For anden gang

For nyligt i DR Premiere kritiserede gæsteanmelderen Regner Grasten en amerikansk film, eftersom den i hans øjne kun var ude på at tjene penge. Den form for kritik kan det godt være lidt svært at sluge, når man så sidder med hans amerikanske genindspilning af “Kærlighed ved første hik”, der vist heller ikke er lavet med nogen synderligt andre ambitioner.

I mine øjne er der dog ikke i sig selv noget som helst galt med at have kommercielle ambitioner, men det er alligevel besynderligt, at man har kopieret filmen så direkte over, at der bortset fra sproget næsten ikke er andre forskelle fra den velkendte film. Al dialogen, scenerne og personerne er præcis, som de plejer at være, og man sidder derfor med en lidt underlig fornemmelse af déjà vu gennem de første scener af filmen. Som anmelder efterlader det også en i en bizar situation. Det er lidt som at høre den samme vittighed to gange. Det er ikke fordi, vittigheden nødvendigvis er fortalt meget dårligere, den virker bare ikke så sjov længere.

Handlingen centrerer sig stadig om Anja og Viktor – eller Anya and Victor, som de nu hedder. Ligesom sidst er Victor blevet forelsket til op over begge ører i den uopnåelige Anya, som beklageligvis allerede har en kæreste.

Således bliver det naturligvis ikke ved, og efter et par rimeligt sjove optrin er Victor kommet ind i varmen, og filmen skifter fokus til den spæde seksuelle debut, som parret skal opleve. Som en fortælling om det stadie var den første film en ganske glimrende og egentlig ret moralsk fortælling, der argumenterer for omtanke snarere end afholdenhed. Det er da utvivlsomt også den selvsamme åbenhed, der har skaffet filmen problemer på halsen i USA.

“The First Time” har selvsagt de samme mangler såvel som positive sider som den oprindelige udgave havde. Håndteringen af den seksuelle kejtethed er stadig ramt godt, og ikke mindst Victors nervøsitet er det let at identificere sig med. Samtidig har den også arvet svaghederne, som bl.a. inkluderer den totalt overflødige sidehistorie om Victors lillebrors filmprojekt samt humoren, der lejlighedsvis mere synes at være egnet til en børnefilm. Filmen er fornuftig, så længe den koncentrerer sig om personerne, men den bliver tiltagende kedsommelig, efterhånden som den tyr til eksterne trusler. Derfor er det også en skam, at man ikke har benyttet chancen til at rydde op i de svage led fra den originale film, og i stedet virker nogle af personerne nu endnu mere karikerede i det fremmedartede, amerikanske miljø.