Milk

InstruktionGus Van Sant

MedvirkendeSean Penn, Emile Hirsch, James Franco, Josh Brolin, Diego Luna, Alison Pill

Længde128 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen30/01/2009

Anmeldelse

Milk

5 6
Overbevisende filmisk tidsbillede

For seks år siden begik Gus Van Sant “Elephant” og vandt De Gyldne Palmer i Cannes. Men indtil for nylig var “Milk” den ægte elefant i den amerikanske instruktørs liv – en stor, hvid elefant, som voksede sig større og større i filmmagerens bevidsthed, indtil Van Sant ikke længere kunne ignorere projektet, som han havde forsøgt at stable på benene i to årtier: En film om den politiske aktivist Harvey Milk, som kæmpede bravt for de homoseksuelles rettigheder tilbage i 1970’ernes USA. Men først da den 35-årige manuskriptforfatter Dustin Lance Black indleverede sit manus om Milk, fik Van Sant omsider den fornødne ammunition til at aflive elefanten, og det metaforiske mord var ventetiden værd.

Gus Van Sant har altid været en af filmbranchens mest uforudsigelige og dristigste kapaciteter. Hans repertoire er lige så rigt på publikumsvenligt karakterdrama (“Good Will Hunting”, “Finding Forrester”), som det er på, hvad der nok bedst kan betegnes som vildt eksperimenterende kunstværker (“Last Days”, “Gerry”). Men ligesom Van Sants forrige film, “Paranoid Park”, vandrer “Milk” langs en gylden middelvej mellem filmmagerens to stilarter.

For ligesom instruktørens mere kommercielle bedrifter er “Milk” lettilgængelig og traditionel i den forstand, at den omhandler forholdsvis almindelige mennesker og har en klar begyndelse, midte og slutning, men den eksperimenterer også meget med filmmediets virkemidler. Via en kombination af splinternye optagelser og reelle arkivklip, som blender perfekt sammen, skaber Van Sant og hans Oscar-nominerede klipper, Elliot Graham, et af de mest overbevisende filmiske tidsbilleder i mands minde. Og visuelt og auditivt er “Milk” også forbavsende og forfriskende lyrisk takket være gennemtænkt brug af bl.a. lyd, slowmotion og alskens musik, der fornemt komplementerer historien.

Van Sant og Black, der begge er homoseksuelle (find i øvrigt Blacks rørende Oscar-takketale på YouTube, hvis du har et ledigt minut), skildrer Milks liv fra det øjeblik, han som 40-årig beslutter sig for at bekæmpe de magtfulde, konservative politikere, der undertrykker de homoseksuelle og sammenligner dem med pædofile, og frem til den dag, Milk under tragiske omstændigheder bliver myrdet på San Franciscos borgmesterkontorer. Selv ikke under mandens følelsesladede taler til tusindvis af lyttere forfalder filmmagerne til genretypiske klicheer, som andre filmmagere havde fundet oplagte, som overgearet musik eller en syndflod af forcerede tårer. Lette strøg af naturlig humor forhindrer filmen i at blive for alvorstung.

Det er først og fremmest en spillevende Sean Penn, der får os til at trække på smilebåndet. På trods af sin fantastiske alsidighed virkede Penn ikke som det oplagte valg til at spille Milk. Penn er lavmælt og oftest allerhelvedes seriøs, hvorimod Milk summede af liv og altid havde overskud til at mønstre et grin, der kunne afvæbne selv et helt lokale af arrige, heteroseksuelle muskelbundter. Penn hverken portrætterer eller imiterer Milk – han transformerer sig nærmere til ham via et uhyre nuanceret portræt, som skærer igennem myten og afslører et almindeligt og så alligevel ualmindeligt menneske, der turde tage en tilsyneladende umulig kamp op mod et snæversynet system, som fortsat nægter at se lyset. Penn og Milk vil sandsynligvis for evigt være umulige at adskille.

