Det frie valg

Film er diktatur. Én vision, der afleveres til et passivt publikum. Som da Jack druknede i “Titanic”. Det var sådan, James Cameron ønskede, det skulle ende, selv om jeg til det sidste håbede på en happy end. At Rose og Jack kunne få hinanden. Det valg får jeg i “Late Shift”. Her er der demokrati som i “X Factor”, hvor flertallet med en app på mobilen løbende bestemmer; ‘flygt’ eller ‘slå’? Desværre bare aldrig ‘slut nu’.

For selv om jeg er med til at bestemme handlingen, så bliver “Late Shift” ikke en bedre film af den grund. Ligesom “Titanic” sikkert ikke var blevet bedre, hvis jeg og flertallet kunne have reddet Jack fra druknedøden. Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig selv her i biografen med det ene øje på biograf-lærredet, imens det andet kigger ned på min second screen, der løbende lader mig vælge, hvad der skal ske med stakkels Matt. Min opmærksomhed er to steder.

Derfor er det heldigt nok, at “Late Shift” er en simpel røverhistorie med Matt i centrum for et heist-plot, hvor en tyvebande skal stjæle keramik fra et auktionshus, imens den kinesiske mafia i baggrunden truer med konsekvenser af den voldelige slags. Jeg kan selv vælge, om Matt skal tortureres med den korte eller den lange kniv. Et valg, der ikke for alvor ændrer ved handlingen. Det er detaljer, jeg kan flytte ved. Nærmest som et kommunalvalg.

For det virker til, at debutanten Tobias Weber allerede har bestemt, hvor vi skal hen. Han er ikke for alvor villig til at overgive kontrollen til mig. De store linjer er bestemt – jeg kan kun forstyrre på vejen mod målet. Skal Matt give sit asiatiske sidekick en highfive eller ej? Jeg er ligeglad. Og når jeg endelig træffer et afgørende valg, så ændrer Weber det, hvis jeg ikke vil det samme som ham. Skal Matt forlade pigen? Ja, vælger jeg. Han går alene, men hun følger så efter af egen vilje uden min indflydelse.

På den måde er det nærmest, som når befolkningen har stemt ‘forkert’ ved en folkeafstemning. Så spørger politikerne igen og igen, indtil det bliver, som de havde tænkt det. Jeg gætter på, at tanken med “Late Shift” er, at jeg skal føle mig tættere forbundet til Matt. Som i et computerspil, hvor jeg styrer ham. Det modsatte sker. Valgene skaber distance. Flertallet vælger altid det værste for Matt – han er en spilbrik, som vi kan lege med.