Mig, mig, mig!

Velkommen til “LOL”: En ‘tyggegummiverden’ af selvsmagende computerchats og lyserøde skyer. Teenageidolet Miley Cyrus spiller her hovedrollen som den egocentriske teenager Lola, der tænker for meget over tingene og ikke efterlader megen plads til andre i sin tilværelse. Hun skal vistnok forestille at være filmens heltinde, selvom Demi Moore gang på gang stjæler rampelyset i rollen som moderen, der må holde sin datter ud. Det skal vi desværre også i halvanden time.

Lola er en populær, men ellers ret almindelig teenager i Chicago. Hun bor sammen med sin mor og to yngre søskende, og livet går sin vante gang på gymnasiet. Efter at have slået op med kæresten, Chad, går hun hurtigt videre til Chads ven Kyle, men hun kan ikke finde ud af, om de bare skal være venner, eller om de bør tage springet og blive kærester på fuldtid. Hendes mor, Anne, forsøger at komme over sin skilsmisse ved at vedligeholde et forhold til sin eksmand. Livet bliver altså ikke meget nemmere, som man vokser op, og sammen prøver mor og datter at hitte rede i deres respektive kærlighedsliv, samtidig med at de prøver at holde deres eget mor/datter-forhold ved lige. Men det kan være svært, når datteren er teenager, og moderen er lidt for nysgerrig.

“LOL” er en hyldest til de populære teens, der ikke interesserer sig for meget andet end deres nyeste dagbogsindlæg og Twitter-profiler. Med andre ord: I “LOL” er alle under atten nogle overfladiske og egenkærlige typer, der ikke kan se meget længere end deres egen næsetip. Ingen af dem virker som meget andet end utroværdige, kønne karikaturer, og det eneste, de synes at snakke om, er, hvem der er lækker, og hvem de kyssede på sidst. Det her er slet og ret en film om “mig-generationen” i al dens grumme enkelthed.

Samtidig er forholdet mellem mor og datter forstilt i dets inderlighed. Siruppen driver nærmest ned ad væggene i hver enkelt scene mellem de to, og det er svært at tro på en teenagedatter, der ofte skriver en SMS til sin mor for at spørge, om hun ikke kan komme ind på hendes værelse for at ligge i ske. Alligevel virker det som en selvfølgelig i “LOL”. Deres forhold skal antageligvis virke dejligt solidt og betryggende, men det opfattede jeg aldrig, måske fordi jeg havde for travlt med at bekæmpe et surt opstød.

Med et så vammelt mor/datter-forhold i bagagen kunne selv Demi Moore nemt have endt som en regulær pinsel i rollen som moderen Anne, der bare vil det bedste for sin datter. Men i stedet udstråler hun en varme og en omsorg, der giver filmen en ellers udeblivende kvalitet. Moore er afgjort filmens højdepunkt, men det ville nu alligevel have været befriende, hvis hun i rollen som Anne kunne snakke om noget andet end sin datter i bare ti sekunder.