødvendighed end blot for sjov og ballade. Det betyder så ikke, at der lægges låg på Krugs meget eksplicitte voldshandlinger, slet ikke, men der står trods alt en reflekterende mand bag handlingerne, skønt forskruet. I det hele taget synes alle skuespillerne at gøre, hvad de skal med underspillet og troværdig indlevelse, hvilket understreger, hvor meget en dygtig personinstruktør kan præge et på papiret middelmådigt hold skuespillere.

Selvom de to udgaver af “The Last House on the Left” som sådan er ret forskellige film, fungerer begge på hver deres præmisser. Genindspilningen er slet og ret ikke en gyser, men et stykke solidt Hollywood-håndværk af en thriller, der formår at fastholde og underholde fra start til slut. Til trods for at filmens tema knækker henimod slutningen, er det skam til at leve med, nu da resten af filmen er så glimmerende eksekveret.

Kort om filmen

Da de fire gennemblødte fremmede banker på døren til familien Collingwoods sommerhus og fortæller, at de er kørt galt i deres bil, lukker John og Emma dem selvfølgelig ind og prøver at lappe de værste skader. Mere kan de ikke gøre, for strømmen er gået og telefonforbindelsen med. Men Emma føler sig måske ikke helt tryg ved den måde, Krug synes at styre de andre fire, inklusive sin søn Justin, på. Og hvorfor opfører Justin sig så mærkeligt, da han ser et billede af deres datter på køleskabsdøren?
Hvad, de endnu ikke ved, er, at flugtfangen Krug og hans lille bande få timer tidligere – inden uvejret brød løs – kidnappede John og Emmas datter og hendes veninde, voldtog dem og efterlod dem for døde. Først da pigen mere død end levende får slæbt sig op til huset, går den uhyggelige sandhed op for dem. Men hvad stiller et pænt ægtepar op overfor en bande psykopater, der har forgrebet sig på deres datter…?