En hyggelig eftermiddag

Den franske “Mine eftermiddage med Margueritte” føles som en varm, doven sommerdag, hvor man ikke orker at tænke sine tanker helt til ende, men bare daser videre halvbagt i liggestolen. Man hygger sig på fortrinlig vis, er mere eller mindre underholdt og faktisk også lidt sulten undervejs. For det er trods alt en fransk film, og så skal der selvfølgelig både fortæres lækre, smurte baguettes og indtages en vis mængde trampede druer for at give den rigtige stemning. Og dét kan Gérard Depardieu om nogen.

Germain (Gérard Depardieu) er langt fra den hurtigste knallert på havnen. Til gengæld er han god, som dagen er lang, trind som en spærreballon og flink mod dyr. Dagene i den lille landsby, hvor Germain bor i en husvogn i sin gamle mors baghave, får han til at gå med en smule forefaldende arbejde og puslen om sine grøntsager i køkkenhaven. Men når han rigtig skal slappe af, indfinder han sig på sin faste bænk i byens park og tæller duer. Små hjerner, små fornøjelser. På samme bænk finder han en dag den tussegamle Margueritte (nu 96-årige Gisèle Casadesus), og de to umage størrelser falder i snak. Hun holder af at læse, mens Germain så godt som aldrig har åbnet en bog. Læsehesten Margueritte fornemmer dog hurtigt, at der bag Germains noget firskårne ydre gemmer sig en sart sjæl, der er mere end modtagelig og åben over for litteraturens verden. Og så begynder hun at læse højt for ham.

At Jean Becker i sin spæde ungdom i starten af 1960’erne debuterede sammen med den nye bølge af filmkunstnere som Godard og Truffaut, hvis filmkunst rullede ud over Frankrigs grænser og efterlod efterdønninger verden over, er svært at få øje på i “Mine eftermiddage med Margueritte”. En helt igennem traditionel fortælling, der hverken afviger på historien eller det tekniske plan fra den gængse opfattelse af disse. Naiviteten og den rendyrkede feel-good-stemning, som filmen er sovset ind i fra start til slut, vil utvivlsomt være for meget af det gode for mange. Her er de eneste ‘skurke’ den skrøbelige Marguerittes slægtninge i det fjerne Belgien, der vil have Margueritte indlogeret på et billigere plejehjem.

81-årige Claire Maurier, den godmodige bar-madamme fra Jean-Pierre Jeunets “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre”, gør en virkelig god figur som Germains gamle mor, der vist ikke er helt rigtig på øverste etage mere. I en af filmens bedste scener går hun amok i sønnens velfriserede køkkenhave, hiver prydporrerne op én efter én og kyler dem efter en måbende Depardieu. Alt sammen imens, hun er iført knaldrød læbestift, flamenco-kjole og med en smøg i kæften. Maurier er således også den tynde, røde tråd, der lige akkurat binder Jean Becker sammen med den franske nybølge.

I Francois Truffauts skelsættende debut fra 1959, “Ung flugt”, ser man nemlig en selvsagt noget yngre Maurier som drengen Antoine Doinels flagrende og utro mor. På mange måder synes hendes rolle i “Mine eftermiddage med Margueritte” som en art videredigtning eller ligefrem hyldest til Doinels mor. I tilbageblik ser man nøglescener fra Germains lidet lykkelige barndom, hvor mor serverede ørefigner og generel foragt på daglig basis. Og som gammel, halvskør kone har dette forhold ikke ændret sig en tøddel. Filmen byder her på lidt tiltrængt nerve og endda comic relief.