Last Samurai, The - Den Sidste Samurai

InstruktionEdward Zwick

MedvirkendeTom Cruise, Ken Watanabe, William Atherton, Chad Lindberg, Billy Connolly, Tony Goldwyn, Shichinosuke Nakamura, Koyuki, Timothy Spall, Togo Igawa, Scott Wilson, Shun Sugata, Shin Koyamada, Hiroyuki Sanada, Masato Harada, Masashi Odate, John Koyama, Satoshi Nikaido, Shintaro Wada, Sôsuke Ikematsu, Aoi Minato, Seizô Fukumoto, Shoji Yoshihara

GenreAction, Action, Drama, Drama, Krig, Krig, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen06/02/2004

Anmeldelse

Last Samurai, The – Den Sidste Samurai

5 6
FilmenDa “The Last Samurai” er en Hollywood-fortælling om selvudvikling, integritet og ære, kunne man sagtens forvente at filmen var en klam sag, men heldigvis har instruktøren Edward Zwick nedtonet de emotionelle højdepunkter.
Zwick er med sin samurai-film interesseret i at vise hvilke regelsæt Japans forhistoriske elitekrigere levede efter, og ikke mindst romantiske ideer som: renheden der ligger i selvopofrelse og sejren der findes i et værdigt nederlag. Selvom Zwick ikke er verdens bedste instruktør, så er filmen et skridt i den rigtige retning for ham. Væk er de tunge og teatralske udtryk som prægede hans historiske drama “Legendernes Fald”. “The Last Samurai” forsøger – i modsætning til f.eks. “Lost in Translation” – at sætte sig ind i det japanske univers, men tag ikke fejl – det er stadig en Hollywood-film. Vi har stadig med et sort/hvid persongalleri at gøre.

De romantiske ideer, den lange spilletid og ikke mindst et utal af organiske statister frem for computerskabte, kan godt bringe mindelser om den form for storfilm som Hollywood lavede i gamle dage. Det er også her en stor del af morskaben ved filmen ligger, fordi selvom Zwick bruger lang tid på at fortælle sin historie, så forstår han virkelig at sammensætte flotte kampscener på den gammeldags måde. Scenen hvor samuraierne for første gang træder frem i lyset er fabelagtig og mange gentagelser værd. Seværdig er også et overraskelsesangreb fra en gruppe ninjaer og ligeså er filmens afsluttende opgør. Da filmen ikke er overeksponeret med kampscener, er kampene desto meget mere effektiv.

Filmen er som nævnt forudsigelig, men det burde egentlig ikke komme som nogen overraskelse – specielt ikke når der på filmens plakat står “Tom Cruise – The Last Samurai” med store bogstaver. Hvis opskriften er familiær, er de emotionelle scener befriende nedtonet. Da Cruise i starten af filmen ligger ud med at overspille sin karakters tungsind, kunne man godt frygte at han fortsatte filmen igennem på sin kendetegnende ekspansive facon. Men når hans karakter er blandt filmens åndrige krigere, leverer han heldigvis en vare, som går i spænd med filmens nedtonede stil. Ken Watanabe giver en karismatisk præstation som Samurai-lederen Katsumoto (som han blev Oscar-nomineret for), og er helt klart en skuespiller, man skal lægge mærke til i fremtiden.

På den mere tekniske side af filmen skal nævnes de postkortlignende billeder, som er skabt af John Toll (“Braveheart”), og musikken af Hans Zimmer er ligeså smuk, men udstiller også Zimmers svagheder som filmkomponist. Fra begyndelsen til slutningen lyder scoret ens – der er ingen proces overhovedet. Hvilket er, at gå direkte imod filmen og hovedpersons udviklingshistorie. Når musikken ikke er forbundet med filmen – når filmen siger en ting og musikken noget andet – prøver Zimmer så at fortælle sin egen version af historien (som han gjorde i “Broken Arrow”), eller strækker hans kompositionsevner kun til at sidde og gentage musikstykker ved et keyboard? Filmens imponerende samurai-dragter er designet af Ngila Dickson, som også stod for kostumerne til “Ringenes Herre”-trilogien.

“The Last Samurai” er en forudsigelig og langsommelig affære, men indeholder nogle fantastiske kampscener, gode skuespillerpræstationer og er en meget billedskøn film… og så er enhver film med ninjaer indblandet altid et kig værd.

