De gale 60’ere

Det tog Matthew Weiner syv år at få realiseret sin drøm om at skildre reklamebranchens eskapader i 1960’ernes USA på tv. Den prisbelønnede manuskriptforfatter nød stor succes som medlem af forfatterstaben på den skelsættende tv-føljeton “The Sopranos”, men alligevel ville de fleste tv-selskaber ikke røre hans drejebog til “Mad Men”-pilotafsnittet med en ildtang. Men den, der ler sidst, ler bedst, og siden “Mad Men” havde premiere for få år siden, er den blevet overdynget med prestigefulde priser og prangende superlativer.

For det første kommer det som en stor, positiv overraskelse, at serien på ingen måde er en parodi på 60’erne. Naturligvis kan man ikke undgå at smile lidt over tidens muntre kendetegn – den spøjse slang, de konstante cigaretrøgståger og den farverige og mildest talt forældede mode og arkitektur… Men Weiner og Co. benytter ikke det ‘glade’ årti som fortællingens kulisse, fordi de vil opremse dets kutymer, men fordi 60’erne bød på dramatiske historiske begivenheder, der gør årrækken til en ideel arena for forfatternes historier. Det er især grådighed, intolerance og det mandlige ego, der står for skud i de 13 afsnit, som udgør den første sæson af “Mad Men” – tunge emner, som serien tackler fornemt.

Vi følger nogle mænd og kvinder, der arbejder for et reklamebureau i det centrale New York. Før både kvinde- og menneskerettighedsbevægelsen havde gennemtrumfet deres prisværdige dagsordener, kunne magtfulde, mandlige reklamefolk som dem i “Mad Men” sagtens chikanere deres medmennesker uden at fundere over konsekvenserne – og det gør de. Det er altså ikke blot den fremragende scenografi, den tidstypiske musik og de imponerende kostumer, som gør “Mad Men” til et fascinerende tidsportræt. Det er også skildringen af datidens mænds umådeholdende magtmisbrug – et misbrug, som også foregår her i det 21. århundrede. Ja, de spidsfindige allegorier er til at tage og føle på. Men det er de ‘små’ historier, der virkelig gør “Mad Men” dragende.

Det er især spændende at følge den ambitiøse Don Draper. Draper har tilsyneladende alt: Et stort hus, en smuk kone, to søde børn og en eftertragtet position i toppen af reklamebranchens hierarki. Men hans gådefulde fortid plager ham, hvorfor han tyr til hede affærer for at fortrænge minderne og tilsyneladende også sin mangelfulde tilværelse med ægtefællen. Skuespilleren Jon Hamm leverer en forståeligt Golden Globe-belønnet pragtpræstation som Draper, og January Jones er desuden formidabel som Drapers oversete hustru, hvis egne drømme lægges på køl på grund af børnene og mandens karriere. Seriens opgør med illusionen om det perfekte ægteskab konstituerer gribende, seriøst karakterdrama i stil med (og på højde med) Sam Mendes’ brillante “Revolutionary Road” fra sidste år. Elisabeth Moss’ og Vincent Kartheisers præstationer som henholdsvis den nyudklækkede receptionist Peggy og Drapers ekstremt ambitiøse kollega Pete Campbell fortjener bestemt også at blive nævnt.

Om serien var den lange ventetid værd er alligevel et godt spørgsmål, for i sidste ende formår Matthew Weiner og Co. desværre ikke at sælge varen lige så godt som seriens fiktive PR-folk. Der er alt, alt for mange karakterer, som enten er for ens eller direkte ligegyldige – og flere af dem er endimensionale stereotyper. Serien er også meget episodisk, og indimellem savner man følelsen af, at historien og personerne faktisk udvikler sig. Det er især ærgerligt, at den i første omgang interessante og forfriskende anderledes Peggy hurtigt bare bliver endnu en nikkedukke på kontoret, flere sidehistorier løber ud i sandet, og de mange lange affærer og klammerier omkring sæsonens midtpunkt tærer på tålmodigheden. Men det sidste afsnits allersidste scene lægger fornemt op til føljetonens næste årgang.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Mild udtværing og edge-enhancement forekommer sjældent, men de 13 afsnits respektive billedsider er pletfri og fremstår sædvanligvis knivskarpe. Den imponerende 1960’er-scenografi er spækket med forskelligartede farvenuancer, som alle gengives fornemt, og kontrasten er også imponerende.

Audio

Dolby Digital 5.1-lydsporene er forbavsende kedelige. Stort set alle (fåtallige) lydeffekter, musikalske indslag og replikker leveres af centerhøjtaleren, og baghøjtalerne bruges praktisk talt aldrig. Det er virkelig ærgerligt, at seriens fænomenale kulisser og kostumer ikke understøttes af en mere troværdig og ambitiøs lydside. Overstyring optræder aldrig, og dialogen er klokkeklar, men replikkerne har en tendens til at lyde flade og komprimerede – det er tit tydeligt, at de er blevet indtalt i et studie, fordi rumklangen er mangelfuld.

Ekstramateriale

Udgivelsens 4. (og sidste) skive indeholder i alt tre dokumentarer: “Establishing Mad Men” (60 min.), “Scoring Mad Men” (8 min.) og “Advertising the American Dream” (19 min.). De to sidstnævnte featuretter er virkelig fascinerende og omhandler hhv. musikken i “Mad Men” og PR-branchens udvikling siden 1960’erne. “Establishing Mad Men” er heller ikke værst, men den fokuserer for meget på seriens kostumer og kulisser, og det bliver hurtigt trættende at høre alle de interviewede filmmagere og skuespillere skamrose hinanden og serien igen og igen…

I øvrigt er det nødvendigt at sige et par ord om udgivelsens etui, som formentlig er det værste af slagsen, denne anmelder nogensinde er stødt på. Etuiet er konstrueret således, at man skal trykke på bittesmå stykker plastik for at hive skiverne ud. Diskene ligger ovenpå hinanden, og det er svært at hive dem ud af æsken uden at bøje dem, og man frygter hver gang, at man kommer til at knække dem. Tåbeligt.