I tilfælde af at du havde glemt hvad en Disneyfilm er, og hvordan sådan en plejede at vække lys i familiestuerne med rørende mesterværker, så står den biografaktuelle ‘Mufasa’ klar som en forsigtig og sjæleløs påmindelse om de gode stunder, vi havde engang.

Det ligner, at Disney er ved at gå systematisk til værks med at genudgive alle deres tidligere værker med et moderne, hyperrealistisk udseende, og siden genindspilningen af den elskede ‘Løvernes Konge’ i 2019 blev en kæmpe succes ved billetlugerne, var det kun et spørgsmål om tid, før de måtte bygge videre på den gren.

Men hey, i det mindste får vi ikke en direkte genfortælling denne gang. Trods de kendte karakterer, får vi faktisk en original historie, der først og fremmest er en forhistorie, men til en vis grad også en fortsættelse af 2019-filmen. Nu har de altså forholdsvist fri albuerum til at søge nye højder, og endnu engang bringe noget spændende og originalt til skærmen. Det burde man i hvert fald have fortalt dem, inden de gik i gang.

Tilbage på savannen er kongeparret Simba og Nala taget på skovtur under et uvejr, og det efterlader deres datter Kiara i stor bekymring. Fordi det regner? Anyway, for at berolige løveungen, fortæller mandrillen Rafiki nu historien om den legendariske Mufasa, om hvordan han selv gik fra skræmt løveunge til at blive løvernes konge.

Mufasa kommer fra et land med langvarig tørke, men hans forældre synger om et frodigt land af overflod kaldet ‘Milele’. Nu kommer den længe ventede regn, men det eskalerer hurtigt i en flodbølge, der sluger familien og bortfører Mufasa langt væk fra alt, han kender. Vi er ikke helt sikre på, hvad der skete med forældrene før til sidst i filmen, så det er bedst, at vi tørrer vores øjne, bare glemmer det og går videre. Nu møder Mufasa en ny stamme af løver, og takket være stammens kronprins Taka får Mufasa lov at slutte sig til dem. Mufasa og Taka bliver hurtigt tætte som brødre, og allerede i deres første scene sammen, kan vi gætte os til, hvor det bærer hen.

Flere år senere bliver stammen angrebet ud af det blå af en flok ondsindede løver, og brødreparret flygter nu gennem terrænet, hvor de på vejen møder løvinden Sarabi, fuglen Zazu og selvfølgelig den kloge Rafiki. Med fjenderne i hælene, søger den umage gruppe nu efter det sagnomspundne land Milele. Skal de følge en særlig række spor, løse en gåde eller aflæse stjernerne for at finde vej? Næ, de skal faktisk bare fortsætte i samme retning, de allerede gik.

Hvis man ud fra traileren eller bare plakaten skulle gætte sig til, hvad hele filmen indebærer, så er det faktisk præcis det, den har at byde på. Ikke mere, men måske endda mindre.

Mufasa er som karakter den fejlfrie helt. Han er altid modig, klog, charmerende og sympatisk, han brillerer i alt han sætter sig til, tager altid de rigtige beslutninger, og ikke mindst er han enormt ydmyg og selvopofrende. Det fungerede også fint, da han var det moralske anker i ‘Løvernes Konge’, og hvor hans tragiske død havde stor vægt på plottets fremdrift og Simbas karakterudvikling. Når han så gøres til filmens centrum i godt to timer, bliver det ligeud sagt bare for kedeligt.

Som modpart viser Taka sig hurtigt at være helt uden hæderlige kvaliteter. Han etableres hurtigt som en selvfed kujon, der gang på gang tager æren for Mufasas heltegerninger. Det er ingen hemmelighed, at han gennem filmen bliver til Scar, Mufasas forræderiske bror, og på den måde er han faktisk den eneste karakter, der gennemgår en udvikling. Scar viser sig at være den oprindelige arving til tronen, men han bliver hurtigt overskygget af savannens Superman, Mufasa. Vi dykker ikke rigtig ned i magtkampen mellem de to brødre, for alt kommer bare naturligt til Mufasa. Man skulle tro, at Scars vendepunkt sker ved, at han bliver frarøvet sin skæbne og titel, men i stedet koges det ned til en opfundet kærlighedskonflikt mellem ham, Mufasa og Sarabi.

I spidsen af de onde løver har vi Kiros, der får lagt stemme til af Mads Mikkelsen både på dansk og engelsk. Sådan, Mads! Jeg føler, han nemt kunne have gået i hælene på Jeremy Irons, der ikonisk portrætterede Scar i den originale ‘Løvernes Konge’, men manuskriptet giver ham ikke rigtig noget at trække i, hverken når det kommer til baggrundshistorie, dybere motivation eller helt enkelt tid på skærmen. Hver gang vi får et øjeblik med en smule tyngde, når vi knap at trække vejret, før vi straks skal tilbage til comic relief Timon og Pumba, der ellers brokker sig over ikke at være med i historien. Suk.

Billederne er selvfølgelig tilfredsstillende at kigge på. Hvis nogen skal høste ros for at have gjort sig umage, er det animatorerne. Det er imponerende at se, hvor virkelighedstro computeranimation kan se ud i dag, men der er bare flere steder, hvor den fejler i en film som denne. For det første skal karaktererne jo ligne ægte dyr, og det betyder at man har ofret store dele af deres ansigtsmimik og kropssprog. Jo, du kan se på øjnene, om de er vrede eller triste, men igennem størstedelen af filmen venter jeg på at høre replikken, før jeg kan bestemme, hvad de tænker og føler. Det er udelukkende op til skuespillerne at vække de stive lemmer til live, og det lykkedes ikke altid lige godt.

Derudover har vi også sangnumrene. Vi kender og elsker den originale ‘Løvernes Konge’ for dens flamboyante musikoptrædener med ørehængende melodier, prangende farver og medrivende koreografier. Desværre falder Mufasa i samme fælde som den nyindspillede ‘Løvernes Konge’, nemlig at de er bundet af den virkelighedstro animation. Det bedste, de kan finde på, er at løverne bevæger sig gennem terrænet mens deres munde bevæger sig til sangen. Ovenikøbet fortæller sangene os ikke mere om selve handlingen eller karaktererne, for de synger kun om ting, der alligevel blev understreget i den forrige scene. På den måde vendes filmens musikindslag til at blive mere en byrde, end det er en glæde. Jeg havde endda set frem til at høre de nye sange, som de har haft flere år til at komponere, men desværre kunne jeg ikke huske en eneste af filmens originale melodier, det øjeblik jeg trådte ud af biografen.

Mufasa følger trofast formlen for den letfordøjelige familiefilm, hvor målet var de venner, vi fik på vejen. Det er fredagsfilmen man sætter på i hyggens ånd, men ender med at slumre igennem. En sukkerknald uden stof for eftertanke. 

Det gør lidt ondt i hjertet at vende sig så kynisk mod noget, jeg har vokset op med og elsker. Men snart må Disney også lære at nå ud til de nye generationer på en måde, der ikke tilsværter deres eksisterende katalog. Jeg glæder mig til den dag studiet genfinder den kreativitet, det blev bygget på.

‘Mufasa’ kan ses i biografen nu.