Hævngerrige myrer gør livet surt for en lille dreng i efterårsferiens børnefilm. Der er højt tempo og fuld gas på eventyret i “Myremobberen”, der dog ikke helt kan hamle op med årets øvrige animationsfilm.

Lucas er ikke den mest populære dreng i kvarteret. Han mobbes konstant af de store drenge, og hans forældre forstår ham ikke. Heldigvis er der en myretue i haven, som han kan lade sine frustrationer gå ud over. Det er dog ikke noget myrerne sætter pris på, da drengens vrede er skæbnesvanger for kolonien, der trues på sin eksistens.
I et desperat forsøg på at kommunikere med ‘Udsletteren’, som myrerne kalder Lucas, sniger de sig ind i hans soveværelse og hælder en trylledrik ned i hans øre. Lucas skrumper efterfølgende til myrestørrelse og kidnappes med ned i myretuen. Her dømmes han af dronningen til at leve som en myre med alt hvad det indebærer af arbejde og trængsler.

Lucas er slet ikke tilfreds med sit nye liv som kryb, men han indser hurtigt at der ikke er nogen vej udenom hvis han nogensinde skal gøre sig forhåbninger om at vende hjem. Han bliver sat i arbejde som resten af kolonien, og selv om det slet ikke er det mindste morsomt, går det langsomt op for Lucas, at myrerne har helt andre værdier end han selv, og at han måske kan lære noget af dem.

Faren lurer dog i form af en djævelsk skadedyrsbekæmper, der kommer for at udrydde alt levende i Lucas’ have. Drengen og myrerne må arbejde sammen for at redde kolonien og livet omkring dem.

“Myremobberen” er en fin lille familiefilm med både morale, humor og en hel del spænding. Men den falmer noget blandt det øvrige udbud af animationsfilm.

Selve animationen er en blandet oplevelse. Mennesker og myrer er flot tegnet i bløde streger og med indlevende animation af karaktererne, og i de hæsblæsende scener er der kræset for detaljerne med stor opfindsomhed. Baggrundene og landskaberne er dog flade og ødelægger helhedsindtrykket og får for det meste “Myremobberen” til at ligne en tv-serie frem for en film til det store lærred.

Men det er nu først og fremmest historien filmen har imod sig. Den er mildest talt uoriginal, og skildringen af myretuen og myrernes liv er gjort så kunstigt, at man er fremmedgjort fra start til slut. Børn vil nok også savne mere liv og indlevelse frem for besynderlige myrer med besynderlige navne og skikke. Fortællingen om drengen, der mod sin vilje må leve blandt myrerne og derigennem lærer noget om sig selv og sit eget liv, er naturligvis forudsigelig, og der er ikke gjort det mindste for at ændre på det. Den moralske pegefinger er der selvfølgelig også, men filmen får dog fint sit budskab igennem uden at det bliver for meget af det gode.

Samlet set er “Myremobberen” en fin film til de mindste, men i det store hele savner den mere oprigtighed overfor sit emne. Såvel myrer som mennesker er forsøgt skildret realistisk uden hang til store, tårevædede øjne, og det er i sig selv en fornøjelse, men grundlæggende savner man bare lidt mere fantasi.