På kanten

Der er farligt på kanten. Helt derude, hvor det stof, der holder verden sammen, flosser og falder fra hinanden. Det er dér, “Mysteriet ved Slack Bay” finder sted. En fransk fjollefilm, der flår fornuften fra sans og samling og lader alverdens særheder springe frem fra sprækkerne – kannibalisme, indavl og det, der er værre. Krydret med et væld af fornemme eller fedladne franskmænd, der falder på halen med hidsig frekvens.

Det er det yderste Udkantsfrankrig anno 1910, der danner scene for den groteske slapstick. Kysten ved Calais, nær Den engelske kanal. Kragerne har for længst slået bak, men en flok velbjærgede franske aristokrater ferierer alligevel i deres overdådige sommerslot med udsigt over Slack Bay. Her betragter de tårevædet de lokale sømænd. De hylder deres simple, autentiske skønhed. Og de lokale modsvarer de højstemte roser med sammenbidte stenansigter og ubekvem tavshed. Åbner de en sjælden gang munden, bliver deres dialekt nedladende imiteret. Der er masser af gnidninger, når eliten tager på landet.

De to klasser er på kant med hinanden. Det bliver ikke bedre, da flere turister pludselig forsvinder sporløst i klitterne. Og midt i den forrygende forvirring forelsker sømandssønnen, Ma Loute, sig i overklasseteenageren, Billie. Og hun gengælder hans følelser. Eller, han gør. Eller hun. Billie skifter kønsidentitet nærmest scene for scene. En pige i kjole, en dreng i jakkesæt, en pige i drengetøj og en dreng i pigetøj. Ligesom “Mysteriet ved Slack Bay” er Billie ikke for fastholdere. Alt flyder, og det er bare med at hænge på.

Det store, samlende plot er svært at få øje på. Det er en rablende kæde af absurde optrin og latterligt karikerede karakterer. Især de ældre medlemmer af overklassen danser på kanten af min tolerancetærskel. Har Juliette Binoche nogensinde overspillet så skingert? Den maniererede overklassegestik og det hysteriske toneleje får alt, hvad den kan trække. Mere forsonende er Fabrice Luchini som duknakket, underkuet patriark med sørgmodig hængemule. Han ligner en trist, menneskelig udgave af Hr. Tudse fra “Vinden i piletræerne”, når han sidder med sine kørebriller og læderhjelm bag rattet i familiens automobil.

Og så er der Machin og Malfoy. De to betjente, der fortvivlet forsøger at gennemskue galskaben. I stedet ender de med at bidrage til den hurtigt voksende farce. De er en slags krydsning af Dupond og Dupont med Gøg og Gokke. Lille Malfoy gør sit bedste for at holde tyksakken Machin på fødderne. Men den kuglerunde kriminalkommissær bruger det meste af tiden på at rulle rundt i klitterne. Derfra må han rundtosset erkende, at udkanten er ligeglad med loven. Både moralens, fornuftens – og fysikkens.