Denzel Washington er på få år gået fra at være Hollywoods “straight man” nr. 1 til at spille karakterer der bevæger sig på kanten med reglerne og i livets skyggeområder. Først med en kraftpræstation af karat i “Training Day” og siden i film som “John Q” og “Out Of Time”. Washington befinder sig endnu engang i denne gråzone i den mørke og rå thriller “Man on Fire”.

Washington spiller den tidligere soldat John Creasy, der efter et langt liv med død og ødelæggelse er en nedbrudt mand. Han lider af post traumatisk stress disorder, drikker heftigt og er generelt på selvmordets rand. Han tager til Mexico for at besøge en ven, og bliver her hyret som bodyguard af en forretningsmand. Creasy skal beskytte forretningsmandens fremmelige datter Pita, i et land hvor der sker utallige kidnapninger hver dag.

Creasy ser den lille pige som et job der blot skal udføres, men med tiden kommer den lille pige ind under huden på ham og der opstår et venskab imellem de to. Den lille pige tør Creasys hjerte op og Pita har i Creasy den faderfigur hun mangler i sin rigtige far. Netop som Creasy er ved at komme på ret køl, sker det formastelige: Pita bliver kidnappet og Creasy skudt og hårdt såret. Familien forsøger at betale løsepengene, men noget går galt og Pita bliver dræbt. Dette tager naturligvis hårdt på Creasy, der nu tager på en mands hævntogt for at få ram på forbryderne.

“Man on Fire” er baseret på virkelige hændelser, der er dramatiseret i flere forskellige inkarnationer. Først som bog, siden som film i en version fra 1987 med Scott Glenn i rollen som Creasy, og nu som film i 2004. Set i det lys er det altså ikke en original historie vi har med at gøre, udover de ændringer som instruktør Tony Scott har valgt at tilføre historien: Creasy er sort, filmen er henlagt til Mexico i stedet for Italien og skurkene er nu professionelle kidnappere og ikke Mafiaen ligesom i forlægget.

Rent plotmæssigt er der heller ikke noget nyt under solen – det personlige hævntogt er set adskillige gange på film, senest med stor succes i Quentin Tarantinos “Kill Bill”. Til sit forsvar har “Man on Fire” en række twists, som giver en smule mere kød på det forholdsvis blottede skelet der er filmens plot. Filmens stærke side er det emotionelle bånd imellem hovedpersonerne. Det er en rå fortælling men også gribende: Filmens første halvdel bruges til at opbygge forholdet imellem Creasy og Pita og som seer kan man ikke undgå at blive blot en smule knyttet til karaktererne. Når det så endelig går galt, er man grebet i filmens grumme univers, naglet til stolen imens man følger Creasys hævntogt.

Med omdrejningspunkt i forholdet imellem Creasy og Pita, er det naturligvis vigtigt at rollerne er besat af rigtig gode skuespillere. Det er heldigvis tilfældet i “Man on Fire”. Denzel Washington leverer endnu engang fremragende skuespil som den plagede Creasy. Han spiller overfor Dakota Fanning, der i rollen som Pita leverer en pragtpræstation og det er næsten skræmmende at et blot 10 årigt barn kan spille så godt. Deres præstationer er absolut afgørende for filmens troværdighed og de leverer begge to varen.

Udover de to hovedroller leverer mange af birollerne også gode præstationer, som f.eks. Radha Mitchell og Marc Anthony der spiller Pitas forældre Sam og Lisa. Skurkerollerne spilles af mexicanske talenter, hvilket blot forstærker filmens realisme og atmosfære.

Tony Scott har ligesom sin bror altid været en meget visuel instruktør og med “Man on Fire” beviser han det nok engang. Filmen har været igennem en række filtre, billedbehandling og farvekorrektion, der gør den visuelt flot. Filmens univers beskues igennem Creasys øjne og billedbehandlingen er med til at underbygge hans følelser og oplevelser. Som seer lever man sig bedre ind i Creasys tankegang, fordi billedsiden giver en følelse af den syrede verden som han befinder sig i. Denne billedbehandling er således mest tilstede i filmens start hvor han er på sammenbruddets rand og imod slutningen hvor han er optændt af had.

Alt i alt så er “Man on Fire” en rigtig god film. Plottet hører ikke til det mest originale, men reddes dog af en række formildende faktorer: Et par gedigne plottwists giver lidt ekstra kød på historien og den visuelle side er ekstremt flot og gennemført. Filmen lever dog primært på sit blændende skuespil og kemien imellem hovedrolleindehaverne.

