Slumhunden vender tilbage

Hvad ville du gøre, hvis du ikke vandt en million? Det er nogenlunde spørgsmålet i den her åndelige sequel til “Slumdog Millionaire”. For hvor Dev Patels opvækst i den indiske slum i Danny Boyles Oscar-vinder vandt ham en million, så ser det samme scenarie straks mere sentimentalt trist ud for selv samme Patel her i “Lion”. Her kan han ikke vinde i “Hvem vil være millionær?”. Denne gang deltager han i “Sporløs”.

Sådan da. Det begynder som slumturisme, da Saroo som barn ved et uheldigt tilfælde rejser med tog fra den ene ende af Indien til 1.600 kilometer i den anden ende af det store land. Herfra er den første halvdel udformet som en ulands-kalender, hvor lille Saroo stifter bekendtskab med livet som hjemløs, der straks afløses af et møde med en børnelokker, der igen afløses af et ophold i et fængsel, som kaldes for et børnehjem.

Det er som slumdog-udgaven af “Forrest Gump”, hvor evigt uheldige Saroo nærmest støder på alle de forfærdelige ting, som kan ske for et barn i Indien. Han oplever det hele. Men det er ikke en indisk film til indere. Det er en afladsfilm med vestligt fokus fra Garth Davis, som med sin based on a true story i hånden vil gøre opmærksom på de mange hjemløse børn, som mangler en familie. Støt “Lion” og de hjemløse, så du kan blive et godt menneske.

Derfor kan jeg ikke sige noget dårligt om “Lion” som sympatisk projekt for en bedre verden. Som film derimod. Som filmoplevelse føler jeg mig manipuleret talt ned til. Det ændrer sig ikke, da scenen skifter til Tasmanien og et afsnit okay “Sporløs”. Her vokser den lille, nu adopterede inder op hos Nicole Kidman. Hun er et dårligt valg til en film, der vil følelser. Hun har efterhånden mistet groft sagt al mimik i ansigtet, hvor de spændte hamsterkinder afslører, at Kidman er ældre, end hun gerne vil være. Den eneste forskel på en glad og en ked Kidman er tårerne, der triller fra kinderne. Trist.

Her bliver den lille Saroo til voksen spillet af Dev Patel, der stadig føler sig hjemløs. Han vil hjem til mor, men mangler spor. Så er det godt, at verden har Google, som må have betalt stort for product placement. For hvordan finder man mor i et afsnit “Sporløs”? Svaret er Google Earth, som er så godt et redskab til at finde vej, siger vennerne. Nu bruger den hjemløse dag efter dag i flere år i træk på at søge på Google Earth, indtil violinerne er stemt hårdt nok til, at han kan vende rigtigt hjem.