VideoFilmens smukke billeder kommer til sin fulde ret i denne flotte overførsel, som er i 2.40:1 anamorphic widescreen. Farverne er flot overført og de står tydelige uden at de på nogen måde smelter sammen. Det digitale billede er varmt og roligt og giver en god film-lignende fornemmelse.
AudioFilmen kommer med et Dolby Digital 5.1-lydspor og er en flot indspilning. Selvom at lyden er spredt godt rundt i lydfeltet – specielt i de store kampscener – kunne man dog godt forlange, at der var lidt mere spark i enkelte af de andre action-orienterede scener. Her udnytter man f.eks. ikke de dybeste dele af lydspektrummet eller de diskrete lydkanaler helt til fulde.
EkstramaterialeEkstramaterialet indledes med et seriøst og informativt kommentarspor af Edward Zwick, men da han taler meget monotomt, er det ikke særlig oplivende i længden. Ligeledes taler han også til billederne af sin videodagbog. I “Making an Epic”, hvor han samtaler med Cruise, tør han dog noget mere op.

“Tom Cruise: A Warrior’s Journey” er – som man kan læse ud fra titlen – et program der hylder Tom Cruise og fortæller om hvor hårdtarbejdende han er. Vigtigheden af sådan et program er naturligvis stor, fordi hvor mange tror egentligt på, at en type som Cruise har det hårdt?

Et af de mere interessante programmer er “History vs. Hollywood: The Last Samurai”, som giver et indblik i Japans og samuraiernes baggrund, men programmet skøjter dog let og elegant hen over selve problemstillingen, og kommer med den åbenlyse afsløring at Hollywood har en tendens til at romantisere.

Resten af skiven indeholder nogle små interessante programmer hvor titlerne mere eller mindre forklarer sig selv: “A World of Detail: Production Design with Lilly Kilvert”, “Silk and Armor: Costume Design with Ngila Dickson”, “Imperial Army Basic Training: From Soldier to Samurai: The Weapons”. Disc 2 afrundes med to slettede scener og en trailer.

Den samlet vurdering til DVD-udgivelsen gives for en smuk og effektiv film, som udgives i en flot teknisk stand. Kvaliteten af ekstramaterialet svinger dog fra interessant til kedelige selvpromovering.

Last Samurai, The – Den Sidste Samurai

4 6
“The Last Samurai” er en flot og dynamisk film, som desværre følger drejebogen for hvorledes sådan en type historie skal skrues sammen lidt for stramt.
Tom Cruise spiller rollen som Nathan Algren, en afdanket krigshelt i 1870’ernes USA, som plages af indre dæmoner og selvhad over sin rolle i indianer-massakren ledet af general Custer. Den eneste form for sjælefred han kan finde er på bunden af en flaske, da han pludselig får mulighed for en lukrativ stilling som konsulent for den japanske hær. Kejserdømmet Japan er under fornyelse og er påvirket af Vestens modernisering. Man mener kun at man kan overleve som nation hvis man kan følge med i udviklingen, og derfor er kejseren og hans embedsmænd gået i gang med at opbygge et jernbanenet, at gå i vestligt tøj og ikke mindst at modernisere hæren. Man vil have fingre i geværer og kanoner. Det er dog ikke alle der er lige glade for denne udvikling. Den gamle samurai-orden, som hidtil har beskyttet nationen mod dens fjender, føler at landet er ved at miste sin ære og sjæl i ivret efter modernisering, og de gør oprør.

Algren får til opgave at træne kejserens soldater i moderne krigskunst så de kan bekæmpe oprøret og nedlægge samuraierne. Men samuraierne har brugt 1000 år på at perfektere krigskunsten og er ikke sådan at udrydde. Under det første slag tages Algren til fange, men klanlederen Katsumoto skåner hans liv da den amerikanske soldat udviser stort mod i kamp – præcis som en samurai. Langsomt lærer Algren de fremmede skikke at kende og skifter pistolen ud med et sværd, ligesom han langsomt erstatter sit selvhad med en indre ro i de nye omgivelser. Vestens indflydelse er ikke nået ud i samuraiernes hjem i bjergene, hvor krigerne skriver digte i spirituelle omgivelser. Inden længe bliver kejsernes hær dog trænet op, og Algren må vælge hvilken side hvorpå han vil kæmpe.

Instruktøren Edward Zwick befinder sig med “The Last Samurai” i velkendt territorium. Han har tidligere begået det fremragende og involverende krigsdrama fra den amerikanske borgerkrig “Glory”, og den flotte men patos-overfyldte “Legends of the Fall”, som udspiller sig under 1. Verdenskrig. “The Last Samurai” lægger sig mellem disse to dramaer, både hvad angår tidsperioden og filmens kvaliteter. Ligesom de to foregående krigsdramaer skildrer “The Last Samurai” krigens væsen overbevisende og intenst – men også med en fascination som de to tidligere film, der begge portrætterede krig som noget grimt og blodigt, ikke havde.

