Last Station, The

InstruktionMichael Hoffman

MedvirkendeJames McAvoy, Christopher Plummer, Helen Mirren, Paul Giamatti, Anne-Marie Duff, Kerry Condon, Patrick Kennedy, John Sessions, Tomas Spencer, David Masterson, Nenad Lucic, Maximilian Gärtner

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen15/04/2010

Anmeldelse

Last Station, The

2 6
Krig og fred og kærlighed

Historiske dramaer kan groft sagt eksekveres på to forskellige måder, hvor den mest hensigtsmæssige er en helt tredje – blandingen af de to. Man kan gengive en historisk periode, uden at fortællingen rækker ud af værket og frem i tiden, som eksempelvis i Steven Soderberghs “Che – Argentineren”, eller man kan tage historien som gidsel for ensidigt at lave en nutidig pointe. Filmen er “The Last Station”, og gidslet er den mytiske forfatter Lev Tolstoj.

Til trods for persongalleriets klingende britiske accent så er vi i “The Last Station” hensat til Zar-Rusland i 1910. Her har den unge Valentin netop fået sin hedeste drøm opfyldt, idet han skal fungere som personlig assistent for mesterforfatteren Tolstoj, der på sine gamle dage har skabt en nyreligiøs kult, som prædiker pacifisme, lighed og afholdenhed – der er kun plads til platonisk kærlighed. Lederen af den tolstojanske kult, Vladimir Chertkov, har overtalt den vægelsindede Tolstoj til at overdrage rettighederne over storværket “Krig og fred” til bevægelsen og det russiske folk, hvilket Levs mangeårige hustru Sofya vil modsætte sig. Hun vil i stedet sikre familiens private ejendomsret til Levs værker. Unge Valentin er fanget midt i redeligheden. Han er på den ene side forgabt i kultens idealer, men samtidig får han selv smag for den kødelige kærlighed – vil kærligheden sejre?

Historien om Lev Tolstojs sidste dage er skåret efter en tydelig dramaturgisk model. På den skummelt onde side har vi Chertkov – der for tydelighedens skyld bærer sort fuldskæg med slet skjult reference til nutidens islamister – og hans slæng af asketiske fundamentalister. I sandhedens gode tjeneste har vi Levs mangeårige kærlighed Sofya, der har gennemskuet Chertkovs fæle plan. Som udviklingskarakter har vi førsteelskeren James McAvoy som den forblændede Valentin, der skal gennemgå den øjenåbnende rejse fra ukritisk ja-siger til skeptisk pragmatiker. Problemet med dette ellers så tydelige set-up er, at den onde plan slet og ret virker ganske harmløs – ja, næsten sympatisk. Som beskuer holder man næsten mere med de idealistiske tolstojanere frem for den skingre og til tider rablende gale heltinde Sofya.

Problemet ligger måske i den udprægede grad af skævvreden historieundervisning, der tenderer forfalskning, som den tolstojanske bevægelse her er blevet udsat for, og som derfor kommer til at virke ufrivillig komisk. Der er intet, der tyder på, at Chertkov var ond, og at han hjernevaskede Tolstoj – tværtimod var de vist bedste venner. Men når nu Tolstoj på sine gamle dage anfægtede den private ejendomsret – det lugter jo af det dersens kommunisme – så må han jo have været hjernevasket af sin såkaldte ven. Man har simpelthen taget et stykke russisk historie og klemt og drejet det, så det passer ned i et stykke nutidigt vestligt tankegods og fået det til at smage mere af earl grey end vodka.

Selvom hovedhistorien halter, så findes der lys i de små kærlighedshistorier, som fortælles varmt og præcist. Valentins første møde med kødets lyster er jomfrueligt sødt, og ditto er Sofyas kamp for at vinde sin livslange kærlighed Lev tilbage rørende og engagerende. Men klogere på en vigtig brydningstid i russisk historie og en af de største litterære begavelser bliver vi ikke. Derimod får vi fortalt en historie om gale og onde fundamentalister, der har taget en guds ord – Tolstojs – som gidsel for deres eget syge projekt. Det lugter mere af kaprede fly og karikaturtegninger end af Rusland og “Krig og fred”.

”Hvad synes du selv?” spørger Tolstoj den unge Valentin som tilskyndelse til at tænke kritisk selvstændigt i stedet for blot at nikke og sige ja. Spørges der til filmen, så synes jeg ikke “The Last Station” er en synderligt vellykket størrelse, hverken som historieundervisning eller dramatisk fortælling. Det står ikke klart, hvorfor de onde er onde og de gode er gode, udover at filmen siger det. Der er slet og ret for lidt logisk krig og fred i denne tidsrejse til Tolstojs sidste stop.

Kort om filmen

I 1910, da den verdensberømte russiske romanforfatter Leo Tolstoy var blevet en ældre herre, brugte han mere og mere af sin tid på sin nydannede Tolstoy’ske bevægelse, der bekendte sig til broderlig kærlighed og verdensfred gennem pacifisme foruden total frasigelse af materielle besiddelser og fysisk kærlighed.