Peter Jackson giver nu begrebet byvandring en helt ny betydning.

“Ringenes herre”-instruktøren har skrevet og produceret steampunk-filmatiseringen af “Mortal Engines”, hvor byer på hjul ‘æder’ mindre byer i en kamp om overlevelse. Den idé er god.

Og det begynder godt. Metropolen London har udset sig Salthook, der har ressourcer nok til endnu en uge for byen fra vest. Jagten begynder.

Salthook sætter fuld damp under kedlerne. Flygt! Den lille by stryger af sted igennem goldt terræn som en fisk i vand. Men London lader ikke fangsten slippe væk.

Som en anden Kaptajn Ahab styrer Thaddeus Valentine jagten på Salthook. Harpuner skydes mod målet. De rammer. Den jagtede stritter imod, men det er nytteløst. Byttet bliver spist – London æder endnu en miniput.

Det er den første scene i “Mortal Engines”. Og med afstand den bedste.

Derfra bliver byvandringen nemlig til en ørkenvandring. “Mad Max”-stemningen forvandles til forloren young adult med en skurk så ond som Agent Smith.

Det er Hugo Weaving, som spiller Valentine fra London. Han drømmer om at nedbryde fæstningen Helm’s Deep, jeg mener Skjoldmuren, der beskytter det fredelige øst imod de krigeriske by-ædere fra vest.

Peter Jacksons plotmotor er en hurtigere model af “Ringenes herre”. Og let som ungdommen, der føres an af Hester med et ar i ansigtet. Hun er også arret i det indre.

De voksne har svigtet Hester og verden. Nu må hun sammen med Tom og et mangfoldigt fællesskab stoppe maskinen fra vest.

Den kamp er lige så lidt spændende, som den var i “Divergent“-serien og lignende mekaniske produktioner fra Hollywoods maskinrum.

YA-holdet forsikrer ganske vist meget og inderligt om, at de vil kæmpe til det sidste, men det sker altså på den tid, som Frodo brugte på at nå Kløvedal.

Derfor er jeg ligeglad, da London truer Shan Guo, der beskyttes af Skjoldmuren. Skyd bare.

I stedet tænker jeg tilbage på den detaljerige indledning. Amerikanske guder (læs: minions) er udstillet på museum som en kæk kindhest til nutidens ugudelige og overfladiske forbrugssamfund.

For ikke at tale om de udstillede smartphones. 60 minutters-krigen, der førte til “Mortal Engines”-scenariet, lod sig åbenbart gøre, fordi vi mistede evnen til at skrive og læse. Kommentaren falder fra Tom, imens kameraets blik hviler på de smarte telefoner.

Nu er de museumsgenstande. Oldtek, bliver det kaldt. Ligesom brødristeren. Et fortidslevn.

De gode scener i “Mortal Engines” er også hurtigt fortid. Det endelige slag venter. Imod en stor mur og svigtende forældre. Sådan er det altid i young adult.

Og ligesom byerne så kører det hele på hjul som en maskine smurt i Hollywoods mest glatte olie. Så hellere en gammeldags byvandring.