VideoDvd udgivelsen kommer med et anamorphic widescreen transfer i 2.40: 1 aspect ratio. Som tidligere nævnt er filmens billedside efterbearbejdet, hvilket gør billedkvaliteten svær at vurdere. Der er bl.a. skruet helt op for farverne, der er spillevende, til tider lige på grænsen. Dagscenerne er meget lyse og modsat er nattescenerne meget mørke. Det er ikke et problem med transferet som sådan, det er bare sådan filmen ser ud.

Filmens detaljegrad er rigtig god, og der er umiddelbart ikke nogen former for artefakter eller grums på transferet. Ej heller nogen kompressionsfejl eller edge-enhancement. På dette områder er transferet fejlfrit. På nær “problemet” med farverne er transferet helt i top.

AudioDer er tre lydspor, hvoraf de to er på engelsk, i Dolby Digital 5.1 og DTS. Begge lydspor er rigtig gode. Filmen har også en række stille scener imellem Creasy og Pita og også her er lydsporene gode. Dialogen er klar og tydelig uden nogen problemer.

Også surroundhøjtalerne kommer godt i brug, med god seperation imellem de forskellige kanaler. Dette høres specielt i scener hvor Creasy befinder sig i bybilledet, hvor man drages ind i filmens univers af alle de lyde der omslutter en.

Subwooferen er også godt anvendt, specielt imod slutningen hvor Creasy tager på sit hævntogt. Der er et par eksplosioner med godt skrald i.

EkstramaterialeEkstramaterialet begynder på disk nr. 1, hvor der er et kommentarspor med instruktør Tony Scott, der med sin raspede røst fortæller om filmen og dens tilblivelse. Scott har faktisk forsøgt at lave filmen i over 20 år, men det er først lykkedes ham nu. På den amerikanske udgivelse af filmen var der ligeledes et kommentarspor med bl.a. Dakota Fanning. Det er desværre ikke med på denne udgivelse, hvilket må siges at være en skuffelse.

Derudover er der 15 slettede scener, der indeholder en række subplots som blev fjernet fra filmen, bl.a. en affære imellem Creasy og Pitas mor Lisa. De fleste af scenerne er spændende og de har alle kommentarspor af Scott, der forklarer lidt om scenen og hvorfor de blev udeladt.

På disk nr. 2 er der dokumentarprogrammet “Vengeance is Mine: Reinventing Man on Fire”, der er et making-of program der varer godt og vel 75 minutter. Det er et rigtig godt program der går i dybden med alle aspekter af filmens tilblivelse, bl.a. castingen af de to hovedroller, over optagelserne der fandt sted i Mexico, samt den billedbehandling som filmen har været igennem. Nogen af oplysningerne går igen fra Scotts kommentarspor, men det er kun en mindre anke.

Dernæst er der 3 trailers og 4 tv-spots, samt en musik-video. Der er også en multi-angle feature der viser tilblivelsen af scenen hvor Pita kidnappes. Til sidst er der et foto-galleri til filmen.

“Man on Fire” udgives også i en 1 disk version, som af naturlig årsager kun har kommentarsporet og de slettede scener. Såfremt man er interesseret i denne, kan man roligt sætte karakteren en hak ned.

Selvom lillebror Scott har indtil flere store økonomiske succeser under bæltet, har han aldrig opnået samme professionelle anerkendelse som storebror Scott. Tony er ikke en trendsætter ligesom Ridley, og han har stort set kun arbejdet inden for actionthriller-genren, hvor der ved siden af skyderierne også er plads til at skabe interessante karakterer. Betragter man samtlige af Tony Scotts film, svinger kvaliteten en hel del, og “Man On Fire” er en af de mere problematiske i rækken. Den har svært ved at finde ud af præcis hvilken type historie den vil fortælle, og er på stort set alle punkter et temmelig oppustet bekendtskab.

