En voksen mand med bordfodboldbord

Jeg er hverken brevkasseredaktør eller parterapeut. Langt fra. Men lad mig alligevel tilbyde et lille råd til de kvindelige læsere: Hvis en mand omkring de 30-40 år har et bordfodboldbord midt i sin stue, så er der en vis sandsynlighed for, at han ikke er klar til at gå ind på voksenlivets præmisser. Indrømmet, det er ingen dyb betragtning, men det havde gavnet Tony at have den med i baghovedet, inden hun indlod sig med Georgio i Maïwenns nye romantiske drama, “Mon roi”. En lidt for klassisk kærlighedshistorie om den evige teenage-dreng og den naive kvinde, der stædigt tror på, at forvandlingen fra dreng til mand gemmer sig under den næste bane coke.

Egentlig er det en trist fortælling om et destruktivt forhold. Der er løgn, bedrag, sårede følelser og selvmordsforsøg i overflod. Et handlingsresume ville få “Mon roi” til at fremstå som en tung, depressiv og desillusioneret omgang. Men nej. Maïween har lavet en levende, energisk og vildt sjov film om ulykkelig kærlighed. Der er ingen rom-com-kalkulerede punchlines. Det er simpelthen bare en trist historie, som indeholder en masse sjove mennesker, som har det sjovt med hinanden. Og som kommer over livets lortede benspænd med sort humor og latter. Hold da op, hvor bliver der grinet meget i “Mon roi”. Og det smitter. Jeg lo i hvert fald mere, end jeg har gjort til de fleste deciderede komedier, jeg har set i det sidste stykke tid.

For sjovt er det, når Georgio giver den som tjener på en restaurant, hvor personalets påklædning ligner hans til forveksling. Eller da han første gang møder Tony og flirtende spørger, om hun vil have hans mobil. Hvorefter han giver hende, ikke nummeret, men telefonen. Og kører sin vej. Helt tørt. Og til stor morskab for alle i nærheden. Vincent Cassel folder sin klovnede side helt ud. Det må han gerne gøre igen i fremtiden. Resten af castet står dog ikke tilbage for Cassels humor. Louis Garrel er kronisk ironisk som Tonys slacker-lillebror, der viser overraskende skarpe iagttagelsesevner, da han som den første aner, hvor destruktiv Tonys kærlighed til Georgio egentlig er. Og Emmanuelle Bercot er lige dele sjov og sårbar i rollen som Tony, der helt forståeligt blev belønnet med prisen for bedste kvindelige hovedrolle på sidste års festival i Cannes.

Jeg forstår, hvorfor hun holder fast i Georgio, selv når den sjove klovn viser sig at være en uansvarlig og egoistisk klovnemand. Facaden falder nemlig først for alvor, da hun bliver gravid. Og hun har ikke tænkt sig at opgive drømmen om det lykkelige familieliv, inden den for alvor er kommet i gang. Fortællingen springer mellem fortid og nutid. I nutidssporet kæmper Tony for at genoptræne et skadet knæ. Et lidt for firkantet billede på hendes kamp for at genvide fodfæstet efter det stormfulde forhold. Resten fortælles i en række flashbacks. Undervejs føles den konstruktion ret anstrengt, men det giver mening og forløsning, når fortidssporet indhenter nutiden og lader vejen for en mulig fremtiden træde frem.

Det største problem i “Mon roi” er Georgio, som er svær at forstå. Og derfor svær at sympatisere med. Det meste af tiden ligner han et pjok, der flygter fra alt, som ligner ansvar. Men da hans model-ekskæreste bryder sammen og forsøger at begå selvmord, er han pludselig en urokkelig støtte med en kæmpe ansvarsfølelse. Indtil eks-kæresten fortaber sig i manuskriptets tåger, og han igen forfalder til sjov, men glat festabe. Det er lidt mudret. Og der er intet forsøg på at forstå hans perspektiv. Derfor bliver det en lidt for ensidig omgang ‘sød pige vs. dum skid’.