Sandheden er derude (og den er langt ude)Barry Sonnenfelds “Men in Black” var et af de populæreste samtaleemner inden og uden for biografsalene i sommeren 1997. Filmens gådefulde plakater og trailere trak millioner af mennesker i biffen, hvorfor “Men in Black” blev den største pengesluger i biograferne det år næstefter James Camerons “Titanic”. Og filmen cementerede tilmed Will Smiths status som en veritabel publikumsmagnet alene ét år efter, at han for alvor var slået igennem i megahittet “Independence Day”. Alligevel synes filmen imidlertid at være fuldstændig forsvundet fra den almene seers bevidsthed. En nærtbeslægtet mainstreamfilm som netop “Independence Day” bliver eksempelvis nævnt langt oftere og med større ærefrygt end “Men in Black”.

Måske er årsagen, at “Men in Black” siden hen er blevet efterlignet og overgået af flere film med nøjagtig samme velpromoverede mærkesager: en blanding af science fiction og jordnær humor, både garvede og unge skuespillere i topform, et højt tempo og kostelige computereffekter. I dag virker mange af produktionens computereffekter, der i sin tid blev betegnet som revolutionerende, håbløst forældede. Men filmen har større akilleshæle.

Fortællingens antagonist er et menneskeudklædt rumvæsen, der hverken er skræmmende eller interessant. Det samme kan desværre siges om heltenes mission: jagten på et forsvundet objekt, der kan forhindre Jordens snarlige undergang, og som førnævnte skurk ligeledes vil have fingrene i. Men uanset, hvor mange twists filmmagerne hiver ud af ærmerne, bliver heltenes eftersøgning aldrig særlig spændende, og det overrasker ikke, at den forhastede slutning blot blev forfattet få dage før, den blev optaget. I perioder virker historien bare som en tynd undskyldning for at lade skuespillerne slå gækken løs så mange forskellige steder som muligt.

Men så er det jo heldigt, at filmens største trumfkort netop er dens skuespillere. Nærmere bestemt Will Smith og Tommy Lee Jones, der tilsammen udgør plottets centrale, sortklædte makkerpar, som har travlt med både at redde verden og hemmeligholde rumvæsnernes eksistens. Både hver for sig og især i fællesskab er d’herrer festlige og karismatiske. Jones’ kynisme, sarkasme og stoiske pokerfjæs går perfekt i spænd med Smiths kække arrogance og fandenivoldskhed. Selvom manuskriptet ikke bugner af overraskelser, skænkes skuespillerne nok skarpe replikker mere eller mindre fra start til slut.

Filmens computereffekter virker ganske vist forældede, men det gør humoren absolut ikke, ej heller Rick Bakers Oscar-belønnede makeup. Baker og hans kollegaer har skabt talrige farverige rumvæsner, som fortsat er mindeværdige. Og hele seancen understøttes af et fornemt, om end lettere traditionelt Danny Elfman-score. Men næstefter skuespillerne er filmens største force den smarte måde, hvorpå den driver gæk med flere af genrens klicheer – lige fra rumvæsners sædvanligvis spøjse udseender og navne til genrens til tider prætentiøse seriøsitet. “Men in Black” er måske nok et lettere forældet levn fra en svunden tid, hvor den slags pompøse blockbusters var mere fåtallige. Men underholdende og charmerende er den trods alt stadigvæk.

VideoFarvetemperaturen kan indimellem være en anelse ustabil. Enkelte skud er så lyse, at hudfarverne virker blege, mens hudfarverne i få andre scener fremstår en smule lyserøde, fordi de ikke er mættet nok. Kontrasten er generelt stabil, men den kan også svinge en smule fra skud til skud i visse scener. Edge-enhancement optræder gudskelov kun i få sekunder, mængden af gryn er overkommelig, og der optræder næsten ingen utilsigtet støj. Normalt er farverne også overordentlig flotte, ligesom kontrasten som regel er urokkelig. Billedet er aldrig sløret og virker ofte tredimensionelt. Enkelte nærbilleder er knivskarpe og afslører eksempelvis hver eneste sprække i Tommy Lee Jones’ aldrende hud.

AudioSekvensen, hvor Will Smith for første gang besøger MIB’s hovedkvarter, understreger størrelsen af Dolby TrueHD 5.1-mixets dynamikområde. De enorme turbiner i hovedkvarterets entré får lokalet til at ryste takket være brugen af LFE-kanalen. Få minutter efter trækker Will Smith langsomt et bord mod sig, der producerer en ubehagelig, skingrende lyd, mens det smadrer gulvet. Sjældent er så høje og dybe toner blevet gengivet så klart og tydeligt i hjemmebiografen. Ingen af filmens mange lydeffekter overdøver hinanden. Replikkerne er alle tydelige og har en god rumklang. Danny Elfmans musik får lov til at okkupere samtlige højtalere, men den føles aldrig anmassende. Og ikke overraskende diskes der op med mange gode panoreringer og muntre atmosfærelyde.

EkstramaterialeTo kommentarspor er indtalt til filmen. Det første er med Barry Sonnenfeld og Tommy Lee Jones. Man har i øvrigt mulighed for at se de to mænds silhuetter, mens de taler, og mens Sonnenfeld tegner og skriver forskellige ting på skærmen, der understøtter hans pointer. Kommentarsporet er nogenlunde, men også en smule tørt. Jones mumler en del, men Sonnenfeld har mange morsomme anekdoter i ærmet. Det andet kommentarspor er med instruktøren, Rick Baker og diverse ILM-folk. Det er meget teknisk, men folk med interesse for special-effects bør bestemt lytte det anekdoterige kommentarspor igennem.

To dokumentarer er inkluderet, som tilsammen varer 30 minutter. Begge byder på informative interviews med produktionens bagmænd og medvirkende, der bl.a. diskuterer filmens obskure tegneserieforlæg. Derudover medfølger en håndfuld gennemgange af filmens effektspækkede sekvenser, 6 minutters slettede scener, en masse storyboards og billedgallerier, musikvideoen til Will Smiths populære titelsang og trailere til “Men in Black”, “Hancock”, BD-udgivelsen af “Nærkontakt af tredje grad” og “Surf’s Up”.

Skiven har også nogle interaktive funktioner. Man kan stille filmens talende hund, Frank, en række håndplukkede spørgsmål og få nogle morsomme svar. Man kan omredigere et par af filmens scener, hvilket desværre ikke er så sjovt som håbet. Bedre er en fornøjelig quiz, som man kan være hele fire personer om at spille. Hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man adgang til flere trailere til Sonys andre spillefilm.