Varm luft

Jeg sad under samtlige 150 minutter af “Luftkastellet der blev sprængt” og bad til, at et luftkastel ville eksplodere. Og hvis ikke et luftkastel, så i hvert fald et almindeligt kastel, en kasserolle eller en kastanje… bare et eller andet, så folkene bag og foran kameraet omsider ville vågne op til dåd og få kickstartet denne håbløse dødssejler.

“Luftkastellet der blev sprængt” er den tredje og sidste del af den såkaldte “Millennium”-trilogi: Stieg Larssons vanvittigt populære kriminalromaner om journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander. Den første film, “Mænd der hader kvinder”, var en velproduceret og velspillet thriller, men også en lidt ordinær og forudsigelig affære, som ikke helt kunne måle sig med dens internationale artsfæller. Den var til gengæld langt bedre end toeren, “Pigen der legede med ilden”, som slentrede af sted i sneglefart. Og nu er vi så nået til vejs ende med føljetonens tredje kapitel, der, nøjagtig ligesom forgængerne, savner et grammatisk korrekt komma i sin titel.

Filmen har dog langt værre brister end grammatisk uvidenhed. Hvis “Pigen der legede med ilden” var langsommelig og begivenhedsløs, så er “Luftkastellet der blev sprængt” direkte død. Filmen er så fattig på action, at selv en fuldstændig ordinær scene, hvor Salander føres ud til en politibil forfulgt af blot en håndfuld journalister, akkompagneres af højtravende, aggressiv orkestermusik. Efter at have færdiggjort filmen indså filmmagerne måske, at dette var en af deres mest nervepirrende sekvenser. Mere dramatisk bliver “Luftkastellet der blev sprængt” egentlig heller ikke.

Størstedelen af spilletiden bliver brugt på alenlange smører og ikke mindst nærbilleder af folk, der taster alenlange smører ind på deres mobiler og bærbare computere. Disse smører omhandler oftest en sammensværgelse, der omfatter den svenske regering, Salander selv og en hemmelig organisation kendt som Sektionen. Vi skal tydeligvis intimideres af Sektionen og deres evne til at manipulere den svenske ordensmagt, men de er altså ikke særlig uhyggelige, fordi medlemmerne alle er langt inde i pensionsalderen og gladelig opholder sig udendørs i dagslys, mens de drikker cognac og taler i store vendinger som de inkompetente, karikerede filmskurke, de nu engang er.

Det er tydeligvis også meningen, at vi skal skræmmes af Salanders morderiske halvbror, Ronald Niedermann, som jager Salander. Men det enorme, afblegede muskelbundt fremtvinger i stedet utilsigtet latter med en mekanisk præstation, der fremstår som en parodi på Arnold Schwarzeneggers indsats i den første “Terminator”-film. Michael Nyqvist og især Noomi Rapace, der har hovedrollerne, er dog lige så glimrende som i de forrige film. Men den dynamiske duo kan ikke forhindre filmen i at udløse den ene gabende grimasse efter den anden.

Omdrejningspunktet i “Luftkastellet der blev sprængt” er en retssag mod Salander, der primært fungerer som en opsummering af de forrige films forløb. Hvis du ser de tre film i træk, kan du altså med fordel spole forbi mange af sekvenserne undervejs. Blomkvist drager rundt og interviewer folk med forbindelse til Salanders fortid, hvis udtalelser han noterer i sin lille notesblok. Men han laver ikke frygtelig meget andet, og Salander selv fremstår som en ubetydelig bifigur, der for det meste stirrer ud i luften i spjældet, mens andre trækker i trådene i det fri.

Karaktererne savner i dén grad personlighed, og forholdet mellem Blomkvist og Salander – et af seriens store trækplastre – er nærmest ikke-eksisterende i denne ombæring. I utallige lange dialoger drøfter personerne, hvad de skal gøre, mens man venter på, at nogen faktisk gør noget af betydning. Efter halvanden times ørkenvandring får vi en skudduel på en restaurant, men scenen er så kluntet iscenesat, at man på ingen måde gribes. Det er alt for lidt, alt for sent, og alt imens filmen plagierer alt fra “The X-Files” til “Alle præsidentens mænd”, spekulerer man over, hvad bøgernes succes mon skyldes. Toeren var svag, men sluttede stærkt, men “Luftkastellet der blev sprængt” får desværre aldrig luft under vingerne.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.77:1. Selvom det oprindeligt var meningen, at “Luftkastellet der blev sprængt” kun skulle vises på tv, så har filmen et celluloidagtigt look, som får den til at fremstå mere filmisk end de fleste tv-serier. Men desværre har transferet ofte svært ved at behandle gryn, som tit fremstår som plamager af utilsigtet støj – ja, udtværing forekommer endda under filmens mest mørke og grynede sekvenser. Til gengæld er billedet knivskarpt, og detaljerigdommen er langt, langt større her, end den er på dvd. Mange af dagsscenerne ser fantastiske ud. Farverne gengives også fornemt, kontrasten er solid, edge-enhancement forekommer aldrig, og heldigvis har man ikke forsøgt at bruge et DNR-filter til at reducere mængden af gryn og derved blødgøre billedet.

Audio

Filmens lydside er mærkbart bedre end toerens, om end ikke helt så raffineret som etterens – her kan man sagtens mærke, at produktionen oprindeligt var tiltænkt flimmerkassen. Det svenske DTS-HD Master Audio 5.1-mix lægger ud med et brag, da en helikopter nærmer sig et svensk hospital, mens et væld af effektive panoreringer og subwooferens rumlen nærmest bringer helikopterens roterende propel ind i dagligstuen. Dernæst falder lydsporet mere til ro, men indimellem leverer det et velkomment, auditivt bombardement i stil med det førnævnte. Lydsporet er meget frontbaseret, selvom flere af filmens sekvenser skriger efter mere aktivitet i baghøjtalerne, og atmosfærelydene er indimellem også lidt besynderlige, især da fuglekvidder høres under en nattescene. Alle lydsidens elementer kommer dog klokkeklart igennem.

Ekstramateriale

Her er intet ekstramateriale ud over trailerne til seriens tre film. Når nu forlægget er så populært, havde det vel været oplagt at producere nogle dokumentarer om filmene og/eller romanerne?

Det slutter ikke altid, som man håber

Først blev hun hadet, og så legede hun med ild. Nu er pigen og kvinden Lisbeth Salander tilbage i den sidste del af “Millenium”-trilogien, hvor de sidste computere skal hackes og de sidste opgør tages. Spørgsmålet er, om denne tredje film vil følge den gængse kurve for trilogier og være dårligere end den udmærkede første film, men bedre end den middelmådige forrige?

I umiddelbar forlængelse af trilogiens anden film, “Pigen der legede med ilden”, starter “Luftkastellet der blev sprængt”. Salander er hårdt såret og kan se frem til flere uger på hospitalet. Samtidig er hendes trængsler langt fra overstået. En hemmelig statslig gruppe ønsker hende gjort tavs, hvorfor de ovenpå Salanders overfald på hendes far forsøger at få hende indlagt på den anstalt, som hun var indespærret på som barn af den skumle doktor Teleborian. Samtidig forsøger hendes halvbror stadig at slå hende ihjel. Hvem har sagt, det skulle være let at være kvindelig cyberpunker og datter af en afhoppet sovjetagent?

“Luftkastellet der blev sprængt” opleves ikke som en selvstændig film, men derimod som en lang afslutning på toerens løse ender. Der er ikke noget selvstændigt mysterium som i de to foregående film. Vi som beskuere er alvidende, hvilket har den konsekvens, at der er meget lidt spænding i denne sært flade og bløde landing af trilogien. Samtidig er de til tider interessante feministiske tematikker fra de forrige film trængt langt ud af fortællingen, og vi efterlades med en usædvanligt plothullet film og alt for mange karakterer, som vi dårligt kommer til at kende.

Til trods for at de to første film langt fra var perfekte, så fungerede plottet i begge udmærket. Det kan den sidste i rækken ikke holde, hvor der flere steder er uforståelige fejl og mangler. Eksempelvis kontakter Salander på et tidspunkt nogle rockere, som er sure på hendes halvbror, for at de kan tage sig kærligt af ham. Problemet er bare, at hendes karakter i filmen ikke ved, at de er sure på ham, det har manuskriptet glemt at fortælle hende! Og sådan kunne man blive ved og ved, og det kan vi jo så gøre ved at påpege det ganske tåbelige i, at hendes Dolph Lundgren-klon af en halvbror helt uforklarligt ønsker hende død, hvilket han dog halvvejs inde i filmen så alligevel mister interessen for igen. Men han er absolut ond, det er både sikkert og vist, og hvis det faktum, at han ikke kan føle smerte og ligner en russisk bokser ikke skulle overbevise os om det, så slår han da rask væk og helt umotiveret lige en hjemløs ihjel for at sætte trumf på – det er sgu ondt!

Generelt er der noget ufrivilligt komisk over Salanders endelige opgør, der vitterligt ligner en halvdårlig kriminalroman, som ikke er tænkt filmisk, men i stedet blot overført ukritisk fra bog til det store lærred. Jovist er Salander stadig sej og rapkæftet, men desværre trængt i baggrunden af den ligegyldige Millenium-redaktion anført af den intetsigende Blomkvist. Mindre komisk bliver det ikke af, at den statslige gruppe kaldet “Sektionen”, der er filmens hovedskurk, blev dannet i 1960’erne og derfor i dag anføres af en række pensionsmodne mænd med stok og gebis, der viser sig at være en ganske harmløs modstander. Gode – undskyld onde – skurke må aldrig undervurderes. Det er denne film desværre ikke belemret med, tværtimod er de mest til at grine af.