Last Station, The
Udgivet 14. apr 2010 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Historiske dramaer kan groft sagt eksekveres på to forskellige måder, hvor den mest hensigtsmæssige er en helt tredje – blandingen af de to. Man kan gengive en historisk periode, uden at fortællingen rækker ud af værket og frem i tiden, som eksempelvis i Steven Soderberghs “Che – Argentineren”, eller man kan tage historien som gidsel for ensidigt at lave en nutidig pointe. Filmen er “The Last Station”, og gidslet er den mytiske forfatter Lev Tolstoj.
Historien om Lev Tolstojs sidste dage er skåret efter en tydelig dramaturgisk model. På den skummelt onde side har vi Chertkov – der for tydelighedens skyld bærer sort fuldskæg med slet skjult reference til nutidens islamister – og hans slæng af asketiske fundamentalister. I sandhedens gode tjeneste har vi Levs mangeårige kærlighed Sofya, der har gennemskuet Chertkovs fæle plan. Som udviklingskarakter har vi førsteelskeren James McAvoy som den forblændede Valentin, der skal gennemgå den øjenåbnende rejse fra ukritisk ja-siger til skeptisk pragmatiker. Problemet med dette ellers så tydelige set-up er, at den onde plan slet og ret virker ganske harmløs – ja, næsten sympatisk. Som beskuer holder man næsten mere med de idealistiske tolstojanere frem for den skingre og til tider rablende gale heltinde Sofya.
Selvom hovedhistorien halter, så findes der lys i de små kærlighedshistorier, som fortælles varmt og præcist. Valentins første møde med kødets lyster er jomfrueligt sødt, og ditto er Sofyas kamp for at vinde sin livslange kærlighed Lev tilbage rørende og engagerende. Men klogere på en vigtig brydningstid i russisk historie og en af de største litterære begavelser bliver vi ikke. Derimod får vi fortalt en historie om gale og onde fundamentalister, der har taget en guds ord – Tolstojs – som gidsel for deres eget syge projekt. Det lugter mere af kaprede fly og karikaturtegninger end af Rusland og “Krig og fred”.
”Hvad synes du selv?” spørger Tolstoj den unge Valentin som tilskyndelse til at tænke kritisk selvstændigt i stedet for blot at nikke og sige ja. Spørges der til filmen, så synes jeg ikke “The Last Station” er en synderligt vellykket størrelse, hverken som historieundervisning eller dramatisk fortælling. Det står ikke klart, hvorfor de onde er onde og de gode er gode, udover at filmen siger det. Der er slet og ret for lidt logisk krig og fred i denne tidsrejse til Tolstojs sidste stop.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet