Fantasi, fodbold og sammenhold

Instruktørveteranen og venstrefløjshumanisten Ken Loach er berømt for sine besk bidende og nuanceret diskussionslystne film, der er præget af en nærmest manisk tilstræbt realisme samt et entydigt fokus på mennesker fra nederste lag af samfundspyramiden. Sjældent finder eller peger Loach på løsninger for disse mennesker, idet britens verdenssyn gør, at det er umuligt for individet reelt at gøre en forskel. Pessimismen såvel som den entydige realisme er for en stund lagt en smule på hylden i “Looking for Eric”, der byder på fantasi, fodbold og sammenhold.

Postbuddet Eric fra arbejderbyen Manchester lider udover angst af, at hans levede liv hører til i en nostalgisk fortid. En fortid, hvor ungdommen klarede deres uoverensstemmelser uden knive og pistolers feje hjælp, og dengang arbejderne havde råd til at se fodbold på Old Trafford, hjemsted for Manchester United. Eric har vanskeligt ved at passe sit job grundet sine angstanfald, hvorfor hverdagen ikke just bliver mere smidig, da den ældste af ekskonens sønner, som nu bor hos Eric, rager uklar med en lokal bandeleder. De presserende problemer afhjælper Eric igennem en virkelighedsflugt baseret på hash, der har den bivirkning, at fodboldidolet Eric Cantona materialiseres for ham. Franske Cantona bliver Erics ven og lommefilosofiske mentor i nødens stund.

“Looking for Eric” er en enormt sammensat film, der på den ene side er ekstremt klassisk Loach’sk i sin opbygning og tematik, men på den anden side viser en helt ny og uudforsket side af britens filmiske forfatterskab, der med denne film er langt mere optimistisk drømmende og humørfyldt end set tidligere. Fokus er ligeledes en smule ændret i denne ombæring. Hvor Loach tidligere i film som “En fri verden” og “Sweet Sixteen” har fokuseret på den unge generations vanskeligheder i en globaliseret og individualistiske verden, så følger vi i “Looking for Eric” en person, fra før verden gik af lave – fra dengang, der fandtes kammeratligt sammenhold, og hvor man stod op og så fodbold.

Det kontroversielle og arrogant hidsige Manchester United-ikon Eric Cantona står for det fantaserende nyskabende og humørmæssigt opkvikkende i filmen, der med sublim fornemmelse for selvironi og fransk arrogance konstaterer: ”Jeg er ikke menneske, jeg er Cantona” – touché! Delen med Cantona udvikler sig til en ganske usædvanlig fanfilm, hvor der diskes op med lækre nostalgitrippende klip fra hans tid i den røde trøje. Henrykkende for en fodboldfeinschmecker, men tilsvarende indforstået for en grønsværsnovice. Cantona var og er en ener, en individuel kreatør, der alene kunne lave magi på banen, hvorfor det er ganske overraskende for postbuddet Eric, da svaret fra Cantona falder på spørgsmålet om, hvilket øjeblik der var det største på fodboldbanen. “En aflevering”, lyder det uselviske svar på selvsikkert engelsk med charmerende fransk accent fra idolet.

Afleveringen, holdets betydning, sammenhold og kammeratskab – det er i disse værdier, Loach peger på en løsning for sin hårdtprøvede hovedperson. Individet kan score enkelte mål alene, men sammen vindes der store kampe, og det både på og udenfor banen. Konkret udmøntes denne løsning i filmen i en civil selvtægtende aktion, der mere peger på jungle- end på sammenholdets lov, hvilket gør, at man efterlades splittet i biografmørket, på én gang opmuntret og forfærdet.