Josh Brolin fortjener et stående bifald for sit multifacetterede portræt af Milks mest hårdhudede politiske modstander, Dan White, og unge stjernefrø som Emile Hirsch, James Franco og Alison Pill brillerer ligeledes som Milks allierede. Men filmens eneste seriøse skavank er, at alle andre end Milk og White virker en smule forbigåede og underbelyste. Milks første elsker, Scott (Franco), fremstår eksempelvis ikke som den vigtige brik i Milks liv, som han burde, og Milks anden kæreste, Jack (Diego Luna), får så lidt spilletid, at han ender som en småirriterende eftertanke. Men Milks budskaber overskygges til gengæld aldrig. Og i netop disse dage, hvor der selv her i åh så tolerante Danmark kastes med kanonslag mod folk i intolerancens hellige navn, synes Milks agenda og filmen om ham lige så relevant og betydningsfuld som for 30 år siden – desværre.
Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Edge-enhancement forekommer desværre til tider, men glorierne er dog aldrig decideret distraherende, og derudover er der heldigvis intet i vejen med transferet. Billedet er oftest knivskarpt. De gamle arkivoptagelser i filmen er med god grund snavsede, men komprimeringsfejl figurerer aldrig, og de nye optagelser er fuldstændig pletfrie. Både kontrasten og farvegengivelsen er superb. De gamle optagelsers farver er tilsyneladende blevet manipuleret lidt, så de blender perfekt sammen med de nye. Smart.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor gengiver hver eneste musikalske tone, lydeffekt og replik krystalklart. Panoreringer er sjældne, men effektive, og især Danny Elfmans vidunderlige, alternative musik udnytter fornemt samtlige kanaler. Lidt mere aktivitet i baghøjtalerne under f.eks. folkemængdernes store protestmarcher havde været velkommen, men den auditive atmosfære er under alle omstændigheder plausibel takket være et bredt sortiment af subtile lyde, som hverken overdøver eller overdøves.

Ekstramateriale

Før menuen dukker op, præsenteres man for den forfærdelige europæiske trailer til “Slumdog Millionaire” samt trailerne til “Easy Virtue” og “Patrik 1,5”. Derudover indeholder dvd’en tre slettede scener (4 min.), som alle forståeligt blev sakset, samt tre dokumentarer (samlet varighed: ca. 37 min.), som byder på interviews med flere af filmens skuespillere og dem, de portrætterer. Dokumentarerne er udmærkede, og Milks bekendtes snak om hans død er rørende, men featuretterne er også lidt ensformige, og man savner virkelig at høre fra Sean Penn og Van Sant. Hvorfor katten har instruktøren ikke indtalt et kommentarspor til sin mest personlige film?

Gus Van Sants “Milk” var en af sidste års bedste film – en smuk og bevægende hyldest til en af det 20. århundredes store frihedskæmpere, som portrætteres af en exceptionel Sean Penn, der leverer en af det 21. århundredes store skuespillerpræstationer. “Milk” ser fremragende ud på dvd og lyder lige så godt, men filmens Oscar-succes taget i betragtning er det spøjst, at så lidt ekstramateriale medfølger. Filmen betød enormt meget for Van Sant, som sædvanligvis er enormt glad for at indspille ekstramateriale om sine film, så det er ikke utænkeligt, at en mere ekstramaterialespækket udgivelse af “Milk” er i støbeskeen.

Milk

5 6
En film om altruisme

Den kontroversielle instruktør Gus Van Sant, som har stået bag bl.a. “Elephant”, er tilbage med en film, som egentlig ikke er særlig kontroversiel. Filmen “Milk” er til gengæld en varm skildring af 1970’ernes USA, hvor manden Harvey Milk grundlagde bevægelsen for de homoseksuelles borgerrettigheder.

