Les Misérables
Udgivet 21. mar 2013 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Baseret på en teatermusical med alt hvad dertil hører af svulmende patos og langstrakte ballader, er det klart, at filmatiseringen af “Les Misérables” ikke vil være for alle. Nær ved samtlige replikker synges, så faktisk er det jo opera, og alle filmens strofer blev optaget live på filmsettet for rullende kameraer. Alene derfor er Tom Hoopers filmatisering af teatermusicalen (der igen er baseret på Victor Hugos romanklassiker fra 1862) værd at tilbringe lidt over to en halv time i selskab med.
Yderligere ni år går. Cosette (Amanda Seyfried) forelsker sig i den unge rebel Marius, der sammen med Paris’ studerende og fattige gør blodigt oprør mod monarkiet. Javert jagter utrætteligt Valjean, der nu skal gøre op med sig selv, om han og Cosette endnu engang må flygte eller blive og tage kampen op.
Russell Crowe lader derimod meget tilbage at ønske som den regelrette Javert. Sangtalentet er nok for begrænset til at stå distancen samtlige 157 minutter. Et decideret fejlcast. Filmens billedside både fascinerer og irriterer. Der åbnes med et brag af en scene, hvor Valjean og medfangerne i vand til halsen trækker et enormt skib i dok med deres bare næver, alt imens kameraet højt hævet fejer hen over det kæmpende menneskehav, så ned på Valjean og så op på Javert. Konflikten er med andre ord imponerende klar fra første scene. Mindre heldigt virker de genkommende scener med en ensom Javert, der igen og igen filmes enten højt fra Paris’ tage, broer eller murværker med udsigt til byen. Glemte kameramanden, at de allerede havde indspillet den scene eller…?
Tilføjer Hoopers filmatisering noget til den lige dele gennemtærskede og højt skattede musical, der siden midt-1980’erne har gået sin sejrsgang verden over med sit budskab om kristen næstekærlighed? Den bidrager i hvert fald med masser af atmosfære og “beskidthed”. Sine bedste øjeblikke er “Les Misérables” sølet ind i lort, mudder og blod, og man kan næsten smage den elendighed, der gøres oprør imod. Filmens fotograf, Danny Cohen, rammer skiftevis plet og helt ved siden af med en i hvert fald kulørt visuel stil. Største anke mod filmen er dog, at filmmagerne ikke har taget sig større kunstneriske friheder. Man savner en gedigen udmugning blandt filmens alt, alt for mange sange – for ikke at sige karakterer og sidehandlinger. Det bliver kage med kage på. Og så kan man godt få en lille smule kvalme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet