Det Malmroske Danmark

Det var jo åbenlyst, at den måtte komme på et tidspunkt. Nils Malmros står i dag som en af Danmarks mest velrenomerede instruktører gennem tiderne, og med et bagkatalog på ikke mindre end ti film, hvoraf de ni er at finde på denne udgivelse, er det kun passende at få samlet værkerne i én boks, så filmelskere landet over kan danne sig et overblik over det Malmroske Danmark.

Som titlen afslører, handler “Lars Ole 5.C” (1973) om Lars Ole og hans omgangskreds. Historien udspiller sig i den periode af børnenes liv, hvor legekammeraterne for alvor opdeles i grupperinger og kliker. Således befinder Lars Ole sig imellem ungerne fra Louisegården, hvor han selv bor, og “de andre”. Dette er Malmros’ gennembrud. Det står klart, at instruktøren endnu ikke er blevet komfortabel med de forskellige filmiske virkemidler. Man bliver let i tvivl om, hvad det egentlig er, han prøver at fortælle. Personinstruktionen, som ellers er en af Malmros’ klare forcer, er langtfra på samme niveau som i hans senere film, og børnene fremstår en smule kantede og nogle gange næsten malplacerede foran kameraet.

Med “Drenge” (1977) har Malmros tydeligvis fået lidt flere penge mellem hænderne. Han portrætterer drengen Ole, som i en alder af fem år får sin første, rigtige ven efter altid blot at have været den påhængende lillebror. Historien tager et spring til Oles gymnasietid og senere til universitetet, hvor der bruges store mængder tid på at pleje kærligheden. Filmen tematiserer drenges udforskning af deres egen seksualitet, som for den femårige Ole foregår sammen med vennen Kresten. I den alder er der meget fokus på bare røve og frække ord, og man må respektere Malmros for at tage emnet op på så frisindet måde, som han gør det i “Drenge” – en sådan film ville være svær at lave i dag uden en god portion skulen. Malmros’ stil begynder for alvor at tage form med denne film. Filmsproget er blevet mere modent, og billederne oser af Malmros. Også skuespillet begynder at ligne det, mange især kender fra “Kundskabens træ” med påtrængende århusiansk dialekt og ærlig åbenhed.

”Transportabel rejseluder”, ”det klistrer”, ”har I set min nye trøje – den er røøj!” Hvis du ikke kender til blot ét af disse udtryk, har du sandsynligvis ikke set “Kundskabens træ” (1981), som nok er Malmros’ mest kendte film og samtidig den, der har høstet mest ros blandt de danske filmelskere. Historien handler om en mellemskoleklasse på Århus Katedralskole i 1950’erne, hvor hovedpersonerne gennemlever springet fra barndommen til ungdommen. Hormonerne blomstrer, og popularitet blandt vennerne i kliken står øverst på ønskesedlen. Pigen Elin er en af de populære piger og er feteret blandt drengene, men da hun siger nej til at kysse med en af klassens populære fyre, mærker hun, hvordan stemningen blandt unge teenagere meget hurtigt kan vende sig mod én. Det siges ofte, at børn kan være utroligt onde. Det er sandt, at børn ofte behandler hinanden skidt, men med “Kundskabens træ” nuancerer Malmros vores opfattelse af ondskaben ved at vise, at der bag enhver ond gerning ligger helt reelle motiver, der ofte bunder i det ubarmhjertige hierarki, som hersker blandt skolebørn. Filmen tager ungdommens problemer meget seriøst, og derfor fremstår den stadig – næsten 30 år efter dens tilblivelse – aktuel og oplysende. Filmen har med sine mange citater, leveret på lidt kantet århusiansk, opnået betydelig kultstatus. Faktisk i så høj grad, at den er optaget i Danmarks meget omdiskuterede kulturkanon. Dette er naturligvis ikke et kvalitetsstempel i sig selv, men dog en indikation på dens betydning i dansk filmhistorie.

I “Skønheden og udyret” (1983) tager Malmros instruktørhatten omvendt på og træder ind i de voksnes rækker. Filmen handler om den 16-årige Mette og hendes finurlige far, som i tiden mellem jul og nytår må kæmpe med indsigten om, at hans lille pige er ved at blive en ung kvinde. Mens moderen ligger på hospitalet og venter en lille ny, udvikler Mette og faderens forhold sig fra et venskabeligt far/datter-forhold til en mindre dominanskamp, hvor faderens tilstedeværelse pludselig opfattes som påtrængende og datterens frigørelse som rebelsk. Dette er simpelthen en dejlig, lille film. Jesper Klein er herlig i rollen som den lune far og står for mange af filmens sjove scener. Især scenen, hvor Mettes nye kæreste skal introduceres, er på sin egen subtile måde enormt morsom og vidner om både Klein og Malmros’ meget danske og underspillede humor. Også Line Arlien-Søborg er god i rollen som datter og giver værdigt modspil til Jesper Klein. Begge karakterer fungerer rigtig godt – ikke mindst fordi Malmros forstår at portrættere begge sider af sagen med meget stor indfølelse.

I “Århus by night” (1989) fortsætter Malmros i de voksnes verden, men denne gang med en metatekstuel film – altså en film om Malmros, der indspiller en film. Historien tager udgangspunkt i den unge instruktør Frederik (alias Malmros) og hans kamp med et ærkekøbenhavnsk filmhold, mens de indspiller en film, der minder mistænkeligt meget om “Drenge”. Der er for alvor kommet kendte ansigter på rollelisten: Søren Østergaard, Michael Carøe, Tom McEwan og Lars H.U.G. giver den som garvet og brovtent filmhold, mens Ghita Nørbye optræder som hovedpersonens vittige og intelligente mor. De mange kendisser råder desværre ikke bod på en ikke så målrettet historie, der aldrig rigtig fænger pga. det manglende fokus. Er filmen et trekantsdrama eller en komedie? “Århus by night” prøver at sætte sig på to stole, men lander lidt klodset midt imellem.

“Kærlighedens smerte” (1992) topper – måske på verdensplan – listen over røvkedelige titler. Til gengæld er den også en af Malmros’ allerbedste film. I modsætning til mange af instruktørens andre værker er denne ganske alvorlig. Den unge og glade pige Kirsten forelsker sig i sin gymnasielærer, som ikke viger tilbage for en flirt, og de to finder sammen. Det viser sig dog, at der bag Kirstens positive ydre ligger alvorlige psykiske problemer på lur, og pludselig begynder problemerne at hobe sig op. Malmros forstår ikke blot at lave de hyggelige og lune film. Med “kærlighedens smerte” åbner han op for et væld af tragedie, og slaget i ansigtet på tilskueren er til at føle på: Filmen er kort sagt enormt deprimerende. Og det er skam ment som en stor ros, da få film formår at vække så stærke følelser. Filmens kunstneriske succes skyldes ikke mindst fremragende skuespil af en debuterende Anne Louise Hassing i den altoverskyggende hovedrolle. Skal man se blot én Malmros-film, er denne nok ikke den mest repræsentative i hans filmografi – til gengæld er det efter denne anmelders ydmyge mening hans bedste.

Så fik Malmros lysten til større favntag og filmatiserede romanklassikeren “Barbara” (1997). Filmen handler om den unge præst hr. Poul, som ankommer til Færøerne for at udøve sin præstegerning i det lille øsamfund. Her som alle andre steder går sladderen lystigt – især om den unge, livsglade Barbara, der lever i nuet og ikke bekymrer sig meget om normer og kristen moral. Den nyankomne præst kan ikke stå for fristelsen og påbegynder et skæbnesvangert forhold til Barbara. Malmros skulle nok have holdt sig til sine minder, for hold da fast hvor er det en kedelig film! Skuespillet er enormt teatralsk, og historien slæber sig af sted. Det var en kamp at komme igennem den første time, og så opdager man, at der er halvanden af slagsen endnu. Det forsøgt storslåede soundtrack falder helt igennem og afspejler på ingen måde økultur eller landsbysamfund. De eneste lyspunkter er Jesper Christensen som den intellektuelle sorenskriver samt det glimrende set-design, der fremstår flot og realistisk.

Efter turen til Færøerne planter Malros atter fødderne i den jyske muld med en film om sin egen faders rolle i sagen om det kontroversielle lægemiddel Thorotrast. Historien følger Richard Malmros, en dygtig overlæge og yderst anerkendt hjernekirurg. Under 2. Verdenskrig er det eneste ordentlige kontraststof til hjernescanninger Thorotrast, og overlæge Malmros ser sig nødsaget til at bruge det trods stærke formodninger om dets dødelige eftervirkninger. Det var rart at få Malmros – altså Nils – tilbage på hjemmebane. Let og elegant balancerer han på den knivsæg, det er at lave film med mange flashbacks og sideløbende historier i forskellige tider. Jens Albinus gør det godt i rollen som Richard Malmros, og selvom filmen lugter en smule af gloriepudsning på overlægens vegne, får man fornemmelsen af at få en noget mere nuanceret version af historien, end den sensationshungrende journalist fra virkelighedens verden sandsynligvis lagde for dagen i sin tid. Som en lille bonus er filmen skudt i sort/hvid, hvilket man ser for sjældent.

“Kærestesorger” er instruktørens seneste film, og endnu engang er der gravet i minderne. Den unge Jonas går på Viborg Katedralskole, og amorinerne er for alvor begyndt at flyve frit blandt eleverne. Hans udkårne bliver den uskyldige Agnete, som dog ikke helt kan bestemme sig, om Jonas nu også er den eneste ene, og langsomt udvikler en uskyldig kærlighed sig til en indviklet affære, hvor hjerter knuses side om side med uskyld.

