Det middelmådige Meat Train

“The Midnight Meat Train” er en gyser af “Saw”-varianten – altså en overordentlig ulækker splatterfilm, som hellere vil pirre tilskueren med klamme, udpenslede blodbade, end den vil opbygge en trykkende stemning eller få publikum til at spjætte med et veltimet chok. Det er en spøjs genre, hvis værker som regel svælger i vold og blod, men oftest glemmer at opdigte en historie eller karakterer, man gider engagere sig i. Eli Roths “Hostel”-film havde i det mindste karismatiske karakterer og en ironisk distance til volden, som gjorde dem ganske underholdende, men de fleste af deres artsfæller er desværre ikke meget bedre end perverse makværker som f.eks. “See No Evil”.

Det siger ikke så frygtelig meget, men “The Midnight Meat Train” er en af de bedste af sin slags. Japanske Ryûhei Kitamuras film er ofte tung at danse med – lettere kvalmende, lidt langsom i tempoet, og de fleste karakterer er derudover så bimse, selvfikserede og fortvivlede, at det ærligt talt bliver lidt svært at opretholde interessen for dem. Men under filmens blodbestænkede ydre gemmer der sig en ganske hæderlig detektivhistorie med lige nøjagtig nok twists til at fastholde vores interesse helt frem til fortællingens grinagtige klimaks, som virker tyvstjålen fra en helt anden film i en helt anden genre.

Leon Kauffman er historiens detektiv – en fotograf, som tager et billede af en tilfældig kvinde, få minutter før hun stiger ombord på et nattog og dernæst slås ihjel. Da Leon læser om drabet i avisen, beslutter han sig for at efterforske sagen, og han bliver så besat af at finde gerningsmanden, at hans hverdag og forhold til kæresten Maya begynder at smuldre. Bradley Cooper, der i øjeblikket kan opleves i den mere harmløse (og noget sjovere) “Tømmermænd i Vegas”, er udmærket som Leon, og Leslie Bibb er mindst lige så overbevisende som Maya. I en scene, hvor Maya desperat prøver at få parrets forhold på ret køl igen ved at få en hulkende Leon til at tage billeder af hende i stedet for metropolens skyggeside, opnår filmen en intensitet, som resten af den savner.

Fuldstændig uventet er Vinnie Jones ganske overbevisende som filmens morderiske skurk: En tavs slagter, som hver aften maltrakterer uskyldige, tilfældige togpassagerer af årsager, som viser sig at være langt mindre interessante end håbet. Kitamura og manuskriptforfatter Jeff Buhler lader klogt nok aldrig Jones ytre ét eneste ord – formentlig velvidende, at det engelske muskelbundt er omtrent lige så skræmmende som en bjæffende hundehvalp, når hans famøse, britiske accent får lov til at skinne igennem. I stedet gør en iskold Jones først og fremmest brug af den samme intimiderende mimik, der gjorde ham til grønsværens skræk under hans fodboldkarriere for små 20 år siden, hvor han fik røde kort på stribe.

“The Midnight Meat Train” er i øvrigt spækket med flotte billeder, som fortjente at optræde i en bedre film. Historien har ofte for travlt med bare at komme videre til det næste bestialske mord til, at man kan nå at nyde den stemningsfulde lyd- og billedside ordentligt. Nej, man skulle ikke tro, at filmen var baseret på en novelle af en af gysergenrens mest respekterede forfattere, Clive Barker. Men Kitamura og Co.’s intertekstuelle referencer vil formentlig fryde genrens tilhængere. Ivan Raimi får tidligt i filmen banket det ene øje ud af sit kranium – en åbenlys hentydning til hans lillebror Sams uforlignelige “Evil Dead II”. Og “Hostel”-fans vil sandsynligvis også sætte pris på undervurderede Roger Barts korte optræden. Men modsat Jones’ tog kører “The Midnight Meat Train” uheldigvis ikke altid på skinner.

Video

Præsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen-format. En smule edge-enhancement optræder i filmens lyseste scener og flad kontrast forekommer i endnu færre sekvenser. Men transferet er knivskarpt. Farverne er lige så mætte, som de bør være. Hverken snavs eller komprimeringsfejl forekommer, og grynniveauet er helt tilpas, hvorfor billedet ofte får en dejlig celluloidagtig tekstur. Sædvanligvis er kontrasten så fornem, at man selv i filmens mange dunkle sekvenser ofte kan spotte alt fra porerne i ansigternes hud til de små, visuelle detaljer i de mørkeste skygger. Uheldigvis gengives filmens billeder ikke helt, som filmmagerne havde planlagt. Transferet burde være blevet beskåret til 2.35:1 (det billedforhold, filmen blev præsenteret i i biografen), men i stedet får vi mere billedinformation end planlagt. Det er ikke noget, som nogensinde distraherer tilskueren, men det trækker naturligvis ned i bedømmelsen, at transferet ikke efterkommer filmmagernes intentioner.

Audio

Endnu bedre end dvd’ens fornemme transfer er udgivelsens sublime Dolby Digital 5.1-lydspor. Det er et meget aggressivt mix med mange imponerende højdepunkter – såsom lyden af toget, som man nærmest kan mærke fare forbi i stuen takket være de eksemplariske panoreringer og subwooferens høje, frydende brummen. Men på trods af lydeffekternes anseelige lydstyrke overdøves hverken replikkerne eller de musikalske indslag, som gengives krystalklart og har en dejlig rumklang. Takket være en overflod af uhyggelige, subtile lydeffekter får den auditive atmosfære ofte nakkehårene til at stivne og adrenalinen til at pumpe.

Ekstramateriale

Ud over traileren indeholder disken kun trailere til “Zack and Miri Make a Porno”, “The Big Stan”, “Swing Vote” og “Push”. Dvd’en har ikke engang en ordentligt menu med kapiteloversigt.