Vi vil altid have Manhattan

’Hvad vil fremtidige generationer tænke om os?' siger filmudgaven af Woody Allen til Yale. De er begge forelsket i Diane Keaton. Det var i 1979. Så det må være mig, de taler til. Hvad tænker jeg om dem? Jeg tænker, at det ikke bliver mere Woody Allen end “Manhattan”. Det er den mest klassiske – det bedste sted at begynde. Og så er det stadig det mest romantiske kærlighedsbrev til byen, New York.

For selv om en Woody Allen på 42 år her i en ny, digital kopi af “Manhattan” er fraskilt fra en ung Meryl Streep, fordi hun er lesbisk, så han nu i stedet dater en high school-pige på 17 år, men også har interesse i Keaton, som Yale er utro med, så handler det ikke primært om det. Det handler om byen. Allens by. Sort-hvide silhuetter af højhuse med lys i vinduerne, shopping i Bloomingdale’s, et Coca-Cola-skilt i oplyst neon og en tur med hestevogn i Central Park. Jeg elsker at se Woody Allen elske sit New York.

Han elsker da måske også unge Tracy og ældre Mary, men det er mest en undskyldning for at gå og snakke i Manhattans gader. Om Bergman og Kierkegaard. Videre til bog-reception, hvor de diskuterer den skarpe nazist-satire i New York Times. Bedre end at smadre dem med et bat. Eller? Samtalen skifter emne til orgasmer. Hendes læge siger, at hun har fået den forkerte slags, hvilket Allen selv aldrig har oplevet. Det er kulturelt navlepilleri, som kun satiriske Woody kan pille.

Og hvad finder han så derinde i navlen? Altid en pointe om, at den store mening ikke findes. Og det kan hverken psykologer, akademikere eller kunstnere ændre på. I stedet kan du håbe på at finde en sød pige, som du i en periode har det rart med. Snakker og knepper. Sådan går livet ironisk i ring. Og det er okay. Derfor er alle Woody Allen-film også grundlæggende den samme. “Små og store synder” har lidt mere krimi, “Midnight in Paris” er mere nostalgisk. Men alle er de en eller anden udgave af “Manhattan” – der er Allen-essens.

Det er den film, som den moderne hipster i New York – “Girls” og “Frances Ha” – har fået idéen fra. Den underspillede coolness, der dækker over, at ingen har styr på en skid. Eller deres liv. Det har Woody Allen heller ikke. En pige på 17 år? Helt ærligt. Det er bare en fase. Men hun elsker ham, siger hun. Det går ikke. Eller jo. Måske. Fortryder. Forfra. Det hele går herligt i ring på Manhattan, hvor den der bog jo heller ikke skriver sig selv. Bare den ikke bliver for romantisk.