Usentimental Loving

Hvis “Loving” var blevet lavet af en instruktør som Steven Spielberg, så var den sikkert blevet nævnt som en oplagt Oscar-kandidat. Den sande historie om den ulovlige kærlighed mellem en hvid mand og en sort kvinde i 60’ernes Virginia har alle de ingredienser, der skal til, hvis man vil lave en sentimental tåreperser og med store armbevægelser indbyde Oscar til dans. De elskende hedder sågar Loving til efternavn. Den skriver jo nærmest sig selv. Men det er ikke Spielberg, der har instrueret “Loving”. Det er Jeff Nichols. Og han har lavet en film, der er næsten selvudslettende tavs og tilbageholdende. Ligesom de to elskende i dens midte.

Nichols gør sig i portrætter af amerikanske sydstatsmænd. Mest kendt i skikkelse af Matthew McConaughey som den mystiske mand i “Mud”, der bor i en båd i trætoppene ved Mississippifloden. Men oftest i skikkelse af Michael Shannon som plaget patriark i film som “Shotgun Stories”, “Take Shelter” og “Midnight Special”. Alle på hver deres måde driftige, handlekraftige typer, der kæmper for deres familie på spektakulær vis. I “Loving” er Michael Shannon reduceret til en minimal birolle. I stedet er det Joel Edgerton, der spiller sydstatsmanden Richard Loving. Med sine få ord, sit sænkede blik og sin bøjede nakke, er han en anderledes karakter, end dem der plejer at befolke Nichols’ film. Eller film i det hele taget.

Selv om Richard Loving ligeledes er en plaget patriark, er han nemlig hverken mystisk eller spektakulær. Hans eneste iøjnefaldende handling er at køre fra Virginia til Washington D.C. for at gifte sig med sin gravide – og sorte – kæreste, Mildred, spillet af Ruth Negga. Ikke for at slå et slag for borgerrettighederne. Den lille families ambitioner går ikke videre end til at bygge et lille hus og leve sammen som mand og kone. Passe sig selv og lade resten af verden gøre det samme. Richard mener ikke, der er nogen grund til at gøre et stort nummer ud af ægteskabet. Men politiet stormer ind og flår parret ud af sengen midt om natten. De får valget mellem et års fængsel eller 25 års eksil. De vælger det sidste. Og Mildreds familie raser. Det samme gør Richards. Ikke så meget over dommen som over ægteskabet. Hvorfor taget chancen? Hvorfor insistere på at gifte sig i stedet for bare at bo sammen? Unødvendig provokation, mener de. Det er overlevelse over idealisme.

Her er ingen lange, patossvulmende taler om racismens uretfærdighed. Den slags ligger hverken til Mildred eller Richard. De vil bare have lov til at passe sig selv. Så de bøjer hovedet og forlader staten. Det er først flere år senere, at Mildred lader sig inspirere af borgerrettighedsbevægelsen og skriver et brev til Robert Kennedy, hvor hun beder om hjælp. Det sætter gang i begivenheder, der går langt videre end den lille families rammer. Sagen ender ved højesteret, hvor den kan omstøde den racistiske ægteskabslov, som forbyder sorte og hvide at gifte sig. Det er Mildred, der driver historien frem. Forsigtigt, nærmest modvilligt. Richard er fortsat sky og tilbagetrukket. Han har nok i sin lille familie. De møder ikke engang op til deres store dag i retten.

Jeff Nichols bliver ofte sammenlignet med Steven Spielberg. Men i “Loving” demonstrerer Nichols et mådehold, der aldrig har været den ivrige Spielberg forundt. Det oplagte følelsesmæssige klimaks bliver sprunget over. I stedet holdes fokus på det liv, som Ruth og Negga lever sammen. Både Ruth Negga og Joel Edgerton enormt sympatiske som stille eksistenser, der aldrig kunne drømme om at gøre højlydt oprør imod samfundets uretfærdigheder. Richard vil ikke ændre verden. Han vil bare have lov til at ligge i sofaen og se fjernsyn med hovedet på Mildreds lår. Det gør vel ingen fortræd, som han siger.