Man tænker sit
Udgivet 17. feb 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Det siges nu og da, at alle gode film essentielt er digte, og netop det er særdeles tydeligt i “Man tænker sit”, der udspiller sig som et stykke filmisk poesi i dens mest afpillede form.
Den lavmælte fortælling foregår i en svensk forstad, men kunne reelt set udspille sig næsten hvor som helst. Vi møder fire lidt skæve eksistenser, der er placeret i det småborgerlige villakvarter, men som hver især på forskellig vis ikke passer ind i det omgivende samfund. Der er den unge Jimmy, der bor hos forældrene med sit spædbarn, men som ikke har en nøgle til huset og derfor ofte vandrer hvileløst rundt som en fortabt sjæl. Mischa er derimod en aldrende herre, der fisker i den lokale å til naboernes irritation, mens den noget yngre Anders tilsyneladende har alle de materiale ting, der burde gøre ham lykkelig, men alligevel finder han ikke nogen glæde eller tilfredsstillelse ved tilværelsen.
Af ydre dialog er der kun meget lidt, og den næsten ikke-eksisterende handling triller frem med en nærmest meditativ ro, som kun sjældent afbrydes af få øjeblikke af voldsom dramatik. Når de ankommer, føles det til gengæld næsten som en lettelse fra den undertrykte stemningen. Mest opfindsom er dog brugen af de udenforstående fremmedes reaktioner, når de bliver inddraget i begivenhederne. I en af scenerne lægger Jimmy sit barn på en parkeringsplads for at skifte ble, hvilket får de forbipasserende til at gribe forbløffet ind. Om de medvirkende er en del af filmen, eller om de ufrivilligt bliver en del af eksperimentet som en slags skjult kamera, er det svært at afgøre, men virkningen er under alle omstændigheder forbløffende overbevisende og tankevækkende. Hvornår er det uselvisk bekymring for andre, der er drivkraften, og hvornår skifter den bekymring over til formynderisk tyranni?
Filmen har en begrænset spilletid med sine kun 78 minutter, og man ønsker heller ikke, den var længere, men samtidig gør den også et virkeligt indtryk med sin poetiske billedside og smukke musik. Det er en film, der i høj grad taler til sanserne, og lader man den virke, er der en betagende styrke i de indre billeder, den fremkalder. Det ville være løgn, hvis jeg skrev, at min tålmodighed ikke periodevis blev hårdt prøvet undervejs, men det ville også være løgn, hvis jeg påstod, at mine tanker ikke gentagende gange er vendt tilbage til filmen efterfølgende. For de fleste film gør det omvendte sig gældende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet