Middelmådig himmel og jord

Cirka halvvejs gennem Peter Jacksons “The Lovely Bones” kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk sad og så en reel spillefilm, eller om der i stedet var tale om en usædvanligt lang reklame for Weta Digital – det newzealandske selskab, som står bag filmens computereffekter. For dét, der havde startet som et bevægende drama om mordet på en 14-årig pige og hendes families sorg, havde pludseligt udviklet sig til en CGI-spækket skildring af to pigers leg i et himmelrige fyldt med svævende græsbolde, sneklædte kæmpebjerge og uendelige catwalks. Det var, som om en eller anden havde vandret ind i lokalet og smækket “Speed Racer” i min afspiller.

Det siger en del om “The Lovely Bones”, at rulleteksterne næsten varer et kvarter. Man skulle tro, at en film med et så tungt og tungsindigt emne, der samtidigt har 1970’ernes USA som kulisse, ville være en beskeden produktion med få tilknyttede filmfolk og en nedtonet æstetik. Men Jackson – som heller ikke kunne undlade at proppe sit “King Kong”-remake med overflødige computereffekter – har hyret et utal af sine venner hos Weta til at slippe tøjlerne bag tastaturerne. Resultatet er en rodet film, der til tider grænser til det geniale, men hvor historien og karaktererne ofte nedprioriteres og overtrumfes af billedsiden.

Jovist, filmhistorien har tidligere budt på dragende portrætter af livet efter døden, der hovedsageligt var computergenererede – såsom i den lige lovlig sentimentale, men smukke og Oscar-belønnede “What Dreams May Come”. Men Jackson lader ikke til at have haft en egentlig vision. Hans himmel er et rodet sammensurium af computerskabte konstruktioner og blankpolerede baggrunde, som fremstår ekstremt kunstige i forhold til de ægte mennesker foran dem. “What Dreams May Come” gjorde et fuldstændig utroligt univers troligt, men Jacksons virkelighedsfjerne verden ligner så meget noget fra et gammelt videospil, at man automatisk begynder at spejde efter et nærliggende joystick.

Men begyndelsen er lovende. Her møder vi forældrene Jack og Abigail Salmon, hvis ældste datter, Susie, en dag myrdes af en af familiens naboer: Den usædvanligt ulækre George Harvey. Jackson klipper væk lige før mordet begås, men scenen er et enestående eksempel på, hvordan filmmediet kan få nakkehårene til at krible og sveden til at pible, når skuespil, instruktion, billeder, musik og lyd harmonerer perfekt. Og i en uforglemmelig indbrudsscene bruger Jackson fornemt stilhed og dvælende skud til at skabe ubehag, indtil tavsheden brister som en ballon, og ens hjerte tvinges op i halsen. Intenst.

Ja, når Jackson ikke svælger i unødvendige computereffekter, beviser han, at han kan fremkalde store følelser uden for store armbevægelser, ligesom han ofte gjorde det i sine tre “Ringenes herre”-film. Brian Enos musik er dejlig og dybfølt, og det samme er Saoirse Ronans præstation som Susie. Den blot 16-årige skuespillerinde var brillant i “Soning”, og her leverer hun endnu en hjerteskærende indsats, som står i skærende kontrast til Stanley Tuccis lige så fremragende, men derimod direkte skræmmende præstation som Harvey. Når Jackson fokuserer på Harveys sammenbrud eller Salmon-familiens opløsning, har hans film tit en mærkbar gennemslagskraft. Men en munter montage med en gakket Susan Sarandon er ubeskriveligt upassende, og romancen mellem Susie og en klassekammerat får aldrig luft under vingerne.

Ensemblets eneste svage led er Mark Wahlberg. Wahlberg er en karismatisk og dygtig skuespiller, men selvom han gør et bravt forsøg, er han aldrig overbevisende i rollen som den sørgende Jack Salmon – skuespillerens afgjort mest seriøse og udfordrende rolle hidtil. Ryan Gosling skulle oprindeligt have spillet faderen, men grundet såkaldte “kreative uoverensstemmelser” mellem ham og Jackson forlod Gosling projektet, og det er en skam, for det canadiske stortalent har gentagne gange bevist, at han kan håndtere svære roller i store film. Goslings fremtid er lovende, men i kølvandet på den oppustede “King Kong” og nu også “The Lovely Bones” er spørgsmålet, om Jacksons fremtid for evigt vil stå i skyggen af mandens imponerende fortid.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Transferet er knivskarpt, og detaljerigdommen er enorm hele vejen igennem. Farverne er også smukke, og transferet har ingen problemer med at håndtere de sekvenser, hvor utallige nuancer optræder samtidigt. Kontrasten er også perfekt, grynniveauet er helt tilpas, og absolut ingen glorier eller støvkorn optræder. En sjælden gang imellem virker skuespillernes bevægelser en smule slørede, men det er udelukkende, når Jackson har nedsat HD-optagelsernes hastighed i redigeringen, og sådan så klippene også ud i biografen – det er altså ikke transferets skyld.