Der er noget skræmmende men også smukt over synet af de kampklædte samuraier som på hesteryg ridder kejserens soldater, der venter med geværer og kanoner, i møde. Det er en ulige kamp når sværdklinger møder roterende maskingeværer, men det er sådan samuraierne vil have det. Krig for dem gælder ikke sejren – det er ligeså ærefuldt at falde i kamp til en overlegen fjende eller begå selvmord for egen hånd. Derfor bliver filmen aldrig – ligesom de to foregående – en fortælling om hvor grufuld og ubarmhjertig krig er, men snarere en fascinerende historie om en gammel kultur der lever og ånder for – og frivilligt har valgt – krig og kamp som livsstil.

“The Last Samurai” fungerer som krigsfilm – på egen vis – ligeså godt som både “Glory” og “Legends of the Fall”. Desværre er den ikke i stand til at frembringe den samme involverende og personlige historie som “Glory”, men læner sig derimod tættere op ad den påtaget patos som skinnede igennem “Legends of the Fall”. “The Last Samurai” udvikler sig i den retning som filmens tema kræver at den skal udvikle sig, snarere end at følge filmens karakterer. Den fordrukne Nathan Algren er blevet korrumperet af Vesten, men viser sig at være en ærefuld og moralsk kriger, som hurtigt lægger sprutten på hylden, da han finder sjælefred i samuraiernes landsby. For at slå fast at Vesten er grum og materialistisk og Østen er idyllisk og spirituel, begynder Algren straks at drikke igen da han vender tilbage til storbyen. I det hele taget skildrer filmen kultursammenstødet meget unuanceret, modsat i f.eks. den tematisk meget ens “Dances With Wolves”, der trods alt viste nogle af indianerne som værende vitterligt blodtørstige og vilde. I “The Last Samurai” er samuraierne alle stereotypt skildret som spirituelle og gode. De lever og ånder for krig og sender deres sønner i kamp, men er alligevel filmens tydelige ofre for den moderne verden.

Det er synd at filmen vælger den lette udvej og til punkt og prikke følger opskriften for hvordan sådanne type film skal skrives og tematisk bygges op, for på mange andre områder er “The Last Samurai” en utrolig flot og overbevisende film. Krigstemaet fungerer upåklageligt og som periodefilm føler man sig bragt tilbage til 1870’ernes Japan – både i de i stigende grad industrialiserede storbyer og i de feudale landsbyer. Noget af det mest imponerende i filmen er samuraiernes dragter, og kostume-designer Ngila Dickson er da også fortjent blevet nomineret til en Oscar for sit arbejde. Derudover yder filmens skuespillere alle gode præstationer, især japanske Ken Watanabe (som er blevet Oscar-nomineret for bedste bi-rolle) som den karismatiske samurai-leder Katsumoto, der danner en form for broderskab med Algren. I rollen som Algren fungerer Tom Cruise faktisk ganske udmærket – hvis man kan se udover at vi her har at gøre med mega-stjernen Tom Cruise.

“The Last Samurai” vælger den lette og mainstreamede udvej, og det er synd, fordi de ydre rammer lægger op til en bedre og mere original og udfordrende historie. Selvom filmen bygger sympati op for samuraierne og viser Vesten som den korrumperende indflydelse i et fredeligt feudalt samfund, virker “The Last Samurai” forudsigelig og som drejet af en vestlænding. Især slutningen er helt påtaget og cementerer at vi her har med en Hollywood-film at gøre. Men hvis man kan se ud over dette, er “The Last Samurai” en flot krigsfortælling i overbevisende historiske rammer – for sådan noget kan Hollywood trods alt også finde ud af.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Den amerikanske kaptajn Nathan Algren er i 1870’erne rejst til Japan for at hjælpe landet med dets modernisering. Som respekteret officer i det amerikanske militær hyres Algren af Kejseren af Japan til at træne det nye Japans første hær i krigskunst. Mens kejseren forsøger at udrydde resterne af det gamle riges samurai-traditioner og vestliggøre sine krigere – primært for at fremme handlen med Vesten – bliver Algren mere og mere optaget af samuraierne. Pludselig befinder han sig midt mellem to æraer og to verdener, og kun hans egen æresfølelse kan hjælpe ham gennem denne konflikt.