“Milk” fortæller historien om den amerikanske bøsserettighedsforkæmper og politiker Harvey Milk, som blev et ikon for de homoseksuelle i USA. Det var først som 40-årig, at Milk begyndte at engagere sig politisk, og det er da også her, filmen tager sin begyndelse. Da Milk falder for den unge Scott, forlader han en skabstilværelse i New York for at slå sig ned i Castro-kvarteret i San Francisco sammen med Scott. Kvarteret blev hurtigt hjemsted for USA’s homoseksuelle, og her begyndte Milk at organisere de homoseksuelle i en magtfuld bevægelse, der kunne lægge pres på både fordomsfulde naboer og en krigerisk politistyrke, der har lidt for let til kniplen, når der er bøsser i farvandet. I kampen for lige rettigheder beslutter Milk at stille op som bestyrer for sit lokaldistrikt i San Francisco.

Modstanden er stor blandt de puritanske amerikanere, og der skal da også gå en række år og flere forsøg, før det lykkes Milk som den første erklærede bøsse i USA at tage et offentligt embede. Kampen om rettigheder slutter naturligvis ikke der. Sideløbende med at “Milk” er en politisk beretning, er det i høj grad samtidig en menneskelig beretning. I centrum står nemlig et portræt af en mand, som var i besiddelse af en enorm karisma og formåede at tiltrække energiske unge mennesker. Der er dog en bagside af medaljen. Milks politiske engagement og kompromisløshed ødelægger hans forhold til Scott. Da han omsider bliver valgt, stifter han på rådhuset det, der skal vise sig at være et fatalt bekendtskab med den konservative familiemand Dan White, hvis formelle ydre dækker over undertrykte følelser.

Instruktøren Gus Van Sant har før beskæftiget sig med homoseksualitet i film som “My Own Private Idaho” og mere marginalt “Elephant”. Med “Milk” er det dog første gang, at han gør det til det centrale tema. Homoseksualitet er stadig et meget penibelt emne i USA, hvilket en nylig debat om homoseksuelles ret til at blive gift i Californien vidner om. I et mere frisindet Europa og navnlig Danmark kan temaet synes knap så kontroversielt, hvorfor emnet i sig selv ikke kan opleves som et kvalitetsstempel. Men Van Sant formår at tilsætte dramaet en varme og nænsom medmenneskelighed ved at kombinere den historiske fortælling om bøssernes kamp for lige rettigheder med et betagende portræt af en karismatisk mand, der ville sine medmennesker det bedste og viede sit liv til retfærdighed.

Ledsaget af virkelige optagelser ansporer filmen stærke følelser for Milk og hans sag, men helt udenom en svulmende sentimentalitet kommer filmen ikke. Når det alligevel ikke får lov til at kamme helt over, så er det primært takket være skuespillerne og navnlig Sean Penn. Penns portræt kan i starten synes en anelse karikeret med de løse håndled og en lys stemme, men efterhånden, som vi kommer tættere på karakteren, bliver portrættet mere komplekst. Samtidig er der en sødme i hans præstation, som vi ikke rigtig har set hos Penn før. Man kommer reelt til at holde af ham. Værd at nævne er også Josh Brolin som den konfliktramte Dan White, hvis desperation effektivt lader sig aflæse i skuespillerens miner og gestik.

“Milk” er måske ikke synderlig kontroversiel, men Van Sant har navnlig ved hjælp af Sean Penn skabt et portræt af et velmenende menneske, som er blevet til et ikon for bøssebevægelsen i USA. “Milk” er betagende og dybfølt fortalt og lader tilskueren varme sig ved filmens altruistiske ånd.

Kort om filmen

“Milk” er den autentiske historie om politikeren og fænomenet Harvey Milk. Milk var den første erklærede homoseksuelle politiker, der blev valgt til et offentligt embede i USA. Stedet var San Francisco, og året var 1977. Kort tid efter valget blev Milk dræbt, skudt ned af en rival til embedet.