Nådeløs hævn

InstruktionF. Gary Gray

MedvirkendeGerard Butler, Michael Gambon, Leslie Bibb, Jamie Foxx, Viola Davis, Bruce McGill, Josh Stewart, Regina Hall, Colm Meaney, Christian Stolte, Michael Kelly, Gregory Itzin, Annie Corley, Michael Irby, Richard Portnow, Brooke Stacy Mills, Dan Bittner, Ksenia Hulayev, Damien Colletti, Emerald-Angel Young, Ryan Woodle, Brian Distance, Evan Hart, Reno Laquintano, Ruben Fischman, Chetan Dave, Eddie Noone

Længde100 min

GenreDrama, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen30/10/2009


Anmeldelse

Nådeløs hævn

2 6
Alvidende morder i dum film

Det interessante ved plothuller er, at de egentlig kun generer, hvis de er i konflikt med filmens overordnede udformning. Når Batman kan hoppe en halv hundrede meter ned på taget af en bil og overleve, støder det ikke vores rimelighedsopfattelse, eftersom filmen allerede har etableret, at han er en helt, der er langt hinsides al rimelighed.

Anderledes problematisk er det, hvis filmen opbygger en realistisk rammefortælling og herefter bryder med al rimelighed og lader en absurd usandsynlig fortælling udspille sig på en måde, så latteren uundgåeligt indfinder sig på de forkerte steder.

“Nådeløs hævn” starter ellers usædvanligt barskt for en mainstreamfilm, da Clyde Shelton – spillet af Gerard Butler – overfaldes i sit hjem, og hans datter og kone dræbes. Hans retfærdighedsans skuffes imidlertid, da advokaten Nick Rice i Jamie Foxx’ skikkelse indgår et forlig, og kun den ene af forbryderne straffes. Ti år senere har Clyde imidlertid forvandlet sig til en lettere psykotisk retfærdighedsmaskine, der vil rydde op i det bundrådne system én gang for alle. Han hævner sig først på de to forbrydere, men derefter går kampen videre mod de offentlige personer, han opfatter som moralsk tvivlsomme – hvilket viser sig stort set at være alle.

Politiet fanger ham hurtigt, men myrderierne fortsætter trods hans indespærring, hvilket naturligvis efterlader spørgsmålet om, hvordan præcis det kan lade sig gøre. Svaret på det kommer relativt sent i filmen, hvilket nok er meget godt det samme, for undervejs har man rigeligt problemer med at se gennem fingre med de usandsynligheder, der skal sluges inden da. Som en anden seriemorder kender Clyde alle træk, længe inden de er foretaget. Han har en overnaturlig evne til at slå til lige på de rigtige tidspunkter og er et geni til at udtænke dødsfælder. Den slags ville ikke irritere, hvis blot filmen var en rendyrket b-film, men i en fortælling, hvor det forventes, at vi tager hans moralske prædikener alvorligt, virker det bare tåbeligt.

“Nådeløs hævn” låner ivrigt fra andre film, og ikke mindst et udpenslet mord ligner fuldstændig noget fra “Saw” blot med den forskel, at der klippes væk i det afgørende øjeblik. Foxx og Butler gør begge en hæderlig indsats med deres Hannibal Lecter/Clarice Starling-lignende forhold, men det bliver aldrig rigtig vedkommende, og filmens selvhøjtidelige, moralske tone er svær at sluge. Selve mordene er generelt for kompliceret udtænkt til at blive foruroligende, og da en Rullemarie-robot med maskingevær og bazooka dukker op, føles det mere som om, man ser en af “Høj pistolføring”-filmene.

Tilbage sidder vi med en film, der mest af alt føles som en sammenkogt ret, der består af kulørte dele fra andre film, men som serverer det hele, som havde den opfundet den dybe tallerken. Det bliver hurtigt en trættende affære at kigge på politihelikoptere, der flyver frem og tilbage, mens politifolk demonstrerer deres manglende evner til at håndtere situationen. Mest af alt så overvældes man af alle de meningsløse elementer. Man sidder derfor tilbage med en uendelig række spørgsmål, såsom hvorfor Foxx’ anklager efterforsker sager, hvorfor en toptrænet sikkerhedsekspert ikke har gidet beskyttet sit eget hjem, og hvorfor CIA mon ikke har gjort noget ved deres løbske morder? Da vi så endelig får forklaret handlingens rette sammenhæng, viser det sig, at de spørgsmål var filmens mindste problem.


Kort om filmen

Clyde Shelton er en retskaffen familiefar, hvis kone og datter bliver brutalt myrdet under et indbrud i deres hjem. Den fremadstormende, unge anklager Nick Rice, som kommer fra Philadelphia, får sagen, da morderne bliver fanget. Men på trods af Nicks protester tvinger Rices chef ham til at tilbyde den ene af de mistænkte en mildere straf, hvis han vidner mod sin medskyldige. 10 år senere bliver den mistænkte fundet myrdet, og Clyde indrømmer koldsindigt, at han står bag mordet. Og så giver han Nick en advarsel: Gør noget ved det mangelfulde juridiske system, ellers vil de involverede i retssagen dø en efter en!