Manhattan
Udgivet 28. jun 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
’Hvad vil fremtidige generationer tænke om os?' siger filmudgaven af Woody Allen til Yale. De er begge forelsket i Diane Keaton. Det var i 1979. Så det må være mig, de taler til. Hvad tænker jeg om dem? Jeg tænker, at det ikke bliver mere Woody Allen end “Manhattan”. Det er den mest klassiske – det bedste sted at begynde. Og så er det stadig det mest romantiske kærlighedsbrev til byen, New York.
Han elsker da måske også unge Tracy og ældre Mary, men det er mest en undskyldning for at gå og snakke i Manhattans gader. Om Bergman og Kierkegaard. Videre til bog-reception, hvor de diskuterer den skarpe nazist-satire i New York Times. Bedre end at smadre dem med et bat. Eller? Samtalen skifter emne til orgasmer. Hendes læge siger, at hun har fået den forkerte slags, hvilket Allen selv aldrig har oplevet. Det er kulturelt navlepilleri, som kun satiriske Woody kan pille.
Det er den film, som den moderne hipster i New York – “Girls” og “Frances Ha” – har fået idéen fra. Den underspillede coolness, der dækker over, at ingen har styr på en skid. Eller deres liv. Det har Woody Allen heller ikke. En pige på 17 år? Helt ærligt. Det er bare en fase. Men hun elsker ham, siger hun. Det går ikke. Eller jo. Måske. Fortryder. Forfra. Det hele går herligt i ring på Manhattan, hvor den der bog jo heller ikke skriver sig selv. Bare den ikke bliver for romantisk.
Bare rolig, Woody. Det klæder dig at vise dit romantiske forhold til New York. Det er her, du har hjemme. Det er her, du ryger en cigaret, fordi det ser sejt ud. Men du inhalerer aldrig. Kræft, du ved. Pas også på med valium – de giver vist også kræft. Og selv om du forsøger at tage ironisk distance fra kærligheden med en ‘We will always have Paris’-reference til “Casablanca”, så kan du aldrig løbe fra, at vi altid vil have “Manhattan”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet