Lys i mørket (2017)

InstruktionAki Kaurismäki

MedvirkendeVille Virtanen, Tommi Korpela, Kati Outinen, Sakari Kuosmanen, Sherwan Haji

Længde100 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen17/08/2017

Anmeldelse

Lys i mørket

4 6
Optimisten i mørket

Aki Kaurismäki har aldrig gået på filmskole. Idioterne mente, at han var for kynisk, sagde Peter von Bagh til mig i et finsk øltelt for nogle somre siden. Den store Kaurismäki-ekspert så tværtimod Finlands største instruktør som filmmediets mindst kyniske. Derfor er “Lys i mørket” passende dedikeret til nu afdøde Peter von Bagh. Her er ingen kynisme, men derimod den største optimisme, jeg nogensinde har set fra Aki Kaurismäki.

Optimismen og den venligboende godhed har Kaurismäki taget med fra “Miraklet i Le Havre”. Denne gang begynder det også i havnen – ikke i Le Havre, men hjemme i Helsinki. Og igen kommer en flygtning og banker på døren. Her syriske Khaled, der melder sit ønske om asyl på politigården. Han er flygtet fra nutidens Aleppo, men det kan man vanen tro ikke se hos Kaurismäki, hvor hverdagen ligner en fransk film fra 1950’erne.

Khaled aflægger forklaring på det brune politikontor, hvor der noteres på skrivemaskine ved siden af en telefon med drejeskive. Det er den fineste tidslomme med mørke, mættede farver i blå, brun og vinrød. Mål, vægt og fingeraftryk tages på Khaled. Grundigt og tavst. Det er sober deadpan, men aldrig kynisk. Det er det heller ikke i den anden ende af “Lys i mørket”, hvor en mand lægger sin vielsesring sammen med nøglerne på spisebordet foran konen. Han går. Hun skodder ringen i askebægeret og slukker smøgen oven i. Ikke ét ord. Det er nemlig unødvendigt.

De to hovedpersoner er klassiske mænd uden fortid i det melankolske Kaurismäki-univers. De søger en ny start. Khaled søger asyl og en genforening med sin forsvundne søster, imens manden uden ring dropper sin karriere som skjortesælger til fordel for restaurant Det gyldne krus, hvor kokken serverer sardiner fra og i dåse, hvis han da ikke sover stående i køkkenet med en smøg i kæften. Restaurationsbranchen skulle være en lukrativ en, siger den faste Kaurismäki-skuespiller, Kati Outinen, i en vidunderlig cameo. Folk drikker nemlig i krisetider, og de drikker endnu mere i gode tider, siger hun herligt blank style.

På den måde og på mange andre måder er Aki Kaurismäki med “Lys i mørket” vanen tro. Og vanen tro er det ikke systemet, der redder Khaled fra hjemsendelse til Syrien eller fra en kronraget nynazist, som tror, at Khaled er jøde. Det er derimod civilsamfundet, hvor de almindelige arbejdere på Det gyldne krus træder aktivt frem som en tavs ordentlighed, der ikke sender mennesker hjem til krig. Her er Kaurismäki historisk tydelig, måske for tydelig, da afslaget på asylansøgningen efterfølges af krig og bomber fra Aleppo på tv. Jeg foretrækker ham som den minimalist, der har gjort ham til en europæisk Jim Jarmusch.

For præcis som i Jarmusch’ seneste, “Paterson”, så er Aki Kaurismäki bedst til den stille, detaljerede hverdag, hvor den tidligere skjortesælger forsøger sig med moderne sushi lavet på sild og alt for meget wasabi. Men selv om han nu forsimpler flygtningekrisen, så hylder jeg ham for sin store optimisme i en kynisk tid. Idioterne tog fejl, Peter von Bagh havde ret.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I Helsinki søger Khaled fra Syrien asyl. Han får afslag – Aleppo er jo en sikker by – og bliver overfaldet af nynazister fra Finlands Liberation Army. Samtidig er der en skjortesælger, som realiserer sin drøm om at blive restaurantejer.