Hjemmebrændt fra en svunden tid

Selvom spiritusforbuddet i 1920’erne og 30’ernes Amerika ikke umiddelbart lyder som et sindsoprivende spændende emne, så var det alligevel en tid, hvor kriminaliteten var på sit højeste, og mafiaen nød sin foreløbigt største storhedstid. “Lawless” foregår netop i den tidsperiode, hvor ulovlig sprut var omgæret af lig og lemlæstelser.

De tre brødre Forrest, Howard og Jack Bondurant bor i en stilfærdig by i det nordlige USA. Alkohol er en forbudt handelsvare, hvilket Bondurant-brødrene lever godt af. Alle ved det, men det er ligegyldigt, for de fleste beboere i den lille by mener altså, at det er kun er godt, at sprutten er tilgængelig – i hvert fald lige indtil den psykopatiske Chicago-politimand Charlie Rakes kommer dumpende og tager loven i egen hånd. Men de tre brødre vil ikke lade sig tryne, alt imens lillebror Jack forsøger at tilkæmpe sig en større rolle i det ulovlige og farlige foretagende.

Historien om de tre lovløse brødre bevæger sig i et relativt langsomt tempo, og spændingen er sommetider drejet ned på laveste blus. Men det gør næsten ingenting, for det er nemlig stemningen, der bærer “Lawless”. En stemning så udpræget, at det er lige før, man selv kan fornemme den svage duft af whisky fra hjemmebrænderiet og mærke støvet dale på brødrenes veranda på en almindelig eftermiddag. Når en person på et tidspunkt bemærker en sær lugt fra hovedskurk Charlie Rakes, tager man endda sig selv i at være skuffet over, at man ikke selv lagde mærke til den. “Lawless” er simpelthen så konsekvent, som en film kan blive i sit portræt af en epoke, der for længst er overstået. Instruktør John Hillcoat er interesseret i, hvordan livet var for en hjemmebrænder under forbudstiden. Han er mindre interesseret i reel historiefortælling, og det er her, “Lawless” desværre fejler lidt. For selvom Hillcoat har godt styr på skildringen af miljøet, så kan hans nyeste film ikke overleve på sin miljøskildring alene.

Indimellem har instruktøren svært ved at nå de samme tårnhøje højder under filmens mere voldelige scener. Hillcoat er en mand med flair for det fredelige – ikke det voldelige. De stille scener er derimod nærmest perfekte, og de indeholder alle en sær form for poesi – eksempelvis i scenen, hvor lillebror Jack klodset prøver at gøre kur til sin udkårne under en gammeldags, kirkelig ceremoni, hvor hendes far, præsten, beskriver synd i form af kødets lyster, og hvad øjnene vælger at se på, alt imens Jack forelsket sluger hende med øjnene. Alt virker her, og alt går op i en højere enhed – kemien mellem Shia LaBeouf og Mia Wasikowska, filmfotograferingen og instruktionen. Det er en af filmens fineste scener, og den fungerer fortrinligt, selvom vores to turtelduer ikke siger et eneste ord til hinanden.

Det hele er hjulpet godt på vej af et godt soundtrack af Nick Cave og Warren Ellis og også af skuespillere, der har godt tag i deres respektive roller. Guy Pearce er direkte uhyggelig som den djævelske Charlie Rakes, der mest af alt minder om en ulv, der snuser rundt i et fremmed territorium. Med en sideskilning som kun de bedste frisører ville kunne gøre efter, lurer han alle steder og er ikke en fjende, man ville ønske for nogen. Shia LaBeouf, der i dén grad har noget at skulle bevise i Hollywood, er også perfekt castet i rollen som den uskyldige, men ambitiøse Jack. Det er et smart træk for LaBeouf at tage en rolle, der kører på hans uskyldige udseende og fremtoning samtidigt med, at han her kan bevise, at han kan mere end bare at spille en overfrisk og dumdristig dreng.