Nærkontakt af 3-D-grad

Kan en film være så dårlig, at den rent faktisk er god? For mange vil svaret nok være et rungende nej, og får de valget mellem en middelmådig film med en udmærket skuespiller i hovedrollen og “Zombies vs. Ninjas 5”, så vælger de med garanti førstnævnte. Der er dog et par stykker af os, der nyder at dyrke den dårlige smag og ser kvaliteterne i det, som giver de fleste andre mennesker lyst til at opsøge filmens producer og blæse hovedet af ham som hævn for at have stjålet to timer af deres liv. “My Bloody Valentine 3-D” er sådan en film – et elendigt makværk af en gyser, der lige netop er så skrigende dårlig, at den for et vist publikum har sine helt egne, åbenlyse kvaliteter.

Når det kommer til gyserfilmgenren er producenterne i Hollywood efterhånden lige så opfindsomme og nyskabende som en reunion-koncert med Shubidua, og det kan derfor heller ikke komme som nogen stor overraskelse, at dette års store gysersatsning er en genindspilning af en gammel slasher-film fra 1981 af samme navn. Forskellen fra dengang til nu kan måles i mængderne af blod, afrevne lemmer og nøgne kvindekroppe. Nå ja, og alt dette bliver ved hjælp af de smarte 3-D-briller kastet imod seeren i en til tider så overbevisende facon, at man dukker sig for ikke at blive sølet ind i blod og andet godt fra den menneskelige anatomi.

Fans af den dårlige smag vil klappe i deres små hænder, når morderen kaster sin hakke mod de skrigende ofre, og den i stedet kommer susende ud af lærredet og truer med at plante sig i kraniet på publikum. At begynde at gå i dybden med handlingen eller fremhæve persongalleriet i “My Bloody Valentine 3-D” giver ikke nogen mening. Simpelthen fordi den er så elendig, at den lige så godt kunne være udtænk, udført og produceret af en flok kåde teenagedrenge med hang til blod og bryster. I modsætning til f.eks den seneste film i “Saw”-franchisen så taler det dog klart til filmens fordel, at den ikke tager sig selv for højtideligt, men derimod tør at tale til den laveste fællesnævner.

Morderen i filmen render rundt i en lille forstadsby iført en gasmaske og en hakke og massakrerer folk til ukendelighed, og han minder mest af alt om en slags retarderet tvillingebror til den ikoniske morder Jason fra “Fredag den 13”-filmene. Skuespilpræstationerne er ikke bare ringe, de er så tåkrummende og himmelråbende elendige, at man morer sig kosteligt undervejs. Den kvindelige hovedperson lyder som en puddelhund i løbetid, når hun skrigende løber væk fra morderen, der selvfølgelig aldrig har lært den ædle kunst at løbe. I stedet stavrer han rundt som en gammel mand, som det åbenbart er kutyme i slasherfilm-genren. Men hvem har også brug for at løbe, når ens ofre opfører sig som forvildede høns med afhuggede hoveder og lægger verbale guldæg såsom: ”Er han død. Fortæl mig det, er han død?” – vel og mærke efter han lige har set morderen åbne offerets brystkasse med en sløv hakke.

Sådan fortsætter det i to timer med den ene fantastiske dårlige scene efter den anden. Og enten har man for længst forladt biografen i arrigskab over at have lagt 75 kroner for sådan noget bras, eller også sidder man grinende og fryder sig over filmens underholdende elendighed.