Livet i fire stadier

Som filmværk er “Le quattro volte” lidt af et mirakel. Stort set alle de elementer, som, vi forventer, en god film besidder, er fraværende. Der er så godt som ingen dialog, intet egentligt spændingselement eller store overraskende handlingstvists. Al traditionel tækning synes at diktere, at den slags film bør være dræbende kedelige, men alligevel sidder man opslugt og fascineret tilbage.

“Le quattro volte” betyder “De fire gange”, og filmens sparsomme handling udspiller sig i det landlige syditalienske område Calabria, hvori der gennemgås fire forskellige forløb af eksistens. Landsbyen er en af den slags steder, som tiden lader til at have sprunget over, og hvis ikke det var fordi, den lejlighedsvise tilstedeværelse af moderne biler røbede, hvilken periode vi befinder os i, kunne filmen såmænd lige så vel have udspillet sig i 1800-tallet. Begivenhederne centrerer sig da også omkring temaer, der er universelle og ganske tidsløse.

De indledende minutter efterlader hurtigt tilskueren i tvivl om, hvad der mon nu skal udspille sig: Vi møder en gammel gedehyrde, der med faste, men tiltagende vaklende skridt leder sin hjord ned ad tilgroede stier. Hans bevægelser og hosten afslører tydeligvis en sygdom, og tilsyneladende for at afhjælpe sin smerte bytter han gedemælk bort for et pulver af en slags, som han drikker hver aften. Hans ensomme død bliver signalet til en drejning i filmen, og i stedet følger vi en nyfødt gedeunge, der på sin vej ud i den store verden møder sine omgivelser med nysgerrighed og interesse, men som også bliver konfronteret med verdens ubarmhjertige indretning.

“Stille eftertænksomhed” er måske den mest passende overskrift for en film som “Le quattro volte”, der ikke så let passer ind i nogen af de kasser, man sædvanligvis anvender. Stilen er tilbageholdende distanceret og kunne næsten beskrives som dokumentarisk, hvis ikke det var fordi, at alt, hvad der foregår, tydeligvis er nøje planlagt. Umiddelbart virker den næsten som en af den slags værker, man godt kan støde på i kortfilmslængde, men som kun de færreste ville vove at omsætte til spillefilm. Man kan ganske vist udtænke et projekt som dette i hovedet, men at rent faktisk få det til at virke er en ganske anden sag. Ikke desto mindre er det præcis, hvad Michelangelo Frammartino har opnået her, og det er et flot udtryk for hans evner og opfindsomhed, at forsøget ikke er endt som en kold stiløvelse, men både har fået liv og en skiftevis humoristisk og tragisk tone.

At filmen fungerer, skyldes ikke mindst Frammartinos visuelle sans, de ekstremt flotte billeder, han disker op med, og den delikate opbygning af scener, hvoraf nogle af hans påfund kan måle sig med Jacques Tatis. I en spektakulær lang scene, hvor kameraet filmer uafbrudt, bliver en faldefærdig lastbil kilden til nogle indespærrede dyrs frihed, og i visse scener spiller dyrene så godt, at man næsten mistænker dem for at have læst manuskriptet.