Intet lys i mørketDet er bestemt ikke for ingenting, at forventningerne til “Lysets vogtere” i hjemlandet Rusland har været tårnhøje. Forgængeren “Nattens vogtere” skulle produktionsmæssigt have ligget på et prisleje, der gjorde den til den dyreste film i den tidligere sovjetrepubliks historie. Med det omdømme var der noget at leve op til for instruktøren Timur Bekmambetov, og det spænder i den grad ben for handlingen, som drukner i spektakulære synsindtryk og yderst forkvaklede handlingsgange.

Og spørgsmålet er da også, om der findes et lys i mørket. Filmen, der bærer præg af MTV-generationens indtog efter jerntæppets fald, har indimellem et og andet at byde på, selv om handlingen er yderst banal og intetsigende. Siden tidernes morgen er en kamp på verdensscenen blevet udkæmpet mellem mørkets og lysets kræfter, men en skrøbelig våbenhvile har forbavsende nok holdt kampen i ave igennem en længere årrække. Det skæbnebetonede drama fører imidlertid nyt brænde til bålet, da en af lysets agenter, Anton Gorodetsky, i en nutidig kontekst i hovedstaden Moskva mister sin eneste søn til mørket og begynder at lægge sig ud med de skruppelløse bagmænd. I sidste ende skal løsningen findes i et stykke kridt, som besegler skæbnen og dermed verdensfreden.

“Lysets vogtere” spiller i lange strejf med musklerne, men desværre uden alt for meget at have sin attitude i. Visuelt er filmen ganske vist et berusende tæppebombardement af de menneskelige sanser, men dertil og ikke længere går grænsen. Det overmåde prætentiøse værk er formentligt et af de mest prestigefyldte i nyere tids russisk film, men det ændrer ikke på faktum. Og faktum er lidt af en ørkenvandring, mildest talt. Den voluminøse fortælling pines, plages og trækkes i unødvendige langdrag, alt imens de rådvilde karakterer kæmper bravt med et sjusket handlingsforløb, et utal af forklaringsproblemer og tilsvarende snørklede udredninger. Ikke mindst kan det undre, hvad der gør de mørke kræfter så farlige endda. Den del kræver en forklaring af de nærmere omstændigheder, hvis filmen skal træde ud af sin forløbers skygge.

Blandt de vigtigste karakterer er den allerede nævnte agent Gorodetsky, som duellerer infamt med teenagesønnen Yegor på op til flere planer – fysisk og mentalt. Hovedåren er selvsagt den evindelige kamp mellem lyset og mørket, men samtidig forstyrrer et miserabelt og udpint forhold mellem far og søn, ikke mindst i lyset af agentens ufrivillige rolle som alkoholiseret og fejlslagen skilsmissefar. Mere problematisk bliver familierelationerne, da agentlærlingen, den blonde Svetlana, træder ind på scenen og udvikler amorøse følelser for netop Gorodetsky. Kimen er lagt til en flerstrenget handling, hvor kamp om magt er den dækkende betegnelse, men hvor der imidlertid også favnes bredere end som så.

Undervejs er fantasien tydeligvis ikke blevet afstukket nogen som helst form for grænser hos de fire manuskriptforfattere, som tilsammen har kreeret en film, hvor alt er muligt, og alt derfor kan lade sig gøre. Det afføder et broget og voldsomt stereotypiseret persongalleri, som ved første øjekast virker morsomt og gakket, men i det lange løb ændrer formulering til både stift og ganske teatralsk. Til de mere bizarre indslag hører hovedrolleindehaverens kropsbytte med en kvindelig kollega. Det medfører naturligvis en del forventelige komplikationer, men får understreget filmens pointe om, at kroppen blot er en midlertidig opholdsplads for menneskets sjæl.

Skulle der have været udviklet en redningsplan for “Lysets vogtere”, inden det var for sent, måtte løsningen først og fremmest være en væsentligt kortere film, ligesom det havde gavnet at stramme op de rigtige steder og binde knuder på alle de løse ender. Dem er der en del af. Filmen er en momentan ørkenvandring, som vinder på excessiv billedmanipulation, men skåret ind til benet er der immervæk ikke det mindste kød på den gennemgnaskede knogle. Allerhøjst et par uslebne grynt hen ad vejen.

Med “Lysets vogtere” har folkene bag forsøgt at skabe et storladent og flerdimensionalt koryfæ om at tage skæbnen i egen hånd, og det er med tydelig skelen til amerikansk storfilmsproduktion. Og det keder. Det må også tilføjes, at amerikanerne er noget nær eksperter på det felt, så for et russisk filmhold er det lidt af en mundfuld at rode sig ud i. Dog imponerer klipningen betragteligt. Med en varighed på over to timer er filmen i både højde og drøjde at sammenligne med en musikvideomontage på repeat. Flot og selvbevidst ser det umiddelbart ud, men monotont og kønsløst bliver det i længden. “Lysets vogtere” hører muligvis til blandt de allerstørste russiske film nogensinde, men det gør den ikke per automatik til den bedste.

VideoNoget bedre står det til med det billedlige udtryk, som fremstår i et skarpt anamorphic widescreen 2.35:1-format. Der er kun enkelte eksempler på edge-enhancement i filmens lysere scener, og digitale forstyrrelser eller udtværinger forekommer ikke. “Lysets vogtere” er trods sit navn en forholdsvis mørk film, men ikke desto mindre er farverne flotte og kontrasten stabil. Der er enkelte eksempler på blødhed, men derudover imponerer dette transfer.

AudioOgså lyden er ganske velbeskaffen. De to russisksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS 5.1-lydspor er således uden mislyde af nogen art. Lyden fordeler sig godt i alle kanaler, dialogen er tydelig og uden overstyringer, og så drukner den ikke i den ikke altid helt velvalgte underlægningsmusik. Der er flere velartikulerede lydpanoreringer undervejs, og den detaljerede atmosfære beriges desuden af adskillige distinkte effektlyde.

EkstramaterialeMere sølle er ekstramaterialet, som udelukkende trakterer med en trailer for filmen sammen med den femogtyve minutter lange bag om kameraet produktion. Helt i filmens ånd præges den af et narrativt kaos, men løfter dog sløret for tankerne omkring filmen, handlingen og karaktererne, ligesom de tekniske aspekter får en hurtig gennemgang.