Alvidende morder i dum film

Det interessante ved plothuller er, at de egentlig kun generer, hvis de er i konflikt med filmens overordnede udformning. Når Batman kan hoppe en halv hundrede meter ned på taget af en bil og overleve, støder det ikke vores rimelighedsopfattelse, eftersom filmen allerede har etableret, at han er en helt, der er langt hinsides al rimelighed.

Anderledes problematisk er det, hvis filmen opbygger en realistisk rammefortælling og herefter bryder med al rimelighed og lader en absurd usandsynlig fortælling udspille sig på en måde, så latteren uundgåeligt indfinder sig på de forkerte steder.

“Nådeløs hævn” starter ellers usædvanligt barskt for en mainstreamfilm, da Clyde Shelton – spillet af Gerard Butler – overfaldes i sit hjem, og hans datter og kone dræbes. Hans retfærdighedsans skuffes imidlertid, da advokaten Nick Rice i Jamie Foxx’ skikkelse indgår et forlig, og kun den ene af forbryderne straffes. Ti år senere har Clyde imidlertid forvandlet sig til en lettere psykotisk retfærdighedsmaskine, der vil rydde op i det bundrådne system én gang for alle. Han hævner sig først på de to forbrydere, men derefter går kampen videre mod de offentlige personer, han opfatter som moralsk tvivlsomme – hvilket viser sig stort set at være alle.

Politiet fanger ham hurtigt, men myrderierne fortsætter trods hans indespærring, hvilket naturligvis efterlader spørgsmålet om, hvordan præcis det kan lade sig gøre. Svaret på det kommer relativt sent i filmen, hvilket nok er meget godt det samme, for undervejs har man rigeligt problemer med at se gennem fingre med de usandsynligheder, der skal sluges inden da. Som en anden seriemorder kender Clyde alle træk, længe inden de er foretaget. Han har en overnaturlig evne til at slå til lige på de rigtige tidspunkter og er et geni til at udtænke dødsfælder. Den slags ville ikke irritere, hvis blot filmen var en rendyrket b-film, men i en fortælling, hvor det forventes, at vi tager hans moralske prædikener alvorligt, virker det bare tåbeligt.

“Nådeløs hævn” låner ivrigt fra andre film, og ikke mindst et udpenslet mord ligner fuldstændig noget fra “Saw” blot med den forskel, at der klippes væk i det afgørende øjeblik. Foxx og Butler gør begge en hæderlig indsats med deres Hannibal Lecter/Clarice Starling-lignende forhold, men det bliver aldrig rigtig vedkommende, og filmens selvhøjtidelige, moralske tone er svær at sluge. Selve mordene er generelt for kompliceret udtænkt til at blive foruroligende, og da en Rullemarie-robot med maskingevær og bazooka dukker op, føles det mere som om, man ser en af “Høj pistolføring”-filmene.