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er næsten lige så imponerende som transferet. Ofte er lydsiden stilfærdig og tilbageholden, men mange af scenerne er også nedtonede og dialogdrevne, så lydsiden går nydeligt i spænd med billederne. Samtlige replikker er tydelige og har en exceptionel rumklang, og subwooferen benyttes sparsomt, men på de helt rigtige tidspunkter. Både høje og dybe toner gengives klokkeklart, og der bliver for alvor leget med lyd i drømmesekvenserne, som havde været langt mere ineffektive, hvis det ikke havde været for lyddesignernes strålende arbejde.

Ekstramateriale

Når man studerer udgivelsens omslag, får man ikke just fornemmelsen af, at dens to skiver bugner af ekstramateriale. Kun en enkelt dokumentar omtales, men den varer til gengæld også næsten tre timer, og den er både velproduceret og dybdeborende. Man savner lidt et kommentarspor med Jackson og nogle slettede scener, og desværre kommer dokumentaren ikke ind på Goslings exit, men stort set alle produktionens andre facetter gennemgås ned til mindste detalje i den superbe dokumentar, som tilmed præsenteres i 1080p.

De knap så kønne knogler

Længe inden han kastede sig over hobbitter og kæmpeaber, lavede Peter Jackson den grumme, men vældig rørende “Heavenly Creatures”, hvori Kate Winslet sammen med en veninde dræber den enes mor.

Den film fungerede ikke mindst, fordi den så effektivt blandede fantasi og virkelighed, men det er uheldigvis en balancegang, der lader til fuldstændig at have forladt Jackson i denne omgang, for sjældent har man da set en film så effektivt modarbejde sin egen historie.

“The Lovely Bones” handler om den 14-årige Susie Salmon, hvis unge liv brutalt ender, da hun myrdes af en nabo og finder sig selv i en slags limbo-verden halvt mellem himlen og jorden. Hun kan stadig kigge ned til sine familie og sine venner, der plages af sorg over hendes død, men kan kun indirekte gribe ind i begivenhederne. Hun møder også andre piger i samme tilstand og bliver snart klar over, at hun blot er en ud af mange ofre. I mellemtiden leder politiet stadig efter hendes morder, og faderen – spillet af Mark Wahlberg – forsøger også desperat at finde frem til ham.

Det er begivenhederne i filmens indledende scener, men hvad den rent faktisk handler om er betydeligt mere uklart. Der er både elementer af thriller, drama og fantasy, men delene klæder hinanden umådeligt dårligt og ender i stedet med at være hinandens modstandere. Filmen starter ellers relativt lovende, men med Susies død skifter den over til efterlivsfantasi, og her begynder tingene for alvor at gå galt. At skabe en visuel fortolkning af det hinsides er i forvejen vanskeligt, men Jackson dræber hurtigt enhver form for begejstring for den alternative virkelighed ved at overdynge os med tonsvis af computerskabte billeder, der får den til at ligne en Disney-tegnefilm. Samtidig har filmen en irriterende tendens til hele tiden at forklare sig, og jo flere ord den kaster over os, jo mere afliver den derved også den sidste rest af magi.

Undervejs introduceres vi for et væld af personer, og hvor Jackson allerede virkede som en, der havde svært ved at skære ind til benet i “Ringenes Herre: Kongen vender tibage” og “King Kong”, så lider “The Lovely Bones” i endnu højere grad under det samme problem. Her er alt for stort et persongalleri, og alene mængden medvirker til, at personerne bliver umådeligt overfladisk beskrevet. Det gælder bl.a. Susan Sarandon, der dukker op som alkoholiseret bedstemor i en noget malplaceret humoristisk sekvens og derefter så godt som forsvinder fra lærredet. Værre er det, at personernes motiver ofte ikke virker ordentligt underbyggede. Da Susies mor pludselig beslutter at forlade hjem og barn, har Jackson slet ikke forsynet hendes karakter med anledning nok til det, og gerningen fremstår derfor ekstremt selvisk – hvilket trods alt næppe har været meningen.