Robinson Crusoe på Mars

Siden 1719 har overlevelseshistorier været fascinerende. Det var dengang, at romanen om Robinson Crusoe for første gang blev udgivet. Typisk finder disse historier om overlevere sted på øde øer, golde bjergtoppe eller dybt inde i junglen. “The Martian” tager skridtet videre, ud i rummet og placerer en strandet astronaut på Mars. En planet, der er lige så smuk, som den er frygtindgydende. En verden af skønhed, som hader alt, der lever. Resultatet af “Robinson Ekspeditionen” på Mars er et glimrende overlevelsesdrama, men jeg blev aldrig klogere på Matt Damons indre marsmand.

Damons overlevelsesekspedition begynder efter en voldsom sandstorm på Mars. En astronaut, Mark Watney, formodes død. Den øvrige ekspedition tager tilbage til Jorden, imens den kvæstede amerikaner efterlades alene på en bogstaveligt talt livsforladt planet. Til alle sider strækker Mars’ røde ørkenlandskab sig ud i det uendelige, og den nærmeste hjælp er flere hundrede millioner kilometer væk. Isolationen er total. Maden er knap. Heldigvis skal der mere til at vælte Mark Watney af hesten. Det er en fryd at se, hvordan den ressourcestærke og opfindsomme hovedperson får det bedste ud af, hvad han har og finder. Marsbasen bliver nærmest et beboeligt sted med egen kartoffelmark og kommunikationsanlæg.

Desværre er han ikke alene. Jo, altså på Mars, men ikke i filmen, “The Martian”. Omkring halvdelen af spilletiden er afsat til dramaet i NASA. Det opdages nemlig hurtigt, at Mark Watney er i live. Nu skal han hentes hjem. Et hav af bikarakterer introduceres, der spilles af skuespillere fra a-listen som Kristen Wiig og Sean Bean, men som ironisk nok overbefolker “The Martian”. Den ene overlever på den øde ø i rummet er styrken.

For præmissen om et menneske fanget millioner af kilometer væk fra den nærmeste samtalepartner lægger op til en interessant udforskning af mennesket i isoleret ensomhed. Som Sandra Bullock i “Gravity”. Overlevelseselementet kommer dog hurtigt til at skygge for den udforskning. Fokus er på, hvad Mark Watney gør, og ikke på, hvad han føler. Den efterladte familie på Jorden nævnes kun kort og fungerer mere som en motivation for at komme hjem end som et egentligt afsavn. Matt Damon er dog solid i rollen som den strandede astronaut, hvorfor det ikke bliver nødvendigt at efterligne Tom Hanks’ “Cast Away”-overlever, der førte lange samtaler med en volleyball for at vise os, at han er ensom. Til gengæld virker Damon for upåvirket, til at jeg reelt køber, at han har været håbløst fanget på en fremmed planet i flere år.

Derfor frygtede jeg aldrig for alvor for Watney. Han er den fødte overlever. Problemer med mad, kommunikation og varme klares hurtigt, imens løsningen serveres med en rum-inspireret punchline. Ja, jeg sad næsten med en følelse af, at hvis Watney virkelig gad, så kunne han bare bygge sit eget rumskib ud af toiletpapir, brugte tandstikker og sand for så at flyve tilbage til Jorden igen. Eller måske videre til Jupiter?