“En Mand Ser Rødt” møder “Leon” – med et twist”Man On Fire” bliver i traileren solgt som en rendyrket actionfilm, men det er den ikke, for Scott har valgt at prioritere sine hovedpersoner højere end eksplosioner. Første halvdel af den godt to en halv time lange film går med at etablere forholdet mellem rigmandsdatteren Pita og hendes følelsesmæssigt udbrændte bodyguard Creasy. En fortid som agent og lejesoldat har gjort Creasy ude af stand til at åbne sig overfor andre mennesker – men det ændrer sig naturligvis efter mødet med den lille pige. Pitas selskab har nemlig en effektiv, terapeutisk effekt på hans arrede sjæl. Herved er scenen også sat for historiens anden halvdel, hvor Pita kidnappes, og Creasys eneste tanke er at få hævn.

Normalt er det fint, når en instruktør tager sig god tid til at tegne sine karakterer, men i dette tilfælde forsøger Scott for meget med for lidt. Godt nok er karakteren Creasy mere nuanceret end den metervare, vi normalt støder på i amerikanske actionfilm, men hans dybde retfærdiggører ikke helt det lange set-up. Scenerne bliver flere steder trukket i langdrag, og man kunne godt have opnået en lige så effektiv skildring af karaktererne med en mere økonomisk fortællerstil. Der er bl.a. et helt subplot omkring Pitas svømmetræning, der sagtens kunne have været udeladt. Heldigvis fungerer samspillet mellem Denzel Washington og Dakota Fanning så godt, at vi har relativt let ved at tøjle den snigende kedsomhed.

Med en flaske Jack Daniels i den ene hånd og en skarpladt pistol i den anden er Creasy støbt af det samme flossede materiale som mange andre amerikanske antihelte på film. Washington får det maksimale ud af sin eks-agent, og som det var tilfældet med “Training Day”, er den Oscarvindende skuespiller suveræn i de mere tvetydige roller. Hans 8-årige kollega Fanning hører til de her skræmmende Hollywood børn, der spiller bedre end de fleste voksne skuespillere, og udstråler en erfaring langt ud over hendes alder. Relationerne imellem de to hovedpersoner er meget troværdige, og udgør filmens mest velfungerende element.

Mexico City som det Vilde VestenSer vi bort fra personkarakteristikken, tjener de mange opbyggende scener også et andet formål – og det er, at motivere den brutalitet, som Creasy slipper løs til sidst. Her svinger historien over i regulær selvtægtsfilm, hvor vi helst skal have sympati for hans usympatiske gerninger. Til trods for, at dette faktisk delvist lykkes, ender volden simpelthen med at være for stor en mundfuld at sluge. Jeg ved f.eks. ikke hvordan, man som skurk kan gøre sig fortjent til, at få stukket en håndfuld C4 sprængstof op i endetarmen, mens man står lænket til køleren af en bil. Det må være noget rigtigt slemt, og det kan vel diskuteres, om en gemen kidnapning falder under denne kategori. Specielt hvis man tager historiens afsluttende twist med i betragtning. Generelt set så er actionsekvenserne i “Man On Fire” uspektakulære.

Det er påfaldende, at filmen på ingen måder forsøger at moralisere over den selvtægt, som hovedpersonen udøver. Snarere tværtimod. Alle støtter Creasy i hans blodrus, for hvad er der ellers at stille op i en bundrådden by som Mexico City? Både regeringen og politiet er korrupte, så hvorfor ikke også Creasy. Det er et tvivlsomt billede Scott maler af storbyen, og holder man den meget specifikke ramme omkring historien op imod accepten af brutalt selvtægt som brugbar løsning i denne situation, bliver budskabet problematisk. Der er ingen i filmen, der siger fra. Ikke engang Pitas mor, som undervejs selv griber til pistolen. “Man On Fire” slutter med en tekst, der beskriver Mexico City som et fantastisk sted at være – jeg er ikke sikker på, at jeg forstår ironien. Hvis der er en.

“Man On Fire” er vanvittigt stiliseret, og kender man Tony Scotts BMW reklame “Beat the Devil”, ved man hvad der er i vente. Der veksles konstant mellem forskellige typer filmnegativ, eksponering, farvevalg og fokus. Der er tusindvis af klip, som fragmenterer hver eneste scene. Det er ultrahektisk og fungerer suverænt i scener, hvor Creasy er forvirret eller anspændt, idet hans følelser forplanter sig direkte ind i os. Derimod virker det distraherende på steder, som kræver mere afdæmpet drama. Musikken er et sammenkog af vidt forskellige stilretninger, herunder den sangerinde, som Ridley Scott brugte til sine temaer i “Gladiator”. Og hun synger på præcis samme måde.