Filmen er lavet over tre år, således at de unge skuespillere gennemgår en synlig udvikling. Det fungerer helt og aldeles efter hensigten, og skuespillet, der som sædvanlig er præget af den let teatralske Malmroskhed, har et ganske højt niveau. Historien er en indirekte fortsættelse af “Kundskabens træ”, men det må siges, at Malmros siden da har udviklet sin sans for filmiske virkemidler sideløbende med, at der naturligvis er kommet flere penge til. “Kærestesorger” er en helstøbt, men ikke videre sindsoprivende film, der for denne anmelders vedkommende bragte mange minder og følelser fra gymnasietiden frem.

Man kan sige meget om Nils Malmros, men nogen alsidig instruktør er han ikke. Samtlige film med undtagelse af dødssejleren “Barbara” er minder fra eget liv, og som det nævnes i ekstramaterialet, fortæller han den samme historie igen og igen. Det er nu en underkendelse af hans filmografi, for nok er temaerne ofte de samme, men i Malmros’ film er det de små detaljer og finesser, der udgør historien, hvorfor filmene alligevel adskiller sig fra hinanden. Netop denne sans for detaljen og de små, næsten umærkelige skift i karakterernes sindsstemninger er Malmros’ force. Han har en utrolig hukommelse, der gør ham i stand til at huske lige præcis det følelsesspektrum, der gør sig gældende for den aldersgruppe, han portrætterer. Denne kvalitet gør det muligt for ham at lave film, der udover at være relevante på tværs af årtier aldrig lader hånt om børns følelser og problemer, men tværtimod yder dem den respekt, som børn er for unge til selv at kræve.

Enkelte film i denne samling falder en smule igennem og efterlader ikke så stærkt et indtryk som hovedværkerne, men i samspillet mellem alle filmene kommer selv de svageste af dem til deres ret, og der opstår en synergieffekt, som for beskueren serverer et helhedsindtryk af Malmros’ Danmark gennem et helt århundrede – og hvor mange instruktører kan egentlig siges at have sat et så stærkt, om end subjektivt, aftryk på vores historiske bevidsthed? Det skal Nils Malmros have tak for.

Video

De ni film er skudt i forskellige formater, hvoraf de fleste præsenteres i 16:9 og 4:3. “At kende sandheden” er som den eneste filmet i 2.35:1. Der er kæmpestor forskel på kvaliteten af de forskellige film. Boksens første film, “Lars Ole 5.C”, er noget af det mest smadrede, undertegnede til dato har set på dvd. Filmen ligner kort sagt en urestaureret kopi af en film fra 1920’erne. Overordnet set er de fleste film dog udmærkede at se på, men komprimeringsfejl som edge enhancement er at finde på dem alle. Dog står det helt galt til med “Barbara”, som udover at være overspillet med falsk lys i venstre side af billedet lider af næsten samtlige komprimeringsfejl i bogen. Sort-niveauet er helt hen i vejret, og transferet ligner faktisk noget, der er overført fra et brugt vhs-bånd. Det skal dog ikke have lov at kaste alt for dårligt lys over resten af boksen, der som sagt er præget af udmærkede billeder.

Audio

Som med billedkvaliteten er også kvaliteten af lyden meget svingende. Alle film afspilles i Dolby Digital, og alle undtagen “Kærestesorger” er i stereo. De tidlige værker er hårdest ramt, da der sandsynligvis ikke har været penge eller sågar godt nok udstyr til at få et særlig godt resultat. Det bliver dog bedre og bedre, som filmene bliver yngre, og i de fire-fem sidste er lyden ganske glimrende – altså for et stereospor. For det er da lidt trist, at en storfilm som “Barbara” ikke kan få et surroundspor, men må nøjes med at klaske alle kanalerne ned i to højtalere og dermed mudre de mange elementer til.

Ekstramateriale

“Malmros Collection” byder på en hel del ekstramateriale. Ud over de kedelige ting som filmografier og trailere er der indtil flere featuretter om instruktøren og tilblivelserne af hans forskellige film. Der er optagelser helt tilbage fra “Kundskabens træ”, og samtlige af de små dokumentarer har interessante indsigter at byde på. Sjovt er det især at følge Line Arlien-Søborg, der starter som skuespiller i “Kundskabens træ” og senere optræder i “Skønheden og udyret” og “Århus by night” for pludselig at dukke op som instruktørassistent i ekstramaterialet til den seneste film, “Kærestesorger”.

På disken med “Kærlighedens smerte” kan man tage et kig bag om kameraet og bruge lidt tid på at forelske sig i en ung Anne Louise Hassing, men kronen på værket er uden tvivl dokumentaren “Filmfaderen”, som kan findes på “Kærestesorger”. Denne lille perle tager ikke blot et grundigt, men også et meget kritisk syn på instruktøren og personen Malmros. Midt i dokumentaren foretages der pludselig et tvist, som udover at være enormt underholdende og overraskende også er ganske tåkrummende. Sådan noget hører sig slet ikke til på featurettes, som gerne skal være glorificerende og rygklappende, og netop derfor er det ganske fantastisk!