Poeten og stakkels lillemor

Den hedder “mother!”. Sjældent har et udråbstegn været så velplaceret. For Darren Aronofskys vanvittige gyser er ikke en film, der holder sig tilbage. Den skriger dig hæmningsløst i møde. Men for min skyld kunne instruktøren også godt have fundet plads til et spørgsmålstegn i titlen. Et ordløst “?!” udtrykker nemlig fint den voldsomme oplevelse, jeg havde, da jeg så Aronofskys skingre home invasion-kammerspil. Hvis jeg da ikke snarere skal kalde den en frådende religiøs allegori? Eller er det i virkeligheden verdens længste og ondeste Monty Python-sketch?! Jeg er rundt på gulvet. Forvirret og frustreret over to timers rundtur i en bizar og hysterisk malstrøm. Men langt fra uberørt. Der er ingen som “mother!”.

I begyndelsen ligner det næsten noget, man kender. Næsten. En mand og en kvinde bor alene i et afsides hus i skoven. Et lille paradis, kalder de det. Javier Bardem er forfatter. Jennifer Lawrence er hans muse. Det var hun i hvert fald engang. Nu er det småt med kreativiteten hos poeten. Så da en mystisk fremmed pludselig banker på døren i den tro, at han har fundet et Bed & Breakfast, ser forfatteren det som en kærkommen mulighed for ny inspiration. Og da gæstens kone dukker op? Endnu bedre. Men den slags ubudne gæster plejer jo at varsle problemer i den her type film.

Jennifer Lawrence ser forbløffet til, når hendes mand beder de fremmede om at blive boende. Han ser stort på hendes meninger. Forventer hendes opbakning. Og får den. Hun er jo hans underdanige muse. De nye logerende tager sig hurtigt en masse friheder. Ryger, hvor de ikke må. Sviner i køkkenet. Vader ind, hvor det passer dem. De er anmassende på en måde, der ikke rigtig stemmer med deres historie. Er det virkelig tilfældigt, at de er kommet forbi netop det her øde hus på landet? Er det måske vanvittige fans? Eller er vi på vej mod et “Rosemary’s Baby”-scenarie? De taler jo hele tiden om børn. Eller er det bare Lawrence, der er ved at blive skør? I den første halvdel holder Aronofsky mange klassiske gyserveje åbne.

Kameraet er konstant rettet mod Lawrences ansigt eller nakke. Når det da ikke ligefrem betragter omgivelserne gennem hendes synspunkt. Det er med til at forstærke mistanken om, at det hele måske strømmer fra hendes forvrængede virkelighedsopfattelse. Som i Aronofskys “Black Swan”. Problemet er bare, at der aldrig har været nogen virkelighed at forvrænge. Alt i “mother!” virker kunstigt og uvirkeligt fra første billede. Karakterene er mere tomme typer end mennesker. Vi ved intet om dem. De har ikke engang navne. Måske er de ikke sig selv, men symboler for noget andet? Er det mon en allegorisk fortælling? Eller en slags bibelsk lignelse?!

Det er umuligt at sætte ord på, hvordan begivenhederne optrapper uden at ødelægge oplevelsen. Igen er et målløst “?!” mit bedste bud. Jeg tør dog godt sige, at det undertiden er ulideligt at se, hvordan forfatteren Bardems skaberkraft vokser ved de fremmedes beundring og Lawrences selvopofrelse. Er det et stykke selvkritik fra kunstneren Aronofsky? Skal han have urimelige mængder opmærksomhed og opvartning for at skabe? Siger han, at alle kunstnere er sådan? Eller er det Skaberen med det helt store S, der er på anklagebænken?!