Mennesker bliver spist
Udgivet 25. feb 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Skulle man være af den fejlagtige opfattelse, at udvikling er en god ting, skal man bare se en Erik Clausen-film og rette ind. For ham er samfundet vel strengt taget gået ned ad bakke fra den dag, han blev født. Ingen er så solidariske, som vi var i går. Ingen elsker hinanden, som vi gjorde i går. Jeg forstår ham og sympatiserer med ham, men jeg tror, at han kan have en afskrækkende effekt på et filmpublikum. I tilfældet “Mennesker bliver spist” ville det være synd. For den er et bevis på, at passioneret samfundsrevselse ikke nødvendigvis er lig med en dårlig film.
Jeg tror på de her mennesker. Da Herluf, som Erik Clausen hedder, glemmer at tjekke bremsekablet på en bil og bliver sendt hjem på orlov, fanges en stemning af desperation og tvivl, som er mere skræmmende end de fleste gysere. Hvis “Mennesker bliver spist” havde kunnet holde det greb hele vejen igennem, havde der været tale om et mesterværk. Måske Clausens bedste film nogensinde. Desværre taber den noget dynamik i en for varm forviklingshistorie, hvor Herluf ender i Polen, og hans fremmedgjorte familie begynder at nærme sig hinanden igen i fredfyldt harmoni.
Til gengæld er skuespilet velfungerende på alle planer. Bodil Jørgensen er alle steder i de her dage, og hvis man er blevet lidt træt af Bodil-mania allerede, skal man ikke læse videre. Hun ejer hver en scene i “Mennesker bliver spist” og er både sur, vred, kærlig, ynkelig og stærk. Det er imponerende at kigge på, men bliver aldrig bare en skuespillerpræstation for præstationens skyld, som når Meryl Streep tager en maske på. Det klæder egentlig også Erik Clausen at blive gammel. Hans til tider lidt stive spil passer godt til en mand, der begynder at leve i sin egen verden.
Heldigvis er Erik Clausen ikke ved at blive dement. Han kan stadig huske, at alt var bedre i gamle dage, og han er stadig fuldt i stand til at styre en filmproduktion. “Mennesker bliver spist” er hans bedste film i lang tid, og på trods af at den kan blive ufokuseret og nok ikke vinder nogle tekniske priser, må jeg anerkende evnen til at fortælle en simpel og vedkommende historie. Verden er stadig ung og smuk nok til en Clausen-film med vandede arbejdervittigheder og et soundtrack af Kim Larsen. .
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet